Brødrene byggede byen

BYVANDRING: I Christiansfeld findes verdens bedst bevarede brødremenighedsby, hvor arkitektur og tro er tænkt sammen. Men det haster med renovering, hvis byen skal bestå

»Det saaes i Forkrænkelighed,«.

Sætningen står over portalen ved indgangen til en af Danmarks mest særprægede kirkegårde. Vi er på vej ind på Guds-ageren, som Brødremenigheden kalder sin kirkegård i Christiansfeld, og frimenighedens præst, teologen Jørgen Bøytler, standser sin lille rundvisning neden under portalen og peger på guldskriften ovenover og sætningen, der efterfølges af et komma:

- Det er simpelthen verdens vigtigste komma, for vi tror, at alting ikke slutter med døden.

Det vender han tilbage til. Først smækker porten ind til Gudsageren i bag os og holder det almindelige hverdagsliv i den sønderjyske by på afstand. I stedet kommer vi tæt på 230 års historie i form af helt nøjagtigt 2007 gravsteder for alle de medlemmer af Brødremenigheden, som er døde, siden byen blev grundlagt i 1773.

I næsten uendelige rækker ligger de her. Mændene til venstre og kvinderne til højre, som det var skik i menighedens kirke i gamle dage. Begravet i den rækkefølge, de er døde, og med helt ens gravsten, som ligger ned og kun indeholder navn, fødested, dødssted og eventuelt et bibelcitat.

- Her på kirkegården kan man ikke se, om det er en storkøbmand eller en vagabond, som ligger begravet. Man kan nok have haft forskellige oplevelser i livet, men når vi kommer hertil, er vi alle lige. Gudsageren er et symbol på den himmelske menighed, som eksisterer ved siden af menigheden her i Christiansfeld, siger Jørgen Bøytler.

Han peger tilbage på den smukke lindeallé, som går fra en af byens travle gader og hen til den traditionsrige kirkegård. Alle begravelsesfølger kommer gående ad denne allé med Brødremenighedens basunorkester forrest og derefter præsten, kisten og de efterladte.

Inden begravelsesfølget er nået så langt, har der været en kirkelig handling i Brødremenighedens store kirke i Christiansfeld. Kirken ligger majestætisk stor som den gamle bydels absolutte samlingspunkt. I lighed med andre brødremenighedsbyer er Christiansfelds ældste del opført som to parallelle gader, der er forbundet i et torv, Kirkepladsen, hvor centrum er en brønd med vand. Symbolet på livets vand. Rundt om torvet findes menighedens vigtigste huse, nemlig søstrehuset, brødrehuset og enkehuset.

Jørgen Bøytler fortæller, hvordan unge piger og drenge efter deres konfirmation flyttede til henholdsvis søstrehuset og brødrehuset, hvor de boede, fik uddannelse og arbejdede for at tjene penge til husenes drift. I Brødremenighedens velmagtsdage boede der omkring 400 unge i hvert af disse huse.

Men Kirkepladsens krone er altså kirken, som da også er højere end alle andre huse i byen. Men absolut ikke sat op på en piedestal, betoner Bøytler.

- Kirkesalens gulvplan ligger næsten nede på gadeplan, og det skal symbolisere, at tærsklen fra hverdagsliv til kirkeliv skal være så lav som mulig, siger han og forklarer, at arkitekturen i den gamle bydel afspejler det, man i Brødremenigheden kalder »det liturgiske liv«:

- Vi lægger vægt på, at gudstjenestelivet er en del af det daglige liv, og at det daglige liv er en gudstjeneste.

Fra 1773 og cirka 25 år frem opførte tyske medlemmer af Brødremenigheden omkring 50 huse i Christiansfeld. Kong Christian den Syvende havde givet brødrene status af frimenighed og samtidig statstilskud og skattefrihed for at få sat gang i et af datidens største egnsudviklingsprojekter midt på en bar mark, fortæller Jørgen Bøytler og går foran ind i den imponerende kirkebygning, som ved opførelsen var Nordeuropas største rum uden søjler til at bære.

Det store, hvidmalede rum har plads til 1000 mennesker og tåler dermed sammenligning med flere domkirker. Efter Brødremenighedens praksis findes her ingen billeder eller anden udsmykning. Kun hvide træbænke og gamle, flotte lysekroner til stearinlys.

Midt på langsiden står en næsten tronagtig stol, hvor præsten sidder under gudstjenesten, og foran stolen er et såkaldt liturgibord, som er centrum for de kirkelige handlinger. Bænkene står på langs i det store rum, og det er der også en mening med:

- På den måde kommer alle tættere på Ordet. Selv dem, der sidder længst væk, er tæt på liturgibordet, siger Jørgen Bøytler, inden han igen går udenfor og viser vej langs Lindegades smukke gamle bygninger, der alle er opført i særlige gule mursten, som er importeret fra egnen omkring Flensborg Fjord.

Det er stadigvæk Brødremenigheden, som ejer de mange huse fra 1700-tallet. Næsten alle husene er i dag lejet ud til beboelse eller erhverv, for der bor kun omkring 150 medlemmer af Brødremenigheden i Christiansfeld.

Indtægterne fra udlejningen kan imidlertid slet ikke følge med til at dække de enorme udgifter, Brødremenigheden har til vedligeholdelse af de gamle bygninger. Så overalt i den gamle bydel ses, hvordan bygningerne er i forfald. Mursten smuldrer, tagsten er ved at falde ned, vinduer rådner, og i det hele taget har man på fornemmelsen, at Christiansfeld krakelerer.

- Alle huse er stort set opført på én gang, og det betyder jo, at de også kræver fornyelse på én gang, siger Jørgen Bøytler.

Han er formand for et kæmpeprojekt, hvor Brødremenigheden og kommunen forsøger at rejse 120 millioner kroner til renovering af de mange huse.

- Renoveringen har allerede været i gang i 25 år, og vi vil gerne gøre den færdig. Indtil videre har den været koncentreret omkring kirkepladsen, men der er særdeles synlige behov langs begge oprindelige gader, siger han.

Mens han har peget på forkrænkelighedens synlige tegn i bybilledet og fortalt om behovene for fornyelse, er Jørgen Bøytler igen nået frem til portalen ved Gudsageren og det, han tidligere betegnede som verdens vigtigste komma i sætningen »Det saaes i Forkrænkelighed,«.

- Prøv at se der, siger han og peger op på sætningen på den modsatte del af portalen, som man ser, når man kommer inde fra kirkegården og måske har lagt en af sine kære i graven. Og som han ser, når han som formand for kæmpeprojektet med behov for millioner til mursten med meget mere skal prøve at bevare optimismen:

»Det oprejses i Uforkrænkelighed.«

kiil@kristeligt-dagblad.dk