Prøv avisen

Cavling og grundlovs-fædrene inddrages i debatten om PET-bog

Jakob Scharf siger, at det har været afgørene for ham, at "Syv år for PET" på ingen måde vil kunne skade statens sikkerhed. Foto: Polfoto

Dagbladet Politikens offentliggørelse af bogen ”Syv år for PET” kan starte en interessant diskussion om magtens instanser, mener professor. Men udgivelsen risikerer at svække mediernes troværdighed, mener en journalist

Historien om dagbladet Politikens omdiskuterede publicering af bogen ”Syv år for PET” begynder måske allerede længe før selve udgivelsen. Men stadig på redaktionsgangen hos det dagblad, hvis ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, har argumenteret for at bryde fogedforbuddet mod bogen med forsvaret for ”basale frihedsrettigheder”.

I begyndelsen af 1900-tallet hed Politikens chefredaktør Henrik Cavling, og dengang for et århundrede siden filosoferede han over begrebet ”aktionsjournalistik”: Journalistikken skulle ikke bare se til og beskrive samfundsforhold, men også levere et aktivt bidrag, der trak samfundet i en positiv retning.

Den indstilling bliver måske afspejlet hos bladet den dag i dag. Det mener Peter Bro, professor og centerleder ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, SDU.

”Hvis man har en historik for at anvende forskellige metoder og virkemidler, så er der en større tendens til at tage dem i brug én gang til. Nu er det her med at optrykke bøger jo noget, som Politiken har fået en vis tradition for i nyere historie,” siger Peter Bro med henvisning til optrykningen af bogen ”Jæger – i krig med eliten” i 2009 og af Ritt Bjerregaards ”Kommissærens dagbog” i 1995.

Ifølge Peter Bro kan sagen starte en interessant diskussion om presseetik og mediernes uformelle rolle som den såkaldt fjerde statsmagt.

”Hvis man kigger på, hvem journalister arbejder for, så er det jo ikke for det repræsentative demokrati. Journalister arbejder for offentligheden. Journalister leverer ’public service’, service for offentligheden. Det her er et eksempel på, at man godt kan diskutere, hvad der er offentlighedens interesse, og hvad der er interesse for offentlighedens repræsentanter,” siger Peter Bro.

Han understreger for en god ordens skyld, at Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, er bestyrelsesformand for Center for Journalistik ved SDU.

Spørger man journalist Uffe Gardel, partner i kommunikationsbureauet Pollux, er Politikens omgåelse af fogedforbuddet dog ligefrem med til at ”skade medierne”, som han i mandags lod forstå i en klumme i Berlingske.

Om forsvaret fra Politikens chefredaktør siger Uffe Gardel til Kristeligt Dagblad, at ”hvis Grundlovens fædre og Folketinget havde ment, at fogedforbuddet som institution, navnlig det mod ytringer, var i strid med basale frihedsrettigheder, så havde man nok ikke haft den mulighed i lovgivningen.”

”Der bliver noget ’ulven kommer’ over det. Det bliver for nemt for dem i samfundet, som ikke vil medierne det godt, at feje journalisters kritik af bordet med begrundelsen, at ’I kom også og talte om censur i forbindelse med et ganske kortløbende fogedforbud’. Man melder sig ud af en seriøs diskussion,” siger han.

Uffe Gardel vil ikke gå ind i en ”motivgranskning” af Politikens ageren. Men han synes, at pressen i stadig højere grad bliver en aktør i den offentlige debat i stedet for alene at stille sig til rådighed for debatten. Og det er uheldigt.

”Man går som medie ind og påtager sig en rolle, som man ikke er tiltænkt. Vi har som journalister en række privilegier. Der er ting, vi må, som andre ikke må. Vi kan faktisk i ekstreme tilfælde gøre noget ulovligt uden at blive dømt, fordi det er samfundsnyttigt at få oplysninger frem. Den beskyttede situation må vi ikke misbruge. Og det gør man, hvis man bevæger sig fra journalistik og ind i aktivisme. Det skal man lade være med,” siger Uffe Gardel.

”Folk vil begynde at se os mere som aktør end som en fair, hvis ikke tilstræbt objektiv, beskriver af virkeligheden,” siger han.

Ifølge Peter Bro er aviserne ”blevet mere grænsesøgende og er mere opmærksomme på at dyrke det offentlige rum”.

”Der er nogle underliggende faktorer, der er drivende. På den ene side noget redaktionel idealisme, på den anden side måske noget kommercialisme. Men det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke nødvendigvis tænker på Politiken her. Det er mere generelt.”

Journalist og mediekommentator Lasse Jensen kan ikke afgøre, om Politikens ageren er udtryk for aktivisme.

”Nu ved jeg ikke, hvad ’journalistisk aktivisme’ er. For mig at se er det meget enkelt. Jeg har meget stor respekt for Christian Jensen og ved ikke alt det gode, jeg kan sige om ham. Men jeg synes, at han tager fejl. Hvis en redaktør sætter sig over en domstol, så er der nogle helt afgørende principper i retssamfundet, som er i fare. Vi kan sagtens have det synspunkt, at en retskendelse er forkert. Men nu har vi altså indrettet et samfund med nogle domstole, der afsiger de kendelser. Det er deres arbejde, og så skal vi i princippet rette os efter dem,” siger Lasse Jensen.

”Det her er mere en demonstration af journalistisk frihed. Og så er det ikke ret meget andet.”

I begyndelsen af 1900-tallet hed Politikens chefredaktør Henrik Cavling, og dengang for et århundrede siden filosoferede han over begrebet ”aktionsjournalistik”: Journalistikken skulle ikke bare se til og beskrive samfundsforhold, men også levere et aktivt bidrag, der trak samfundet i en positiv retning. Foto: Polfoto