Siden tidernes morgen har man betragtet et menneske som dødt, når vejrtrækningen ophørte, og hjertet stoppede med at slå, i lægesprog cirkulatorisk død. Siden 1990 har man dog ikke anvendt dette dødskriterium i forbindelse med organdonation. Der har man kun brugt organer fra såkaldt hjernedøde personer, hvor al aktivitet i hjernen er uopretteligt ophørt, men hvor cirkulationen kan fortsætte, fordi den døde ligger i respirator.
Men nu vil et bredt flertal i Folketinget gøre det muligt, at man også kan bruge organer fra personer, der er cirkulatorisk døde, populært sagt ”hjertedøde”. Det oplyste Sundhedsministeriet i går i en pressemeddelelse.
Ministeriet forventer, at dette kriterium vil øge antallet af donorer med 20-40 procent.
Helle Haubro, leder af Dansk Center for Organdonation, er glad for, at man her i landet vil indføre det såkaldte DCD-kriterium (Donation after Circulatory Death), der allerede er indført i 15 lande over hele Europa.
”Der er gode grunde til, at vi skal indføre DCD nu, hvor vi kan læne os op ad erfaringerne fra udlandet, og de er gode. Kriteriet vil give flere af de personer, som har tilkendegivet, at de gerne vil donere deres organer, mulighed for også at gøre det,” siger hun.
Hun forklarer, at det både ved hjerne- og cirkulatorisk død hovedsagligt er patienter, der har pådraget sig fatale skader på hjernen, som vil kunne donere.
Forskellen på de to kriterier er i hvilken rækkefølge, døden indtræder. Langt de fleste patienter dør den cirkulatoriske død, hvor hjerteaktivitet og vejrtrækning ophører, inden al hjerneaktivitet er ophørt. Det betyder, at organerne er uden ilt i en periode, indtil også hjernen dør af den uoprettelige skade, den har fået. Tidligere betød det, at organerne tog skade, så man afholdt sig fra at bruge dem til donation. Ved hjernedød tager organerne ikke skade, da de kan holdes i gang i en respirator, selvom al hjerne- aktivitet er ophørt.
I dag kan organer, hvor personen er død ved cirkulatorisk død, efterfølgende iltes, og på den måde er kvaliteten af disse organer så god, at de kan bruges til donation.
”Man kan kun dø én gang. Så det handler om, hvorvidt hjernen eller hjertet først holder op med at fungere. Det er to måder at konstatere på, at en person ikke er live, men man er lige død, uanset hvilken af de to måder, man dør på først,” siger Helle Haubro.
Allan Rasmussen er over-læge og leder af Rigshospitalets levertransplantations-program samt formand for Dansk Transplantations- center. Han forklarer, at man inden 1990, hvor hjerne- dødskriteriet blev indført, kun brugte organer fra personer, som var cirkulatorisk døde.
Der er altså tale om, at man i sundhedsvæsenet genind-fører et kriterie, der blev sat ud af spillet på grund af organernes kvalitet. Men siden er teknologien altså blevet i stand til at redde en del af disse organer.
”Der er ingen som helst tvivl om, at man er død under begge forhold. Det vigtige er at understrege, at den lægelige beslutning om at indstille behandlingen er fuldstændig uafhængig af, om den pågældende person kan være donor,” siger Allan Rasmussen.
Norge er så småt begyndt at bruge donation efter cirkulatorisk død.
18 personer er blevet donorer siden 2014, hvor et pilotprojekt blev sat i gang, oplyser Dag Wendelbo Sørensen, overlæge og anæstesilæge ved Oslos Universitetshospital og projektleder på pilotprojektet til Kristeligt Dagblad.
En opgørelse fra Dansk Center for Organdonation viser, at Spanien, Holland og England er blandt de europæiske lande, hvor en relativt høj andel af donorerne er såkaldt DCD-donorer. I Spanien er det én ud af fire.
Formanden for Det Etiske Råd, Anne-Marie Axø Gerdes, ser umiddelbart ikke, at det nye forslag fra Folketinget rykker meget ved den etiske problemstilling i forhold til organdonation.
”Det etiske dilemma er det samme som hidtil, for dødskriterierne har ikke ændret sig. Man skal respektere patientens autonomi og den sørgende familie og samtidig påbegynde praktiske foranstaltninger til bevarelsen af organerne. Og det er en svær situation, især hvis vedkommende ikke har taget stilling til organdonation.”
Men den nye tekniske formåen kan skubbe til vores grænser.
På grund af teknikken bliver gruppen af organdonorer forventeligt øget med 18 til 35 personer om året.
”Men man kan frygte, at de nye tekniske muligheder vil sætte for meget fokus på at skaffe organer til folk på venteliste i stedet for at respektere familiens ønske om en rolig og værdig afslutning af livet.”