For nylig sluttede en årelang kamp om tre bynavne på Lolland. Kuditse, Tillitse og Kramnitse må nu stave sig selv med z, og det er vigtigt for selvforståelsen, mener borgerne. For den stavemåde går flere hundrede år tilbage og viser, at byerne bestemt har en berettigelse.
De tre byers borgere står langtfra alene med deres ønske om navneændring. Hvert år får Stednavneudvalget under Kulturministeriet tilsvarende ansøgninger fra flere byer rundt om i landet. Der kan være mange forskellige baggrunde for ønsket, men det handler ofte om at ændre bynavnet til en mere oprindelig stavemåde. Det er typisk t, der skal blive til th som i Thurø. Av bliver til au som i Auderød og ks til x som i Faxe, forklarer formand for Stednavneudvalget, lektor Rikke. S. Olesen fra Københavns Universitet.
Hun vurderer, at det drejer sig om op mod fem byer hvert år og mener, at udviklingen kan forklares ud fra et ønske om at styrke den lokale identitet ved at dyrke bynavnets historiske rødder.
”De fleste byer har tidligere været stavet anderledes, så hvis man gerne vil signalere mere kulturhistorisk tyngde eller styrke fællesskabsfølelsen i byen, er det et oplagt greb at ændre stavemåden tilbage i tiden. Og det er min fornemmelse, at det netop er motivationen for de fleste sammen med et ønske om selv at kunne bestemme og dermed føle mere ejerskab over byen,” siger hun.
Mikkel Thelle er lektor og leder af Dansk Center for Byhistorie på Aarhus Universitet – og dermed fra en af de byer, der har skiftet navn de senere år.
Her skal man dog skelne mellem skiftet fra å til dobbelt a, som både Aarhus og Aalborg har foretaget, og så de mange navneændringer blandt mindre landsbyer. For mens de store byer søger at lyde mere internationale, er de mindre byers motiv snarere at hævde sig nationalt.
Det gør de i stigende grad og på mange måder. Der er snart ikke den landsby, der ikke har en fødevare eller en festival opkaldt efter sig. Flere byer fornyer deres slogan eller promoverer sig med arkæologiske fund.
Der er endda en tendens til, at gamle mindesmærker bliver tillagt fornyet betydning og opmærksomhed, og det er alt sammen udtryk for det samme, mener Mikkel Thelle.
Nemlig at byer generelt arbejder stadig mere med at skabe sig en stærkere lokal identitet. Det er nødvendigt for at kunne tiltrække flere borgere og turister og for at holde på dem, man har. For med de store byers vækst er kampen mellem provinsbyerne skærpet yderligere de seneste 10 år, påpeger han:
”Lokalt særkende er blevet nøglen til at nyudvikle en by. I 1950’erne og 1960’erne var det fremsyn og vækst og i 1990’erne og 00’erne et fokus på globalisering. Men nu vender mange byer blikket mod deres historiske rødder. De søger autenticitet og sammenhængskraft, og bynavnet er en af de mest synlige måder at gøre det på,” siger Mikkel Thelle.
Også Johs. Nørregaard Frandsen, som er professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, genkender tendensen og kæder dem sammen med en generel traditionalisering i befolkningen. Den ses blandt andet også i valget af barnenavne, og den er gennem historien opstået, hver gang samfundet for alvor har været under forandring. Omkring år 1900 ændrede man således også stavemåden på mange bynavne i kølvandet på andelsbevægelsen og industrialiseringen.
”Især de seneste 10 år er der opstået en udbredt fornemmelse af, at alting er i flugt. Der er ikke rigtig bund i noget. Derfor søger vi rødderne og traditionerne, og der er ikke meget, der er mere forankrende, end det sted vi bor. Vil lokale politikere få allerflest følelser i oprør, skal de bare ændre lokalplanen. Eller navnet på byen,” siger han.