Det vakte betydelig bornholmsk forargelse, da Højskolesangbogens seneste udgave udkom uden den gamle bornholmske vise "Bornholm, du prude vikingemø", der var blevet redigeret ud til fordel for nyere (pop)sange.
Til gengæld er den forviste sang nu kommet med i kunstfotografen Suste Bonnéns nye smukke bog om klippeøen "Krop & Ånd. Bornholm". Og selvom det naturligvis er fotografierne af kendte og ukendte bornholmere, man først lægger mærke til, kan bogen faktisk også fungere som sangbog, fordi den – udover de tekster om krop og ånd, der indfatter billederne – også er udstyret med sang- og salmetekster, der spiller sammen med Bonnéns billeder. På den måde kan bogen næsten betragtes som en illustreret højskolesangbog for bornholmere.
LÆS OGSÅ: Alting begynder med lyset
"Jeg håber også, at den vil blive brugt som sangbog. For mig er sang også forbundet med det åndfulde. Det skaber samhørighed at synge sammen på ord, der er større end ens egne. Og sang skaber i det hele taget bro mellem mennesker, så jeg synger også sommetider for folk, jeg skal fotografere, for at få dem til at bløde op," siger Suste Bonnén, da hun har inviteret indenfor i Karnaphuset i Rønne, hvor hun både bor og har sit atelier:
"Karnaphuset er i sig selv som en ø, som det ligger der midt i byen, uforstyrret lige ved kirkepladsen og tæt på havnen. Huset ejer en særlig 'Stedets ånd', som man godt kan blive forført af, når man kommer inden for dørene. Og jeg kan mærke, at folk slapper af, når de kommer herind, hvilket er vigtigt i mit arbejde. Det er jo min opgave at få folk til at glemme, at de bliver fotograferet, så jeg prøver selvfølgelig at skabe en fri og tillidsfuld situation, når jeg skal tage et billede," siger hun, mens hun viser rundt i det fredede hus, som længe er blevet betragtet som et stykke bornholmsk kulturhistorie.
Karnaphuset blev oprindeligt – i 1753 – opført som en stor skippergård, der i 1800-tallet blev udbygget med en fin stue dekoreret med malede dørstykker, panelværk og vægfliser. I 2004 overtog Kulturarvsstyrelsen det efterhånden faldefærdige hus for at renovere det for adskillige millioner kroner. Resultatet blev en prisbelønnet bygning med nyt sidehus. Og hele herligheden blev altså købt til privat bolig i 2009 af Suste Bonnén, som dermed forlod et helt liv og sin faste kundekreds i København for at slå sin ned i den bornholmske hovedstad.
"Jeg er meget spontan og har nemt ved at blive forelsket, men denne gang var det et hus, jeg blev forelsket i," forklarer Suste Bonnen og lader et smil vokse sig stort i ansigtet, inden hun fortsætter:
"En af mine venner, der har fulgt mig i rigtig mange år, og igennem mine forskellige ægteskaber, har på skift måttet kalde mig fru Oldenburg, fru Rossen, fru Trygved og fru Høy. Han gav mig nu straks navnet: fru Rønne. Og det er faktisk meget rammende og godt set, for jeg har givet mig lige så meget hen til denne smukke ø, som jeg har gjort det til mine ægtemænd. Jeg fortæller vidt og bredt om min nye store kærlighed, og nu har jeg altså lavet en bog, der i mange fotografier, korte tekster og elskede sange portrætterer Bornholm. Set af mig," siger Suste Bonnén.
Bogen handler dog om mere end Bornholm. For titlen "Krop & ånd" meldte sig allerede, da hun boede i København.
"Jeg var blevet irriteret over åndløsheden i tidens kolossale kropsdyrkelse, hvor det hele i mine øjne var kommet til at handle om løbeudstyr, stopure og kroppens fedtprocenter. Naturligvis er det vigtigt for kroppen at bevæge sig. Men i alle motionskampagnerne er det, som om man har glemt ånden. Og hvad er en krop uden en ånd? Mit ideal er ikke at opleve hverken kroppen eller ånden som isolerede fænomener i et portræt, men at se dem smelte sammen."
