Det var lidt af et dilemma for politikeren Carl Holst, at DR for et par måneder siden bad ham medvirke i et radioprogram.
Den 3. maj er nemlig en helt særlig dato i hans liv. I år havde han egentlig planlagt at mødes med sine forældre, spise morgenmad og gå på museum med dem, men DR ville gerne have ham med i programmet Ugens Gæst. Løsningen blev, at han tog ind til det lokale studie i Aabenraa og medvirkede derfra. I virkeligheden var det på kant med et løfte, han afgav til sig selv for 19 år siden.
Som medlem af det daværende Sønderjyllands Amtsråd var han den dag i bil på vej til et møde på Valdemars Slot på Tåsinge. Ved Ørbæk på Fyn gik det galt. En modkørende bil kom over i hans vejbane, og frontalsammenstødet var uundgåeligt. Carl Holst vågnede op i sin bil, der var væltet om på siden. Hans venstre albue var smadret ud gennem vinduet, og han studsede over, hvor alt blodet omkring ham kom fra. Det var hans eget.
Karosseriet og motorblokken var klemt sammen om hans ben, og det tog Falckredderne over en time at få skåret ham fri. Han blev kørt på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital, men allerede forinden havde han bestemt sig for, at han var heldig overhovedet at være i live, og at han resten af livet ville holde fri den 3. maj. Men i år var det altså svært at indfri det løfte helt.
Den dramatiske beretning er gengivet i bogen ”Carl – prisen for et liv i politik”, som han selv har skrevet i samarbejde med Berlingske-redaktøren Bent Winther, og som udkom for nylig midt under den valgkamp, der definitivt markerede afslutningen på Carl Holsts politiske karriere. Han kalder sit eget parti på Christiansborg for dysfunktionelt, og det blev der gjort en del ud af i mediernes bogomtale.
Selv lægger han dog ikke skjul på, at de vigtigste kapitler – selve årsagen til, at han skrev den – skal findes i den bageste del. Det er her, han skriver om sin korte tid som forsvarsminister og om den sag, der væltede ham. Det var sagen om, hvorvidt han som regionsrådsformand for Region Syddanmark havde brugt sin rådgiver Christian Ingemann Nielsens arbejdstid til at føre valgkamp for sig selv i 2015. Rådgiveren var ansat af regionen. Sagen mundede ud i en kritisk rapport fra Kromann Reumert, som regionen havde rekvireret og senere igen i en politianmeldelse. Anmeldelsen blev dog senere skrinlagt af politiet.
Carl Holst går i bogen skarpt i rette med advokatfirmaet, hvis rapport i første omgang var fyldt med fejl. Og han fortæller om, hvordan hans 18 sider lange svarbrev, fik firmaet til at ”trække i land på stort set alle i punkter” i den endelige rapport.
For ham selv var tiden efter offentliggørelsen af den ”uden tvivl den værste i mit liv.” Altså også værre end timerne efter bilulykken og endda værre end en oplevelse i 2005, da hans kone, Lone, faldt om med lammelser, samt en syv uger for tidlig fødsel af sønnen Magnus, der kom næsten lige oven i bilulykken.
I dag skinner solen. Carl Holst har definitivt lagt politik bag sig, og foreløbig satser han på at fylde tiden ud med foredrag om sin bog og en post som formand for Idrættens Analyseinstitut, Idan. Livsforlængende aktiviteter kalder han det med reference til de lange arbejdsdage, han havde som politiker, og som han nu har lagt bag sig.
Det, vi arbejder med, er i høj grad med til at definere vores identitet. Hvordan ser du din egen identitet efter at være stoppet i politik?
”At jeg er lykkelig over, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er politikeren Carl, men mennesket Carl. Som så også var politiker. Som også var højskolebarn, skolelærer og alt muligt andet. Jeg har altid været bevidst om, at det nytter ikke at være en god politiker og en dårlig far, for en dag er du jo ikke politiker længere,” siger han.
”Når det er sagt, er det ikke sådan, at jeg har været fuldstændig blottet for forfængelighed. Forfængeligheden har været der, både når man har været glad for det, man har oplevet og opnået i politik. Men også det modsatte, når man skulle sige farvel. Uanset om det har været frivilligt eller ikke frivilligt.”
