Camilla har flere diagnoser i bagagen. Psykiatrien hjalp hende - et stykke af vejen

På universitet begyndte det hele at falde fra hinanden for Camilla Barsøe Larsen. Først adskillige diagnoser senere begynder hun at få det bedre

24-årige Camilla Barsøe Larsen er ved at få det bedre efter to år i psykiatrien. Hun håber på at begynde at studere til socialrådgiver til sommer for selv at arbejde i psykiatrien senere.
24-årige Camilla Barsøe Larsen er ved at få det bedre efter to år i psykiatrien. Hun håber på at begynde at studere til socialrådgiver til sommer for selv at arbejde i psykiatrien senere. . Foto: Privatfoto .

Hun havde i flere år haft problemer med overtænkning, stress og angst. Men da hun netop var begyndt på sin kandidatuddannelse på universitetet, ramlede verden for alvor sammen for Camilla Barsøe Larsen.

"Jeg har altid følt mig anderledes, været for perfektionistisk og haft svært ved at passe ind. Men det tog tid at indse, at jeg var syg. Da jeg begyndte på kandidaten, var jeg meget stresset, fik angst og begyndte at hallucinere. Jeg kontaktede min læge og sagde, at jeg følte, at et eller andet var galt, og at jeg hele tiden brød sammen," siger 24-årige Camilla Barsøe Larsen.

Nu er det to år siden, hun trådte ind i psykiatrien. Selvom hun begynder at få det bedre, har det ikke været en lige vej. Hun fik først at vide, at hun havde svær angst, svær depression, svær stress og let OCD. Hun blev sendt til udredning i psykiatrien, hvor hun blev diagnosticeret med Aspergers syndrom. Hun kom derefter på autismeafdelingen, hvor hun fik at vide, at hun havde skizotypi, som hun blev behandlet for i knap et år. Så blev hun diagnosticeret med paranoid skizofreni. Hun fik det dårligt af sin medicin, som hun stoppede på efter et år. Og nu skal hun måske udredes for ADHD.

"Det er forvirrende og trættende, men når man kan mærke, at der er noget, der ikke virker, så må man gå en anden vej. Jeg har jo valgt at gå ind i det her for at få en løsning," siger Camilla Barsøe Larsen.

Det er især hendes angst, der har forbedret sig de seneste år.

"Angsten var det værste i begyndelsen, og det går bedre nu. Nu kan jeg køre bil uden at være angst. Nogle gange føles det som om, at jeg er med i et videospil, og jeg har det med at zone ud og føle, at jeg ikke er del virkeligheden, og det er ret skræmmende, når man kører bil. Men er jeg mere sikker nu og slapper mere af," siger hun.

Hun har de seneste to år været indlagt tre gange, når hun har fået det for dårligt. Og det beskriver hun som en meget blandet oplevelse.

"Der er ikke så meget hjælp. Ikke nogen psykolog at tale med eller noget terapi. Der er bare medicin og overvågning," siger Camilla Barsøe Larsen.

Og selvom hun generelt er glad for den hjælp, hun har fået i psykiatrien, er det ikke altid nok.

"Der går lang tid imellem, at jeg taler med psykiateren. Så jeg har været nødt til at søge ekstra hjælp udover psykiatrien, fordi jeg har følt, at der manglede noget. Jeg havde brug for én at snakke med. Min kontaktperson er fin til at snakke med om hverdagsting, men vi taler ikke om barndommen, traumer og sådan noget," siger hun.

Hun taler åbent om det med folk i sit liv, især sin kæreste, som hun har været sammen med gennem hele forløbet. Nu håber hun, at hun vil få det godt nok til at begynde at studere igen til sommer.

"Lige nu er jeg i venteposition, og jeg venter egentlig bare på, at få styr på det sidste. Jeg har kontakt til kommunen, jeg får hjælp. Jeg har det okay nu, og jeg er ved godt mod," siger hun.