Cavling-komitéen har besluttet at give Cavlingprisen 2006 til journalist Olav Hergel og fotojournalist Miriam Dalsgaard, Politiken. De får prisen for en artikelserie fra asylcentret Kongelunden ved København om de forhold, som flygtninge – og især deres børn – lever under.
Med deres registrerende, indtrængende stil og i et tæt samspil mellem tekst og billeder har de bragt børnenes skæbner til offentlighedens kendskab, hedder det i begrundelsen.
– Det lykkes Olav Hergel og Miriam Dalsgaard at finde ind til børnenes indre liv, drømme og forhåbninger – og de får sat navne og ansigter på børn, som betaler en høj pris, mens de i årevis opholder sig på asylcentret. Artikelserien er et eksempel på fornem dokumentarjournalistik, og den har skabt både politisk og offentlig debat om børnenes forhold, mens de venter på enten at få deres sager afgjort eller på at kunne vende tilbage til de lande, deres forældre kommer fra, hedder det i begrundelsen fra Cavling-komitéen.
Cavlingprisen overrækkes fredag den 5. januar klokken 15.00 i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København. Pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen, har meddelt, at han deltager ved prisoverrækkelsen.
Prisen er Dansk Journalistforbunds fornemste hædersbevisning. Den er på 20.000 kroner og følges af en statuette udført af Jørgen Rode til hver prismodtager.
Statuetten forestiller journalisten Henrik Cavling, Politiken, som stiftede det daværende københavnske journalistforbund i 1904. Prisen er indstiftet i 1944 og tildeles ifølge fundatsen "en journalist eller gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år".
/ritzau/
Tidligere modtagere
**De seneste fem års modtagere af Cavling-prisen:
**2003: Journalisterne Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, B.T., for deres afdækning af Farumskandalen.
**2004: Journalisterne Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen fra Information og Bo Elkjær fra Ekstra Bladet for med deres dækning af Danmarks deltagelse i Irakkrigen at have rejst alvorlig tvivl om begrundelserne for det danske engagement i Irak.
**2005: Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen, Ekstra Bladet, og Miki Mistrati og Thomas Stokholm, Bastard Film, for Dan Lynge-sagen.
**2006: Christian Andersen og Michael Klint, DR, for dokumentaren "Hævet over mistanke" om en ung mands død under en anholdelse.
**2007: Journalist Olav Hergel og fotojournalist Miriam Dalsgaard fra Politiken for deres artikelserie fra asylcentret Kongelunden om de forhold, som flygtninge – og især deres børn – lever under.
/ritzau/