Brødre blev tvangsanbragt 400 kilometer fra deres mor

Sidste år tvangsanbragte Københavns Kommune to brødre i Nordjylland, selvom deres mor boede i København. Det er voldsomt og uhensigtsmæssigt, mener forskere i socialret, der vurderer, at afstanden kan udfordre menneskerettighedskonventionens om retten til familieliv

Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det kan være svært som forælder til et anbragt barn at bibeholde relationen, og situationen bliver ikke nemmere, hvis barnet bliver tvangsanbragt i den anden ende af landet.

Dette var imidlertid virkeligheden, som 39-årige Kristina K. Jensen stod i, da hun mod sin vilje fik fjernet sine to sønner sidste år.

Afstanden umuliggjorde nemlig familiens samvær. Som jurastuderende – ganske vist på orlov – havde Kristina K. Jensen nemlig hverken råd eller tid til at tilbagelægge de ugentlige rejser på 7,5 time fra København til Nordjylland, hvor de to sønner blev anbragt, for at være sammen med dem.

Samtidig vidste hun, at eventuelle udeblivelser ville skade hendes sag for på sigt at få børnene hjemtaget.

Konsekvensen blev, at moderen opgav sin hverdag og sit studie i København og flyttede til Mariager for at være tæt på sine børn.

Kristina K. Jensens ”offer” kan meget vel krænke menneskerettighedskonventionen artikel otte, der omhandler om retten til familieliv.

Det vurderer professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher.

”Børnene har ret til samvær med deres forældre. Og hvis man anbringer dem et geografisk fjernt sted, hvor det kan være økonomisk umuligt for en forælder at bibeholde kontakten, så er det en måde, at lægge hende hindringer i vejen for samværet. Det er vigtigt at huske, at man altid anbringer børn med henblik på, at de skal kunne komme tilbage til deres forældre igen. Hvis relationen dermed ikke kan opretholdes, kan det betragtes som en form for chikane” siger professoren og fastlår, at der skal være tungtvejende grunde til at vælge en plejefamilie så langt væk.

I dag er Kristina K. Jensens sønner blevet skilt fra hinanden. Den ældste søn på fem år befinder sig i sin tredje plejefamilie på et år.

Anette Faye Jacobsen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, vurderer generelt, at anbringelser så langt væk fra en forælder i udgangspunktet er en ”voldsom og uhensigtsmæssig beslutning”.

”Retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gælder for både moderen og børnene. Menneskeretsdomstolen har også fastslået, at det er en menneskeret at kunne opretholde kontakt og samvær,” siger hun og understreger, at hensynet til familielivet skal veje tungt i anbringelsessager.

Tidligere har Den Europæiske Mennesketighedsdomstol afgjort en svensk sag, hvor et forældrepar fra Gøteborg fik medhold i, at det krænkede deres ret til familieliv, at deres to børn blev anbragt i den anden ende af landet.

Også Hanne Ziebel, der er Kristina K. Jensens advokat med mange års erfaring med anbringelsessager, mener, at Københavns Kommunes beslutning om at flytte hendes sønner til Nordjylland kan stride mod menneskerettighedskonventionen.

”Man tager bevidst og adskiller mor og barn ad. Oprindeligt var begrundelsen, at man ikke kunne finde nogen egnet plejefamilie, som var tættere på, men nu, hvor den ene af sønnerne befinder sig i sin tredje plejefamilie på et år, synes jeg ikke, at det argument holder,” siger hun.

Kristeligt Dagblad ville gerne have spurgt borgercenterchef i Københavns Kommune Lise Stidsen Vandahl om forvaltningens overvejelser i forhold til placeringen af børn i tvangsanbringelsessager. Hun ønsker ikke at stille op til interview. I en mail skriver hun:

”Det er essentielt, at vi i anbringelsessager altid har fokus på både børnenes og forældrenes retssikkerhed. Anbringelsessager er uhyre sjældent sort/hvide, og derfor er det også godt, at afgørelserne kan udfordres i andre instanser som Ankestyrelsen og Byretten. Vi skal altid lære af hver enkelt sag.”