Det kan synes provinsielt, at medierne er optaget af forsvarsminister Carl Holst (V) midt i en flygtningekrise, som formentlig ikke bare er et engangsfænomen, men som udtrykker et problem, der kan dukke op mange gange i de næste årtier. Vi er også midt i en krise for EU. Hvad handler dog den lille krise omkring Carl Holst om?
Da regeringen blev dannet, blev statsminister Lars Løkke Rasmussens nære ven, den 45-årige regionsformand i Syddanmark Carl Holst udnævnt til forsvarsminister. Nogle anså Holst for Venstres næste leder.
Holsts manglende erfaring med både landspolitik og forsvaret bragte ham dog straks i vanskeligheder. Til trods for at han fik en ministerløn på 1.176.596 kroner, modtog han også eftervederlag som tidligere regionsformand, et vederlag, som kunne være rimeligt, hvis han var arbejdsløs. Men vederlaget på 833.040 kroner oven i ministerlønnen vakte forargelse, selvom det ikke var imod reglerne. Reglerne tog bare ikke højde for, at en regionsformand kunne blive minister. Holst var vant til som regionsformand bare at tie, når der var kritik, men det gik ikke på landspolitikkens anderledes stormfulde scene. Efter dages tavshed og tabt prestige meddelte han, at han ikke ville tage imod resten af vederlaget. Men det tilfredsstillede ikke øv-råberne, for han havde på det tidspunkt allerede modtaget over halvdelen.
Holst reagerede heller ikke hurtigt nok, da mekanikerne i forsvaret meddelte, at de ikke længere kunne servicere de danske fly under en forlængelse af den danske mission mod Islamisk Stat i Irak. Formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, var utilfreds med, at svaret var, at forsvarsministeren holdt ferie. Førstehåndsindtrykket af Holst blev, at han var både grådig, doven og arrogant.
Hvor uvant han var med Christiansborg, fremgik af, at han ude af trit med Venstres sædvanlige forklaringer proklamerede, at det var helt klart, at Danmark havde deltaget i Irak-krigen, fordi man troede, der var masseødelæggelsesvåben. Men det burde Danmark ikke have gjort, sagde han.
Problemet var bare, at Venstre ellers har hævdet, at Danmark netop ikke deltog af den grund. Men fordi man mente, at den irakiske diktator Saddam Hussein ikke efterlevede FN-resolutioner. Derved kom Holst også ufrivilligt til at udstille, at der var behov for at skabe klarhed over baggrunden for den danske deltagelse i Irak-krigen, og at det derfor kunne kaldes en rigtig dårlig idé at nedlægge den kommission, som var gået i gang med at undersøge det spørgsmål.
Christian Ingemann Nielsen, som Holst som forsvarsminister tog med fra en stilling i Region Syddanmark, blev Holsts særlige rådgiver. I september 2015 kom nye angreb på Holst for som regionsformand i Syddanmark at have misbrugt Ingemann Nielsen til at føre valgkamp, på trods af at Ingemann havde været ansat som embedsmand, der ikke måtte bruges partipolitisk og til formål, som er regionen uvedkommende. Begrebet særlig rådgiver er i øvrigt slet ikke accepteret i regioner og kommuner.
Holst benægtede først alt. Men adskillige papirer indikerer noget andet, og regionspolitikerne er i oprør, og sagen skal undersøges af Tilsynsrådet. Nogle har endog talt om at melde Holst til politiet. I går erkendte Carl Holst så, at Ingemann Nielsen havde fungeret som personlig assistent, hvad han først havde benægtet. Men den betegnelse er ikke nær så vigtig, som hvad Ingemann har arbejdet med. Og det er først ved at blive undersøgt nu.
Uanset hvor beskyldningerne mod Holst for at have misbrugt en regionsansat med henblik på at komme i Folketinget ender, kan det fastslås, at Carl Holst har bidraget til at give regeringen vanskeligheder. Holsts adfærd har også understreget, at Holst slet ikke er i træning med at håndtere de hårde vilkår på Christiansborg og i de landsdækkende medier. Hans adfærd har tillige understreget, at regeringen er meget svagt kørende, når det gælder indsigt i storpolitik. Heller ikke statsministerens og udenrigsminister Kristian Jensens (V) spidskompetencer ligger her.
Perspektivet i balladen om Carl Holst er, at den føjer endnu en brik til billedet af en svag regering.