I et folketings- eller regionsrådsvalg er der et element af ’bliver jeg godkendt?’ og’ vil vælgerne mig?’.
”Ja. Og en stimulans i den tilfredsstillelse, der er ved at blive valgt. Omvendt ved man også, når man har prøvet det gennem mange år, at det er noget, der kun findes i situationen. Du kan ikke leve på det 14 dage efter.”
”Men det kommer også an på, hvad du bliver trigget af. Der var officielt svensk statsbesøg for nogle år siden, da jeg var regionsrådsformand. Både Folketinget, ministrene, regionrådsformændene og sikkert også borgmestrene var inviteret til Det Kongelige Teater. Der var noget underholdning, og da den var færdig, og vi sad i vores stiveste puds, sagde en minister til en anden: ’I de trælse dage er det sådan en aften, vi skal huske. En aften, hvor vi kan opleve sådan noget her med de kongelige.’ Der tænkte jeg, at ’så har jeg et problem, for det her siger mig intet. Det, I tror, I kommer til at savne, det kommer jeg aldrig til at savne’.”
”Forfængelighed er en god egenskab i den betydning, at den kan være med til at skærpe nogle sanser. Men forfængelighed er en dårlig egenskab, når den tror, at det er et spørgsmål om, hvordan du ser ud på Facebook. Man må bare ikke forveksle forfængelighed med livsglæde. Jeg har heldigvis været befriet for forfængelighed, for hvis jeg havde haft den, havde det set sortest ud, da hele Danmark syntes, at jeg var en idiot.”
Livsglæde, siger Carl Holst. Ellers ikke lige det ord, der falder først for, når man læser hans bog. I det sidste kapitel beskriver han sit eget sammenbrud i december 2015. I et dagbogsnotat fra dengang skriver han, at han for første gang har tabt kontrollen med sit liv, og at glæden er forsvundet. Han sidder på en bænk natten mellem den 5. og 6. december og diskuterer med sig selv, om han er bitter, om trangen til at blive renset fylder for meget, og om den er egoistisk.
Hvad forstår du ved livsglæde?
”At udnytte den tid, du er her, til at være aktiv. Livsglæde må ikke blive tolket, som om...,” siger han og afbryder sig selv.
”Jeg sagde til min søn Magnus, at ’nu håber jeg, du får et godt efterskoleophold, fyldt med livsglæde’. Han sagde til mig: ’Vil det sige, at det er en fiasko, hvis der er perioder på efterskolen, hvor jeg er dårlig?’ Nej! Undskyld, undskyld, sagde jeg.”
”Derfor er dit spørgsmål yderst relevant. Livsglæde er ikke et spørgsmål om, at man skal være glad hele tiden. Tværtimod er forudsætningen for at opleve glæde ved livet, at man har oplevet, hvordan det er ikke at have den. Det mener jeg ret alvorligt.”
”Med trafikuheld, sygdom og alt muligt andet bilder jeg mig ind, at jeg er ret skarp på, hvornår solen skinner på livet, for det værdsætter man, når man har oplevet det modsatte. Så livsglæde er, at man har noget, man vil. At man har noget at stå op til. Når man går i seng og tænker ’jeg glæder mig til i morgen’.”
”Når man har oplevet at gå i seng i bevidstheden om, at jeg ikke kan overskue, hvad jeg står op til i morgen, er det, at man savner, at man kan det.”
Vi vender tilbage til bilulykken, som nær havde kostet ham livet. Hvordan har den præget hans liv, udover at han siden har holdt en årlig fridag?
”Jeg bliver mindet om den, når jeg har lidt ondt. Nu er det længe siden, men nogle af de gamle skavanker har altid været der. Jeg har også haft perioder, hvor jeg ikke har været så god ved mig selv, træningsmæssigt og vægtmæssigt. Så mærker jeg det endnu mere. Jeg glemmer den ikke, for når jeg får ondt i knæet eller i hoften, ved jeg, at det er derfra.”
”Så præger den mig også ved, at jeg dengang havde et lille barn, Mads, på under to år og en gravid kone, og så lå jeg der og tænkte: ’Hvad pokker sker der her? Der er jo blod over det hele.’ Det var så mit eget.”
