Politisk set
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.
Myten hævder, at indtil den 29. august 1943 var danskerne splittede, for mange mente, at regeringen havde været for eftergivende over for besættelsesmagten. Men fra det tidspunkt stod danskerne enige i modstanden mod besættelsesmagten. Det vil også i år blive fejret.
Denne elskelige myte er bare gennemhullet af historieforskningen. Glæden over dagen var begrænset. En venstrepolitiker Jefsen Christensen skrev, at dagen var den sorteste i hans liv. Danskerne var også splittede efter den 29. august 1943, og de ledende politikere havde ikke ændret holdning til tyskerne, og der blev stadig ført eftergivenhedspolitik.
Regeringen nød bare ikke tillid i befolkningen. Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen, nationalbankdirektøren, fagbevægelsen og mange andre arbejdede energisk, men forgæves, på at stable en ny regering på benene. Ingen turde tage regeringsansvaret over for befolkningen, hvori mange var opildnede af urealistiske forhåbninger om tyskernes snarlige nederlag. Besættelsesmagten ville heller ikke acceptere en hvilken som helst regering. I stedet blev departementscheferne anmodet om at føre statsapparatet videre i det, der blev kaldt departementschefsstyret, med Svenningsen som førstemand. Det var også i tysk interesse, fordi det var billigere for dem, at danskerne fortsat selv forvaltede besættelsen. For politikerne blev departementschefstyret den skærm, som gjorde, at man uofficielt kunne fortsætte forhandlings- og eftergivenhedspolitikken over for tyskerne.De gamle ministre kom jævnligt og behandlede sager i ministerierne. Parlamentarikerne mødtes i Snapstinget til drøftelser og for at få informationer. Kommunalbestyrelserne fortsatte.
TEMA: Besættelsen og befrielsen
I realiteten fungerede den tidligere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl som chef for en fireparti-regering, meddelte den svenske gesandt senere til Stockholm.
Nils Svenningsen måtte tage mange hårde forhandlinger med tyskerne. Det gjorde han med stor pligtfølelse for at undgå administrativt kaos og skærme befolkningens velfærd. Han førte en indædt kamp for at undgå mere konflikt med tyskerne end højst nødvendigt. Samtidig søgte han rygdækning hos de tilsyneladende ikke-fungerende politikere med Buhl i spidsen. Svenningsen forstod aldrig modstandsbevægelsen. For ham og Buhl var skræk-scenariet en kommunistisk magtovertagelse efter besættelsen. Kommunisterne, som prægede modstandsbevægelsen stærkt, stod også for hele den socialdemokratiske bevægelse som en stor trussel. Men selv dele af modstandsbevægelsen havde stor forståelse for, at Svenningsen søgte forhandlingsløsninger med tyskerne.
Alt det betyder ikke, at den 29. august 1943 ikke betød noget som helst. Dagen fik især betydning, fordi bekæmpelsen af modstandsbevægelsen gik over på tyske hænder. Det førte til strenge straffe og henrettelser. Men nogen heroisk tid med lykkeligt dansk fodslag indledte dagen ikke. Forhandlings- og eftergivenhedspolitikken havde bare taget mere skjult form, mens modstandsbevægelsen mest rabiate kommunister så sure til. Og danskerne havde givet sig selv tiltrængte selvglade illusioner, som vi nok skal se udfolde sig igen på 70-årsdagen.