Den ambition præsenterede Suste Bonnén for Undervisningsministeriet, der gav hende midler til at få trykt en flot billedbog, så jagten på at lave åndfulde fotografier kunne gå ind.
"I mellemtiden var jeg så flyttet til Bornholm, og det var ikke en dårlig idé, for her bor præcis én procent af den danske befolkning. Som en anden opdagelsesrejsende er jeg gået rundt på øen med mit kamera over skulderen. Og jeg har fundet den åndfulde kropslighed mange forskellige steder herovre; lige fra en bueskytte og en diskoskaster, der begge har en slags musik i deres bevægelser, over korlederen fra Skt. Nikolaj Kirke til min gamle genbo, der stod og malede en dør på sin egen nærværende måde."
Det er ikke første gang, at Suste Bonnén arbejder med at sammenkoble krop og ånd. Hun har tidligere lavet en række værker med indbyggede citater om bevægelser. Her citerer hun for eksempel Kierke-gaard for at sige, at der ikke findes en tanke, der er så tung, at den ikke kan gås væk. Og den filosofi har hun selv levet efter i sit nye kvarter i den gamle bydel af Rønne.
"Jeg elsker gåturen ned til havnen, hvor man kan se skibene lægge til og fra. Jeg ved ikke, om det er, fordi det hænger sammen med en form for udlængsel. Men Rønne er også en charmerende og overskuelig by at vandre rundt i, når man kommer fra København. Går man 200-300 meter herfra, kommer man for eksempel ned til et gammelt posthus, et rigtigt posthus, i stedet for en samling kuverter og papkasser, der er blevet placeret som en del af Brugsen. Men det er menneskerne her, der har gjort størst indtryk på mig. Det er også dem, der er omdrejningspunktet for min bog."
Mange af billederne fra bogen er taget i Karnaphuset, hvor Suste Bonnén er begyndt at lave interviewprogrammer for TV2/Bornholm. Det var i forbindelse med et af de programmer, at hun foreslog den daværende direktør for Bornholms-trafikken at kalde rederiets nye kommende hurtigfærge for "Leonora Christina".
"Det kom der som bekendt en del ballade ud af; men heldigvis er 'sagen' nu endt, og jeg håber, at man vil fokusere på skønheden i de egenskaber, Leonora Christina selv besad: Trofasthed, styrke, udholdenhed. Vigtige egenskaber for en færge, der skal sejle på den vilde Østersø," siger hun og tilføjer:
"Det var jo bare et forslag, som jeg syntes kunne bruges konstruktivt også markedsføringsmæssigt. Sådan opfattede en del bornholmere det ikke, og jeg havde svært ved at genkende den venligtsindende befolkning. Jeg har skrevet og sagt og debatteret det emne nok nu, synes jeg."
"Til gengæld blev jeg meget rørt over den måde, folk tog sig af hinanden på i denne isvinter, hvor Bornholm blev begravet i sne. Jeg tror ikke, at der var nogen, der for alvor kom til at mangle brænde og mad. For folk hjalp hinanden. Det var uendeligt smukt at iagttage dette fællesskab, der spontant opstod her, hvor Bornholm pludselig forvandlede sig til en hvid ø. Kun én institution forsømte chancen for at udvise næstekærlighed, og det var folkekirken. Det forargede mig, at man ikke åbnede præstegårdsladen i Rønne for alle de mennesker, der ikke kunne komme hjem til deres familier, så de i stedet for at sidde i en hyggelig præstegårdslade kom til at fejre jul i en idrætshal. Provsten forklarede mig, at ingen havde spurgt kirken. Men hvis kirken ikke selv åbner op for folk i nød, så regner vi mindre og mindre med kirken . Her blev det bevist, at folk sagtens kan klare sig uden. Men er det meningen med folkekirken?"
Hvis vi forlader folkekirken og vender tilbage til fotografiet. Hvordan kan man så give et fotografi ånd?
"Det handler om at være nærværende. Kropsligt og åndeligt."
Suste Bonnén. "Krop & Ånd.Bornholm". 300 illustrerede sider. 250 kroner. Blikfang. Bogen kan købes gennem www.williamdam.dk En del af billederne indgår i Suste Bonnéns udstilling "Derfra min verden går" på Bornholms Museum. Den åbner den 14. juni i år.