”Så var jeg så hamrende nervøs, ikke for mig selv, men for familien. Det giver en ydmyghed. Det er faktisk en befrielse at vågne op til en bevidsthed efter en sådan oplevelse med en taknemmelighed.”
Siden har du været superaktiv som politiker. Du har haft lange arbejdsdage og arbejdsuger. Hvordan hænger det sammen med det blik, du fik for familien og børnene dengang i bilen?
”Ja, er der ikke noget selvmodsigende i det? Nej, for et jævnt og muntert, virksomt liv på jord betyder ikke, at man enten skal vælge det muntre eller det virksomme. Grundtvig mener faktisk, at man kan kombinere det, og jeg kombinerede det. Jeg var optaget af at være hjemme. Jeg havde lange arbejdsdage, men forsøgte at kombinere det og tog tæskene for det. Du kan google det. I 2007 og 2008, da jeg havde forældreorlov, fik jeg en større shitstorm, end den, Joy Mogensen er udsat for nu, fordi jeg tillod mig at tage forældreorlov. Det var heldigvis før de sociale medier,” siger han.
Men lykkedes det ham virkelig at kombinere det? Spørgsmålet får ham til først at svare nej, så ja og så tage en dyb indånding. Inden han når frem til det mere blandede svar, at i det store hele lykkedes det, men fra 2015 til 2017 ville det nok være løgn at påstå det. I perioder ville han gerne have haft sine børn tættere på sig, når han frem til.
Hvad betyder familien?
”Alt! Familie og fællesskab betyder alt. De folk, der ikke anerkender familie og fællesskab...,” siger han og afbryder igen sig selv.
”Man kan jo godt have et fællesskab uden familie. Man kan også godt have familie uden fællesskab, men min familie, det vil sige min kone og mine børn og fællesskab i forskellige sammenhænge, betyder alt.”
Carl Holsts egne forældre havde baggrund i henholdsvis Indre Mission og grundtvigianismen, og han beskriver, hvordan hans mor eksempelvis ikke deltog, da hans storebror Simon skulle døbes i Gram Kirke, hvor missionsfolkene og hans far holdt til. Senere sluttede faderen sig til den grundtvigske Rødding Frimenighed, efter at han havde været ansat som lærer på Rødding Højskole i nogle år. Carl Holst definerer sig også som grundtvigianer.
Alle kan jo kalde sig grundtvigianer. Hvad er din egen relation til kristendom og kirke?
”For mig er det at være grundtvigsk i forhold til det kirkelige, at man tror på kirken som en del af hverdagen. Man tror også, at hverdagen er en del af kirken. Det er måden, man lever på. Det er det, at man kombinerer tilgangen til den frie skole, til kultur og til kirke, og i religiøs forstand, at der er plads til alle synspunkter. Men at man samtidig har den bevidsthed, at det frivillige og folkelige tager udgangspunkt i det væsentlige – i dåb og nadver.”
Hvis man sidder i en fuldstændig smadret bil og svæver mellem liv og død, forestiller jeg mig, at nogle ville gøre sig nogle eksistentielle tanker. Måske også religiøse tanker som for eksempel ’skal jeg møde Gud?’, ’skal jeg stå til regnskab for mit liv?’. Havde du den slags tanker?
”Det er så der, hvor jeg er grundtvigsk-luthersk. Jeg lever jo ikke livet for at stå til ansvar. Gud er ikke en, jeg skal have på nakken. Det er en venlig hånd i ryggen, som jo netop siger til mig: ’Vi går ikke efter dig, fordi du er et fejlende menneske. Vi går efter dig, fordi du er et menneske, og mennesker har fejl, bare du har bevidstheden om det.”
”Så jeg fører ikke regnskab for at undgå at komme et bestemt sted hen. Jeg fører regnskab over solskinstimerne på godt og ondt og håber på at gøre det så godt, jeg kan. Jeg tror på, at den største synd er, at man måske af frygt for at lave fejl, uanset om man er politiker, skolelærer eller noget andet, ikke tør bide i livets æble af frygt for ikke at nyde det. Dem, der ikke bider i livets æble af frygt for, at man ikke vil nyde det, er dem, der bider i døden. Det er dem, man kalder dødbidere.”
”Det er en synd. Det er en synd,” siger Carl Holst.