Brexit, Trump, Macron: Vedtagne sandheder står for fald

Favoritten Emmanuel Macron vandt det franske præsidentvalg. Men det franske valg er alligevel som Brexit og Donald Trump med til at udfordre vores forståelse af, hvad der sikrer sejr og nederlag i international politik

Det politiske kaffegrums er blevet sværere at tyde, og selvom favoritten Emmanuel Macron vandt i Frankrig, var det franske præsidentvalg også med til at sætte spørgsmålstegn ved flere af de mere eller mindre vedtagne sandheder om tidens politiske strømninger.
Det politiske kaffegrums er blevet sværere at tyde, og selvom favoritten Emmanuel Macron vandt i Frankrig, var det franske præsidentvalg også med til at sætte spørgsmålstegn ved flere af de mere eller mindre vedtagne sandheder om tidens politiske strømninger. Foto: Francois Mori/AP/Ritzau foto.

Da Donald Trump i efteråret havde muligheden for at indtage Det Hvide Hus i Washington, var mange skråsikre: Det ville ikke ske.

Da Marine Le Pen i ugerne op til weekendens franske præsidentvalg derimod lignede en ganske usandsynlig vinder af nøglerne til Élysée-palæet, var mange knap så skråsikre. For hvad nu hvis?

Det til trods for, at flere meningsmålinger faktisk viste, at Donald Trump havde en reel mulighed for at sejre, mens mange meningsmålinger viste, at Marine Le Pen slet, slet ikke havde. Men er der noget, det seneste politiske år har lært os, så er det, at man let kan blive overrasket.

Det politiske kaffegrums er blevet sværere at tyde, og selvom favoritten Emmanuel Macron vandt i Frankrig, var det franske præsidentvalg også med til at sætte spørgsmålstegn ved flere af de mere eller mindre vedtagne sandheder om tidens politiske strømninger.

Marine Le Pen tabte ganske vist præsidentvalget, men de færreste havde ved nytår formentlig troet, at det ville være til en EU-begejstret centrumpolitiker uden modkandidaternes hang til hård udlændingeretorik. Nu havde den hollandske islamkritiker Geert Wilders lige forudset et ”patriotisk forår” i Europa med ham selv og Marine Le Pen i spidsen, men ikke desto mindre vandt Emmanuel Macron i søndags sin jordskredssejr på det modsatte budskab.

”Liberalismen, viser det sig, er ikke død alligevel,” som det i går lød, nærmest overrasket, fra europaredaktøren på det engelsksprogede politikmedie, Politico. Ja, ifølge den amerikanske journalist og kommentator Anne Applebaum er valget af Emmanuel Macron også interessant, fordi han ikke sikrede sig opbakning ved at føre sin politik ind på en mere indvandrings- og EU-kritisk linje. En opskrift, hun ellers mener, at modkandidaten Francois Fillon og den britiske premierminister, Theresa May, tidligere har gjort brug af.

Hans sejr punkterede dermed den tretrinsraket bestående af Brexit, Trump og Le Pen, der ifølge Anne Applebaum kunne have betydet ”enden på den liberale verdensorden, som vi kender den”, som hun sidste år skrev i avisen The Washington Post. Men selvom Emmanuel Macron hele tiden førte komfortabelt i meningsmålingerne, forstår hun godt, hvorfor folk ikke turde føle sig sikre på afstemningens udfald.

”Det er formentlig rigtigt, at folk var unormalt forsigtige i deres forudsigelser om resultatet af det franske valg,” siger hun: ”Men man kan forstå hvorfor.”

Og faktisk ramte meningsmålingerne før søndagens præsidentvalg mere skævt, end meningsmålingerne gjorde før både den britiske EU-afstemning og det amerikanske præsidentvalg, skrev den amerikanske valgguru Nate Silver i går: Og det til trods for, at de franske meningsmålinger flere gange var blevet anprist som mere pålidelige. Målingerne undervurderede opbakningen til Macron og overvurderede støtten til Le Pen. Men de forudsagde hele tiden Macrons sejr, og formentlig derfor har de ikke fået samme kritik. Det vurderer Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor ved institut for statskundskab ved Københavns Universitet.

”Når folk hidser sig op, så er det, fordi deres forventning har været en anden,” siger han: ”Forventningerne var, at det blev et ’Remain’ (den britiske EU-afstemning, red.), og det var det samme i USA. Folk forventede, at det blev Hillary Clinton.”

Det franske valg er ifølge ham også med til at punktere en både ”medieskabt og mediebåret myte” om, at meningsmålingerne undervurderer de indvandringskritiske partier, fordi vælgerne ikke tør sige, at de stemmer på dem. ”DF-effekten”, som den er blevet kaldt herhjemme. Faktisk var det franske valg sjette gang i træk, at meningsmålingerne derimod overvurderede opbakningen til et indvandringskritisk parti ved et europæisk valg, konstaterede valgguruen Nate Silver ligeledes.

Intet synes altså sikkert i vestlig politik. Og måske oplever Europa nu en modreaktion på de politiske opbrud, vi så med Brexit og valget af Donald Trump sidste år. Det troede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i hvert fald, da Kristeligt Dagblad mødte ham i sidste uge.

”Mennesket ikke er blindt. Mennesket reagerer på det, det ser,” sagde han: ”Brexit, det bliver jo enormt dyrt for briterne, at de har meldt sig ud. Trump? Jeg behøver ikke at sige noget.”

Mandag skrev den førnævnte europaredaktør på Politico da også, at ”Donald Trumps opstigning og Brexit influerede det franske resultat – bare ikke på den måde, de fleste havde forudset”:

”Frem for at tiltrække vælgere, skræmte Trump-fænomenet dem væk.”

Den pointe tror Anne Applebaum også på. Men, siger den liberale kommentator, valgsejren til Macron betyder ikke, at vestlig politik nu vender tilbage til det gamle.

”Flere end 10 millioner mennesker stemte på, hvad der plejede at være et uhørt fløjparti,” siger hun med henvisning til Front National.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard mener, at ”der i mange vestlige lande for øjeblikket er en anti-establishment-bølge”. Også i Frankrig. Men, siger han, ”der er en fare for, at vi lidt klasker en masse ting sammen, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre”.

”Det er helt klart, at der er nogle nationale, indvandringsmæssige bølger. Men der er jo også en masse andre ting.”