Prøv avisen

Tænketank: Fattigdom er først og fremmest et indvandrerproblem

Både rige og fattige danskere har fået flere penge mellem hænderne de seneste 10 år. Det gælder dog ikke den dårligst stillede gruppe af indvandrere, der er gået ned i indtægt, viser analyse fra den borgerlige tænketank Cepos. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

De dårligst stillede med dansk baggrund har haft næsten lige så stor indkomstfremgang som middelklassen, mens indvandrerne sakker bagud, viser analyse fra den borgerlige tænketank Cepos. Uanset opgørelsesmetode, så vokser uligheden, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Det er misvisende, når flere medier fortæller, at de fattigste danskere er blevet fattigere, mens de rigeste er blevet rigere. For både rig og fattig har fået flere penge mellem hænderne de seneste 10 år. Det gælder dog ikke den dårligst stillede gruppe af indvandrere, der er gået ned i indtægt. Sådan lyder budskabet fra den borgerlige tænketank Cepos, der i en ny analyse har kortlagt udviklingen i danskernes indkomst i perioden fra 2007 til og med 2017.

Analysen viser, at den fattigste 10.-del af befolkningen har øget indkomsten med fire procent siden 2007, mens indkomsten for den rigeste 10.-del er vokset med 11 procent det seneste årti.

I november viste en tilsvarende analyse fra Danmarks Statistik, at indkomsten for den fattigste 10.-del af befolkningen var faldet en procent de seneste 10 år, mens indkomsten for de rigeste danskere var vokset med over 15 procent.

”Danmarks Statistiks analyse malede et billede af et meget delt Danmark. Vi har i modsætning til Danmarks Statistik fraregnet de studerende, der senere i livet har udsigt til en høj indkomst, og dermed bliver forskellen mellem rig og fattig markant mindre,” siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen og henviser til, at Cepos’ analyse viser, at der i perioden 2007 til 2017 er kommet 124.000 flere studerende.

”Ser man bort fra de studerende, så har der for alle indkomstgrupper, også danskere med de laveste indkomster, været en fremgang i indtægt. Der er en stigende ulighed, men slet ikke på det niveau, som Danmarks Statistik fremhæver,” siger Mads Lundby Hansen.

Cepos’ analyse påviser dog en stigende fattigdom blandt indvandrere og efterkommere, der er gået tre procent ned i indtægt det seneste årti. Til gengæld har den fattigste 10.-del af befolkningen med etnisk dansk baggrund haft en fremgang i indkomst på otte procent fra 2007 til 2018, omtrent samme stigning som middelklassen.

”Nedgangen i indvandrernes indtægt skyldes blandt andet, at Lars Løkke Rasmussens (V) regering indførte integrationsydelsen, og at der er kommet mange indvandrere og flygtninge til Danmark de seneste 10 år. Indvandrerne er en del af vores samfund, men det er alligevel en nuancering i debatten om ulighed og fattigdom, at de lavest lønnede med etnisk dansk baggrund har haft en ret betydelig fremgang i indtægt. Det er til dels politisk bestemt, at indvandrere og efterkommere er blevet fattigere. Det skyldes blandt andet, at integrationsydelsen er blevet sænket,” siger Mads Lundby Hansen.

Direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er enig i, at de studerende ikke bør regnes med i en analyse af ulighed.

”Men det giver ikke mening at fraregne indvandrere, medmindre Cepos vil bruge opgørelsen til at se, hvor fattigdomsproblemerne er størst. Det er korrekt, at der er en stor gruppe fattige indvandrere, men de er en del af det danske samfund og har ofte boet i landet i mange år. Uanset hvordan man regner, så er der en stigende ulighed i det danske samfund, og vores analyser viser, at det især er siden 2010, at de rigeste er stukket af fra andre grupper,” siger Lars Andersen og fremhæver, at det såkaldte loft over kontanthjælp og den lave integrationsydelse har været med til at forstærke uligheden.

Nina Smith, der er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, mener også, at det giver et misvisende billede af ulighed, hvis de studerende tælles med i lavindkomstgruppen.

”Men vi kan ikke snakke os udenom, at uligheden vokser, selvom vi fraregner de studerende,” siger Nina Smith.

Hun peger på, at definitionen af fattigdom i høj grad er politisk bestemt. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er man fattig, hvis man tjener under halvdelen af medianindkomsten, hvilket er den indtægt, som halvdelen af befolkningen tjener under, mens den anden halvdel tjener over. Til gengæld har den borgerlige tænketank Cepos fastlagt en absolut lavindkomstgrænse. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der lige nu 65.000 fattige børn i Danmark, mens der ifølge Cepos er 22.000 fattige børn.

”Diskussionen kan føres i al uendelighed, og der er ikke noget facit,” siger Nina Smith, som advarer mod udelukkende at basere debatten på tal.

”Børns velfærd afhænger ikke kun af forældrenes indkomst. Man må også vurdere, hvilken indsats, daginstitutioner og skoler gør for svageste familier. Hvis børnehaver og skoler er gode til at støtte børn uden mange ressourcer i hjemmet, så betyder det rigtig meget,” siger Nina Smith.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, mener, at VK-regeringens afskaffelse af fattigdomsgrænsen i 2015 har gjort diskussionen sværere, fordi der ikke længere er et officielt mål for fattigdom.

”Behovet for at få hjælp af de sociale organisationer vokser. Det er velkendt, at fattigdom især er et problem blandt indvandrere og efterkommere. Generelt har kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen efterladt et stigende antal familier med meget lave rådighedsbeløb, og der bliver flere relativt fattige ifølge Danmarks Statistik og den tidligere regerings fattigdomsgrænse. Men i stedet for at tale meget om tal, bør vi diskutere, hvorfor antallet af fattige vokser, og hvad samfundet kan gøre for at vende udviklingen,” lyder det fra Jann Sjursen.