For 497 år siden halshuggede kong Christian II en stor del af den svenske adel ved det stockholmske blodbad. For 359 år siden belejredeCarl X Gustavs tropper København og var tæt på at knuseden danske nation. Det er 34 år siden, den lille ø Hesseløblev genstand for regulære, men dog kun verbale grænsestridigheder mellem Olof Palme (S) og Poul Schlüter (K).
Det er 24 år siden, den daværende indenrigsminister Thor Pedersen (V) krævede, at Sverige lukkede atomkraftværket Barsebäck og beklagede, at folkeretten forhindrede ham i at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne. Dette besvarede den konservative svenske forsvarsminister, Anders Björck, med en trussel om at bombardere Danmark med surstrømninger, de karakteristiske svenske halvrådne sild. Begge dele var dog ment i spøg.
Og det er kun en dags tid siden, at EU-landene traf beslutning om, hvilken europæisk by der skal overtage EU’s lægemiddelagentur, når Storbritannien forlader samarbejdet. 18 storbyer konkurrerede, herunder den danske og svenske hovedstad. I slutkampen var imidlertid kun København, Milano og Amsterdam tilbage, og til allersidst var det en lodtrækning mellem de to sidstnævnte byer, der faldt ud til hollændernes fordel.
Sådan går det jo indimellem. Men den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), benyttede ikke kun lejligheden til at takke dem, der havde støttet Danmark. Han oplyste også, at Sverige ikke var iblandt dem.
”Og så skal jeg ikke undlade at sige, at jeg er noget skuffet over svenskerne. De svigter på rigtig mange felter i dag,” lød svadaen fra det danske diplomatis politiske frontfigur, som blev bakket op af sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), mens diverse oppositionspolitikere beskyldte ham for at overreagere.
Forholdet mellem Danmark og Sverige har ofte slået gnister, selvom det er mere end 200 år siden, landene decideret var i krig med hinanden. De skandinaviske broderfolk er også arvefjender, og ifølge iagttagere er der meget konkrete årsager til, at ledende beslutningstagere i de to lande ved flere lejligheder er kommet på kant med hinanden.
”Sverige behøver selvfølgelig ikke støtte en dansk by i sådan et spørgsmål. Men når de åbenbart valgte at pege på Milano, tror jeg, det hænger sammen med, at der netop nu er store politiske modsætninger,” siger Uffe Palludan, fremtidsforsker og forfatter til flere bøger om det dansk-svenske forhold.
Han henviser til, at den europæiske flygtningekrise i efteråret 2015 slog en kile ind mellem broderfolkene, fordi den blotlagde, hvor forskellig den politiske tradition og kultur er i de to lande.
Sverige har haft svage konger og en stærk statsadministration, hvor mange instanser skulle høres. Processen er omstændelig, men til gengæld bliver kursen holdt stabilt. Svenske politikere søger konsensus og ser Sverige som en humanitær stormagt. I Danmark havde man enevælde i 180 år og er mere præget af, hvad Uffe Palludan kalder en diskussionskultur, som munder ud i, at én for bordenden skærer igennem, også selvom man er uenige. Til gengæld kan beslutninger omgøres. De seneste 20 år har vi bevæget os væk fra at profilere os ude i verden som humanitær stormagt, og danske politikere så meget anderledes på flygtningesituationen end svenske, da Tysklands forbundskansler Angela Merkel i 2015 åbnede grænserne.
”I Stockholm blev man meget fortørnede over den danske flygtningepolitik og oplevede, at Danmark bare ekspederede alle flygtningene videre til Sverige, hvilket tvang Sverige til i november at opgive sin hidtidige politik og lukke grænserne. I januar 2016 fik Sverige så indført det såkaldte transportøransvar for at forhindre, at alle bare blev sendt videre til Sverige. Det skete, uden at Danmark blev orienteret, og fik den konsekvens, at Øresundsregionen med ét blev slået i stykker,” forklarer Uffe Palludan, som tilføjer, at selvom det er næsten to år siden, er det dansk-svenske forhold ikke blevet bedre.
Hans Mouritzen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og har også beskæftiget sig indgående med det dansk-svenske forhold. Han er enig i, at der er nogle politiske modsætninger og rivaliseringer mellem de to lande, men påpeger, at netop Øresundsbroen og samarbejdet om Øresundsregionen gennem de seneste 17 år har medført en stigende forbrødring af broderfolkene.
”På det folkelige plan har forholdet udviklet sig positivt, fordi berøringsfladen er tidoblet. Før i tiden kom danskere og svenskere mest over sundet som endagsturister, og københavnere var irriterede over de fulde svenskere. I dag er der enormt mange, der for eksempel bor i Malmø og arbejder i København,” siger Hans Mouritzen og tilføjer;
”På det politiske plan har der ofte været en rivalisering, og flygtningestrømmene i 2015 gav en rystelse i det dansk-svenske forhold, fordi den svenske idealisme stødte sammen med den danske pragmatisme. En tilsvarende modsætning kan vise sig, når der er meget forskellige positioneringer i forhold til kønsligestilling – ikke nødvendigvis i befolkningerne, men i de bærende politiske lag. Men jeg mener ikke, man kan sige, at forholdet mellem Danmark og Sverige samlet set er dårligere, end hvad man normalt ser mellem nabolande, der kan have modstridende interesser.”
Seniorforskeren føjer yderligere hertil, at der tidligere i forløbet omkring placeringen af EU’s lægemiddelagentur var en intern svensk debat om, hvorvidt det var illoyalt, at Malmø hellere så agenturet lagt i København end i Stockholm.
Ifølge Uffe Palludan er det imidlertid typisk for danske beslutningstagere og medier, at man er tilbøjelig til at fokusere på det danske perspektiv og på Danmarks modsætning til Sverige i stedet for for alvor at interessere sig for, hvad der foregår på den anden side af Øresund.
”Dengang Øresundsbroen blev bygget, blev projektet forsinket af, at den svenske Vattendomstol først skulle godkende det efter en omstændelig procedure. I Danmark var man helt uforstående, fordi der jo var indgået en aftale på regeringsniveau. Man kunne mene, at det ville være naturligt for de danske politikere og den danske statsadministration at sætte sig ind i, hvad der foregik i Sverige. Men det gjorde man ikke. I stedet bredte den opfattelse sig, at svenskerne havde opgivet projektet,” fortæller Uffe Palludan, som ikke vil fælde dom over, hvorvidt den aktuelle kontrovers er mere alvorlig end bro-krisen i de tidlige 1990’ere:
”Begge kontroverser er for mig at se konsekvenser af det, som er alvorligt, nemlig at de to statsapparater er ude af stand til at snakke sammen.”