Børnepsykologer advarer mod brug af selvudvikling

Et af tidens mode- fænomener inden for selvudvikling, såkaldt mindfulness, har nu også slået rødder i børnenes verden. Tendensen vækker bekymring hos børnepsykologer, der opfordrer til eftertanke

Selvudvikling for børn, såkaldt mindfulness, vækker nu bekymring hos børnepsykologer.
Selvudvikling for børn, såkaldt mindfulness, vækker nu bekymring hos børnepsykologer. Foto: Bettina Brinkmann.

Hvilke detaljer er der i blomstens kronblade, og hvordan dufter den? Hvordan føles rosinen i munden, mens den langsomt opløses? Og hvordan bevæger bamsen på maven sig i takt med vejrtrækningen – langsomt eller hurtigt?

Sådanne spørgsmål bliver børn i danske daginstitutioner og folkeskoleklasser i stadig højere grad mødt med.

For opmærksomhedsøvelser med fokus på sanseindtryk, vejrtrækning og egne følelser, afslapningsstunder, massage og yoga samlet under begrebet mindfulness er ikke længere forbeholdt voksne.

De er også nået ud til de mindste børn, hvor flere pædagoger og lærere nu bevidst arbejder med såkaldt viljestyret opmærksomhed, forklarer Lone Svinth, cand.pæd. i pædagogisk psykologi, forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under Aarhus Universitet og redaktør på bogen "Nærvær i pædagogisk praksis – mindfulness i skole og daginstitution".

"Børn kan bruge øvelserne til at ændre fokus fra det udadvendte til det indadvendte og på den måde tanke energi op gennem en lille timeout i hverdagen," siger hun og tilføjer, at børn har et naturligt behov for en vekslen mellem de hurtige og rolige øjeblikke i hverdagen.

En del autoriserede psykologer benytter sig af mindfulness som en del af behandlingsforløb, og en af dem, der selv bruger teknikkerne i forbindelse med børn, er børnepsykolog Marie Elbinger Gramstrup. Hun mener bestemt, at forstadier til eller lettere, legende udgaver af mindfulness kan være gavnlige. Men pædagoger og lærere skal tænke sig godt om i arbejdet med børns psyke, siger hun:

"Børn er meget påvirkelige, så der skal være en høj etik og nænsomhed omkring det," siger hun og påpeger, at supervision og sparring for pædagoger og lærere undervejs er nødvendigt.

Også børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår John Halse har sine bekymringer.

"Det er altid godt at arbejde med at styrke børns personlige kompetencer og selvværd, og det er godt at arbejde med relationer børn og voksne imellem. Begge dele indgår i mindfulness. Problemet opstår, hvis det bliver til en slags terapi i klasserummet eller på stue to i børnehaven," siger han og påpeger, at træningsteknikkerne ikke nødvendigvis er lette at håndtere for børn:

"Det kan blive problematisk, hvis man fokuserer for meget på selvudvikling og på, hvordan man føler og har det hele tiden. Man skal passe på ikke at underbygge tendensen til egocentricitet ved at få alle børnene til at fokusere stærkt på deres egne behov frem for andres. Og man kan risikere at komme til at pille ved ting i børnenes psyke, som kan være vanskelige for lærere og pædagoger pludselig at skulle håndtere," siger han og tilføjer:

"Der er nogle risici ved at indføre mindfulness i institutioner, og som lærer eller pædagog skal man passe på med bare at hoppe med på vognen og pludselig gøre teknikkerne ekstraordinært interessante, bare fordi det er en modeting."

dalsgaard@k.dk

graa@k.dk