Kronologien i anklagerens spørgsmål fulgte en løbebane, som enhver god fortæller og journalist vil kunne genkende. Hvornår begyndte du? Hvilken situation stod du i dengang? Hvilke tanker fløj igennem dit hoved, da du første gang skrev dit eget kontonummer på udbetalingen og svindlen blev en realitet?
Åbne spørgsmål, som tjener til at afdække et basalt menneskeligt behov. Vi er nødt til at forstå, før vi kan forklare.
Figuren skal tegnes op, før den kan farvelægges.
Det var her, i den allerførste del af afhøringen i Københavns Byret i går formiddags, at skylden skyllede ind over Britta Nielsen.
Den porøse og lavmælte stemme knækkede, og med en serviet tørrede hun tårerne væk, da anklageren spurgte, hvorfor hun tog det første drastiske skridt.
”Det var økonomisk pres,” lød det fra Britta Nielsen, der selv fulgte op:
”Jeg faldt for en fristelse i systemet til at lave en overførsel, som skulle hjælpe lidt på, at økonomien stod slemt til. Jeg havde fået udgifter, jeg ikke kunne betale, og var kommet i Ribers (register over dårlige betalere, red.).”
På retssagens femte dag fik Bagmandspolitiet endelig lov at afhøre den 65-årige hovedperson, der er tiltalt for at have franarret samfundets svageste op mod 117 millioner kroner, da hun som betroet ansat arbejdede i Socialstyrelsen fra 1977 og frem til december 2018, hvor hun blev anholdt i Sydafrika. De fire foregående retsmøder endte uforløst, men i går havde Britta Nielsen sagt ja til at give sin egen forklaring.
Det var historien om en kvinde, der tynget af dårlig økonomi og endnu dårligere dømmekraft indledte sin kriminelle karriere i det små, men formentlig går over i historien som en af danmarkshistoriens største svindlere.
I 1986 købte Britta Nielsen og hendes mand, Khursheed Hayat, et hus på Hvidovrevej lidt vest for København. Egentlig havde de ikke råd. Britta Nielsens mand var bryggeriarbejder, og selv fik hun en almindelig funktionærløn. Britta Nielsens far var dengang syg af kræft, mens moren led af psykisk sygdom og flere gange havde forsøgt at tage sit eget liv. Behovet for et hjem til den sygdomsplagede familie var ifølge hovedpersonen selv forklaringen på, at parret forkøbte sig.
”Vi havde i længere tid haft overarbejde. Min mand havde skifteholdsarbejde, så vi kunne ikke få det til at hænge sammen. Også fordi vi havde tre børn.”
Som det ofte ses, husker gerningsmænd og -kvinder den første brøde langt klarere end de efterfølgende. Det samme gælder Britta Nielsen.
Hun var ifølge eget udsagn tynget af skyld og dårlig samvittighed over for hendes mand, som intet anede om det første bedrag, indtil han i postkassen fandt et brev med et kontoudtog i midten af 1990’erne.
”Han spørger mig, hvad det er. Da jeg ikke kan bortforklare det, fortæller jeg ham det. Han bliver rigtig vred og beder mig om straks at få ført pengene tilbage. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det, så jeg beholder pengene.”
”Jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig skulle gøre det igen,” forklarede Britta Nielsen i byretten.
Hun blev dog ved, og med tiden blev bedraget til selvbedrag.
Hun tog nøglerne til postkassen, så manden ikke fik nys om de vedvarende pengebeløb, der tikkede ind på deres konti. Hun oprettede en fysisk postboks i det nu nedlagte posthus på Hvidovrevej 272, så brevene med konto-udtog ikke kunne opdages af familien.
Den ene overførsel tog den anden, og da hendes mand døde i 2005, havde Britta Nielsen stjålet næsten 10 millioner fra Socialstyrelsens puljer til socialt udsatte og overført dem til sig selv.
”Jeg begynder at bruge penge på mig selv og noget, jeg som barn har drømt om. Jeg er kommet ind i en slags afhængighed,” sagde hun.
Det var efter denne indledende forklaring, at vi i går i byretten kom et skridt nærmere serieforbrydelsens anatomi. Britta Nielsen kunne med en rimelig høj detaljegrad huske omstændighederne, da svindlen begyndte, men som timerne skred frem, blev hendes udsagn og undskyldninger mere og mere banale. Sandsynligvis fordi, at svindlen også i Britta Nielsen eget sind med tiden og årene blev mere banal.
Pludselig gjorde hun det bare. Overførte store beløb til sig selv, som skulle hjælpe stofmisbrugere i København eller gå til botilbud for psykisk sårbare i Jammerbugt Kommune.
”De enkelte projekter, jeg har brugt og taget penge fra, kan jeg ikke huske individuelt,” sagde Britta Nielsen på et tidspunkt.
I stedet antog svindlen nærmest bureaukratisk karakter og blev til ren systematik. For hvem kan huske noget i detaljen, der i ens egen opfattelse er en simpel rutine?
Britta Nielsen er tiltalt for at have bedraget sig til 117 millioner kroner fra samfundets mest udsatte mennesker gennem mindst 298 overførsler til hendes egne konti. Men de fleste af dem kan hun ikke skelne fra hinanden.
Serieforbrydelsens sande karakter er nemlig, at den til sidst bliver banal. Den bliver hverdag. Det er det, der gør den så skræmmende.