Kommunalvalget den 21. november vil vise, om vi er på vej væk fra ”bykongerne”, der sad som borgmestre i årtier. Tidligere har vi haft bykonger som for eksempel Kjeld Rasmussen (S) i Brøndby Kommune (borgmester i 39 år), Ove Dalsgaard (S) i Ballerup (borgmester i 32 år), Poul Hansen (K) i Vallensbæk (borgmester i 32 år), Finn Aaberg (S) i Albertslund (borgmester i 31 år) og Erik Fabrin (V) i Rudersdal (borgmester i 26 år).
Men måske er borgmesterposter ikke længere livstidsposter. Tendensen har siden kommunalvalget i 1974 været, at der kom flere borgmesterskift. Gennemsnitligt er borgmestres anciennitet faldende. Men de fleste er fortsat midaldrende mænd, og der er hverken en ungdoms- eller kvinderevolution på vej.
Nogle borgmestre søger nye karriereveje. Det kan være Folketinget og ministerposter, der trækker. Eksempler er Nicolai Wammen (S) og Søren Pape Poulsen (K). Eller de bliver ledere uden for det politiske liv. Det gjaldt for eksempel Mette Touborg, Lejre (SF). Især sidstnævntes farvel til politik antyder, at karriereskiftet kan skyldes et parti i krise.
Omvendt kommer der også nye borgmestre til, fordi de forlader Folketinget, hvor der kan være interne magtkampe, og hvor valglykken kan svigte. Især hvis de kan stille op i en kommune, hvor deres parti står stærkt.
Men heller ikke her er valglykken altid så sikker, som den har været. Vælgerne spreder sig mere på partierne end før, og de er ikke så trofaste, som de var. Konstitueringsforhandlingerne efter valget kan blive uforudsigelige. For eksempel måtte socialdemokraten Erik Christensen i 2013 overlade borgmesterkontoret i Nyborg til Venstres Kenneth Muhs, fordi en socialdemokrat lige efter valget valgte at skifte til Venstre. Så det er muligt, at det fortsat vil gå tilbage for bykongerne. Er det godt eller skidt?
De færreste vil være uenige i, at det ikke er strengt påkrævet, at en borgmester sidder i op til 39 år. Borgmestre har en stærk placering i kommunernes daglige virksomhed. Borgmesteren kan nærmest være en kultfigur i lokalsamfundet. 24 timer i døgnet.
Borgmesteren får stor opmærksomhed fra det lokale forretningsliv og spidserne i lokalsamfundet i øvrigt. Nogle borgmestre bliver meget aktive med at vedligeholde kontakter til det lokale erhvervs- og foreningsliv. De er fuldtidspolitikere, og de har beføjelser både som leder af kommunalbestyrelsen og som leder af den daglige administration. De kan have mange ”ben” – vigtige og til tider indbringende tillidsposter. Mange borgmestre træder ind i lokale bestyrelser, som ikke nødvendigvis alle arbejder i største åbenhed. Det er uhyre vanskeligt at afsætte dem midt i en valgperiode.
I nyere tid er det kun sket med Peter Brixtofte (V) i Farum. Men magthavere i et demokrati skal ikke være uafsættelige. Frisk luft i gemakkerne gør ikke noget ind i mellem. Valg afholdes, fordi det skal være muligt at få nye magthavere. Der skal også være plads til kvinder og lidt yngre. Og det gør heller ikke noget, hvis der er borgmestre, som ikke sidder i årtier på et absolut flertal.
På den anden side er det ikke en fordel, hvis borgmesterposten skifter, fordi nyvalgte medlemmer hopper af fra deres parti lige efter valget for at få gode ”ben” i udvalg og andre steder. Det er heller ikke en fordel, hvis borgmestre løber væk midt i en valgperiode, fordi de frygter ikke at blive genvalgt. Begge dele kan bidrage til politikerlede. Og vi er vel ikke nået dertil, at erfaring kun er et handicap.
I Danmark har vi meget stærke borgmestre. I for eksempel Sverige er magten bredt mere ud blandt de valgte. Det gør de nyvalgtes fristelse til at svigte vælgerne tillid og deres egen troværdighed og ære mindre. Det er meget svært at ændre institutioner. Også i Danmark. Men her er et område, hvor denne skribent kunne ønske, det skete.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.