Der er ikke penge til nærende mad og vitaminer. Den slidte jakke kan ikke holde vinterkulden ude, og det er et problem at skaffe brændsel til den fugtige og utætte bolig.
Sådan er virkeligheden for de fattigste familier og børn i flere af Danmarks yderdistrikter. Fagbladet Sygeplejersken har talt med sundhedsplejersker i syv af Danmarks fattigste landkommuner, og de fortæller om et mønster, hvor billige og dårlige boliger tiltrækker ressourcesvage familier. Og fattigdommen rammer børnenes trivsel og sundhed. Der er en overvægt af infektionssygdomme, fedme, dårlig trivsel og social isolation blandt de mest udsatte børn. Det siger sundhedsplejersker i blandt andet Aabenraa, Tønder, Bornholm, Langeland, Vordingborg og Thisted Kommuner.
"De fattige er blevet fattigere, og vi har flere børn end tidligere, der vokser op under vilkår, vi ikke kan være bekendt," siger sundhedsplejerske Anne Grete Kamilles fra Vordingborg Kommune. Hendes udsagn bekræftes af en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foretaget i 2010. Den viser, at i kommuner som Tønder, Langeland og Lolland er andelen af fattige børn fordoblet fra omkring fire procent i 2001 til otte procent i 2007.
Sundhedsplejerske Marianne Willert fra Vordingborg Kommune siger, at billige og nedslidte landarbejderboliger tiltrækker tilflyttere fra større byer. Samtidig møder hun familier, som i generationer har levet på overførselsindkomst.
"I nogle tilfælde har familierne ikke varmt vand, og når bilen går i stykker, har de ikke råd til at få den repareret. Så kan de ikke overholde deres aktivering og bliver trukket i kontanthjælp. De pressede økonomiske forhold rammer børnene. Der er ikke altid råd til ordentlig mad, og her i vinter har det for nogle været et stort problem at varme husene ordentligt op," siger Marianne Willert. Hun oplever, at social isolation rammer børnene hårdest:
"Jeg møder en del børn, som ikke har adgang til en computer derhjemme. På den måde hægtes de af et væsentligt fællesskab, og jo ældre børnene bliver, jo vanskeligere opleves det."
Formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen mener, at de seneste års økonomiske stramninger af kontanthjælpen har haft konsekvenser for de dårligst stillede børn:
"Stramningerne går fra direkte børnenes sunde mad, fritidsinteresser og mobiltelefon," siger Lisbeth Zornig Andersen, som selv voksede op under vanskelige vilkår på Vestlolland.
"Men forskellen er, at dengang jeg rendte rundt med huller i bukserne og havde lus i håret, havde almindelige børn ikke så mange materielle ting som i dag," siger Lisbeth Zornig Andersen. Hun efterlyser flere tilbud målrettet de mest udsatte familier, men samtidig advarer hun mod at tro, at systemet kan løse hele problemet:
"Det, der i sin tid gjorde forskellen for mig, var, at naboer, lærere og pædagoger tog sig af mig."
Thomas Krog (SF), der er formand for Socialudvalget i Brønderslev Kommune og medlem af Socialudvalget i Kommunernes Landsforening, erkender, at de mindre landkommuner nogle gange kommer til kort i forhold til at løse voldsomme sociale problemer.
"Vi prøver at gøre, hvad vi kan. Men der er mange ting, vi kunne gøre meget bedre. Der er brug for særlige familieinstitutioner, som tidligt kan hjælpe familierne," siger Thomas Krog. Han foreslår, at regeringens refusionstakster ændres, så de kommunerne får et større incitament til at lave tidlig forebyggelse.
Erling Bonnesen, medlem af Folketingets Socialudvalg for Venstre, mener dog, at bekæmpelse af fattigdom allerede er højt prioriteret:
"Naturligvis skal vi lytte, hvis får signaler om sociale problemer i landområderne, men lige præcis på det sociale område har regeringen gjort meget for at tilføre ekstra ressourcer," siger Erling Bonnesen.