Da folketingsmedlem Bertel Haarder (V) første gang stillede op til et folketingsvalg i for Venstre i Thisted-kredsen i Nordjylland i 1973, var der stor, lokal forargelse over hippierne i Thylejren, over slumstormeres besættelse af Christiania i København og over kunstneren Jens Jørgen Thorsens Jesus-film. Haarder fortæller, at han som ung liberal styrvolt på et lokalt vælgermøde argumenterede varmt for, at problemet med Christiania ikke var alle de friheder, man tog sig i det sociale eksperiment. Problemet var, at alle andre danskere ikke kunne få de samme friheder.
I dag mener han, at det ”friske, liberale synspunkt” medvirkede til, at han ikke blev valgt i 1973, men først ved det følgende valg i 1977.
I morgen fylder Christiania 50 år, politisk set som en humlebi, der ikke burde have kunnet flyve, men som alligevel har gjort det i alle årene.
Et par år efter den ulovlige besættelse af Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn, som Forsvaret ikke længere brugte, gjorde et bredt, politisk flertal stedet til et socialt eksperiment, der skulle køre i tre år. I 1975 besluttede Folketinget så, at det skulle lukkes senest 1. april 1976, men det skete aldrig – trods en landsretsdom et år senere om, at beboerne skulle rømme området. Siden fulgte årelange diskussioner, rapporter og beslutninger om i et eller andet omfang at ”normalisere” Christiania, men en rydning blev det aldrig til.
Hvordan kunne det gå til? Socialdemokratiet var fra begyndelsen indstillet på at lukke stedet, når det sociale eksperiment var forbi. De borgerlige partier har i større eller mindre grad foragtet den såkaldte fristad fra dens vugge i en ulovlig besættelse af statens ejendom, over beboernes manglende respekt for politiet til den brede utilfredshed med hash- og narkotikahandelen. Samt utilfredsheden med at nogle få hundrede mennesker har kunnet lægge beslag på et af de mest naturskønne områder i hovedstaden. I lange perioder endda uden at have betalt alverden for herligheden. I mere end halvdelen af de 50 år har Danmark haft borgerlige regeringer.
I historisk perspektiv kan man i hvert fald pege på fire årsager til, at Christiania alligevel stadig findes.
Modviljen mod voldelig rydning
I Danmark har der fra tid til anden været voldelige konflikter mellem politiet og forskellige politiske grupperinger. I efteråret 1970 kom det for eksempel til voldsom kamp mellem Vietnam-demonstranter og politiet, da Verdensbanken holdt sin kongres i København. Den slags billeder bryder ingen regeringer sig om, og en rydning af Christiania var blevet en alvorlig hovedpine for enhver regering, rød som blå. For de socialdemokratiske regeringer i 1970’erne var det helt afgørende at undgå en voldelig konfrontation, fortæller tidligere minister Mogens Lykketoft (S), der første gang kom i Folketinget i 1981.
De få alternativer
Hvad skulle man stille op med de flere hundrede mennesker, som havde bosat sig på det tidligere militære område? Det spørgsmål kunne ingen regering se bort fra, heller ikke de konservativt ledede i 1980’erne. Konsekvenserne af en rydning kunne være blevet, at man havde flyttet sociale problemer ud i hele København, hvor det i forvejen ikke var nemt at skaffe boliger. Tilsvarende kunne narkotikahandelen være blevet spredt ud i byen. Det ville man gerne undgå.
Hævd, humor og hygge
I 2001 fik de borgerlige partier igen magten, denne gang endda uden De Radikale, men 30 år efter Christianias fødsel var tiden for en lukning helt forpasset. I juridisk forstand havde christianitterne stadig ikke vundet hævd på området, fastslog Højesteret ganske vist i 2011, men det havde de til gengæld politisk. Derfor arbejdede de borgerlige regeringer i nullerne primært på at få ”normaliseret” fristaden med fjernelse af ulovligt byggeri og etablering af et fondseje af bygninger på området.
Netop tidsperspektivet har været afgørende. Det, at Christiania fik tre år som socialt eksperiment til at begynde med, gjorde det langt vanskeligere at gøre op med det senere. Andre såkaldte slumstormere blev i 1960’erne til 1980’erne sat ud af politiet, men det skete typisk efter kort tid.
Når Christiania har klaret sig, hænger det også sammen med christianitternes brug af humor og happenings i deres politiske kamp. Som Bertel Haarder formulerer det, er det en typisk dansk historie, at man bøjer sig mod hinanden og finder kompromisser – selvom han stadig ikke vil være med til at romantisere stedet.
Turismekortet
Et af de mere ironiske elementer er, at fristaden med tiden er blevet en af hovedstadens største turistattraktioner. Borgerlige politikere har jo sjældent meget imod aktiviteter, der skaber omsætning og arbejdspladser, så alene af den grund har de fået sværere ved at modsætte sig projektet, om end narkohandelen selvfølgelig stadig er en alvorlig anstødssten.
Christiania har i mere end én forstand sat de traditionelle ideologiske skillelinjer på prøve. Når Bertel Haarder i sin grønne ungdom kunne ønske friheden for Christiania udbredt til hele landet, pegede han jo indirekte også på, at der var en liberal åre i Christiania. Den havde igen sit udspring i ungdomsoprøret. I dag er tidsånden blevet langt mere konservativ, men oprøret mod autoriteterne har sat sig dybe spor langt ind i alle politiske partier. Christianitter skrålede i mange år ”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv.”
Det havde de mere ret i, end de sikkert selv anede.