At de danske jøder slap for den forhadte stigmatisering skyldtes samarbejdspolitikken mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering.
Men her op til 70-året for redningen af de danske jøder er det kommet frem, at det måske kunne være gået helt anderledes med kongen, jøderne og den gule stjerne.
LÆS OGSÅ: Jøderne blev reddet med hjælpsomhed og penge
Af Christian Xs dagbog fra den 10. september 1941 fremgår, at han har haft et møde med finansminister Vilhelm Buhl (S), som i statsminister Thorvald Staunings (S) fravær er vikar for statsministeren ved drøftelsen med kongen.
Emnet var blandt andet behandlingen af jøderne i de tyskkontrollerede lande.
Efter drøftelsen skriver Christian X i sin dagbog:
Naar man saa den umenneskelige Behandling, Jøderne var Genstand for ikke blot i Tyskland, men ogsaa i de besatte Lande, begyndte man at være ængstelig for, at Kravet ogsaa en Gang blev stillet os, men det maatte vi pure afvise som følge af disses Retsstilling inden for Grundloven. Jeg udtalte, at jeg heller ikke vilde gaa med til et saadant Krav overfor danske Statsborgere. Hvis et saadant Krav rejstes, imødegik vi det bedst ved, at vi alle anlagde Davidsstjernen. Finansminsteren indskød, at det var jo altid en Udvej.
Det blev aldrig aktuelt.
Det er journalist Anders Jerichow, formand for den danske komité for markering af 70-året for redningen af de danske jøder i oktober 1943, der har gravet citatet frem i en kildesamling, og historiker Bo Lidegaard nævner det også i sin nye bog Landsmænd de danske jøders flugt i oktober 1943.
Det er ikke mindst i USA, at myten om kongen og davidsstjernen stadig florerer. Eller som tidligere overrabbiner Bent Melchior sagde på et møde i går om jødernes flugt:
Jeg har gjort tusinder af amerikanere rasende, når jeg i forbindelse med foredrag fortalte, at det ikke passede. Men det gjorde det jo, fordi jøderne i Danmark aldrig blev pålagt at bære den gule stjerne.