Christiania: Fra rebelsk utopi til turist-seværdighed

50 år efter sin fødsel er den rebelske og udskældte fristad Christiania både kommet på museum, i Højskolesangbogen og i glittede turistbrochurer

Allerede tidligt efter, at slumstormere havde oprettet Christiania, blev det et tilløbsstykke for københavnere på søndagstur, der ville besigtige stedet. Siden er busladninger af turister fra hele verden kommet til.
Allerede tidligt efter, at slumstormere havde oprettet Christiania, blev det et tilløbsstykke for københavnere på søndagstur, der ville besigtige stedet. Siden er busladninger af turister fra hele verden kommet til. Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix.

Engang i den tidligste fase af Christianias 50-årige historie syntes to hollandske christianitter, at Fristaden skulle have et navneskilt. De fandt en gammel dør, som de malede rød, og med gule bogstaver skrev de ”Christiania” på den. Uden at tænke nærmere over det, valgte de at male prikkerne over de tre i’er ekstra store. Da der senere var overvejelser om, at Christiania skulle have sit eget flag, foreslog den ene af hollænderne, Paul Tempels, de tre gule prikker på en rød bundfarve.

Sådan opstod symbolet på det alternative samfund, som opstod tre dage efter folketingsvalget i september 1971. Den borgerlige VKR-blok havde tabt regeringsmagten, og Jens Otto Krags socialdemokratiske regering var endnu ikke dannet. Derfor var der ingen handlekraftig forsvarsminister til at kræve, at de slumstormere, som var rykket ind i en gammel kaserne på Christianshavn, skulle rømme området.

Oprindeligt var ønsket, at Christiania skulle være så uafhængigt af Danmark som muligt. Initiativtageren Jacob Ludvigsen skrev i en erklæring, at Christiania skulle være et ”selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet”, og i den københavnske hippie-avis ”Hovedbladet” opfordrede han så mange som muligt til at ”emigrere med linje 8” — altså at tage sporvognen ud af Danmark og ind i den nye utopi.

Søndag den 26. september, fylder utopien 50 år. Drømmene om et alternativt samfund består, selvom der også er indgået mange kompromiser over for de vedvarende krav om lov, orden, normalisering og stop for handel med euforiserende stoffer. Og det rød-gule symbol lever også, selvom der i den danske befolkning kan være delte meninger om, hvorvidt det skal fortolkes som tre farverige prikker over i’erne eller tre irriterende sten i skoen på det moderne Danmark.

En kendsgerning er det i hvert fald, at symbolet i dag også er et kommercielt brand, idet Christiania-trøjer med de famøse tre prikker er blevet en god forretning. Det samme er den berømte Christiania-cykel, som blev opfundet på fristaden i 1984.

”Der er mange paradokser i historien om Christiania. Et af dem er, at fristaden på den ene side er et antikapitalistisk projekt og samtidig er blevet en vare,” siger Louise Fabian, lektor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og i øjeblikket tilknyttet et internationalt forskningsprojekt om blandt andet Christiania.

”Historien om Christiania er også historien om et levende konkret eksperiment, en integreret utopi, der fortsat i praksis afprøver visioner for, hvordan vi kan bo og leve sammen på andre måder, med fokus på blandt andet konsensus-demokrati, bæredygtigt byggeri og integration af og omsorg for sårbare medborgere. I løbet af 50 år er der sket en tvunget normalisering af Christiania. Specielt i forhold til ejerforhold har christianitterne været tvunget til at indgå svære kompromisser, men samtidig har man forsøgt at fastholdt autonomien og centrale idealer,” tilføjer Louise Fabian.

Vi er en del af jer selv

Natten til den 22. november 1975 sad sangskriveren Tom Lundén fra bandet Bifrost med sin guitar og komponerede en protestsang. Teksten var inspireret af de hårde konfrontationer, der var mellem politi og christianitter. Folketinget havde besluttet, at Christiania skulle være ryddet senest den 1. april 1976. Det sociale eksperiment var slået fejl og skulle slutte.

Allerede næste aften optrådte Bifrost med Christiania-sangen, og senere blev den indspillet på plade med tre af tidens største musiknavne, Sebastian, Annisette og Povl Dissing, som solister.

”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv”, lød omkvædet, og sangen blev et stort hit. I 2020 blev den gamle Christiania-protestsang så optaget i den nationale sangskat i Højskolesangbogen.

I den tilhørende udgivelse Sanghåndbogen beskrives, hvordan sangen udtrykker ”fristadens tætte sammenhæng med det omgivende samfund”, idet det både hævdes, at Christiania er med til at løse samfundets problemer, og at christianitterne udlever det liv, resten af danskerne drømmer om, men ikke tør leve.

Først og fremmest er sangen et eksempel på, at hver gang det omliggende samfund er kommet med ”hjelme og hule paragraffer”, altså politi og jura, så har Christiania svaret igen med kulturelle påfund som teater, happenings, musik, film og kunst. Og hvis det var oprørsk undergrund i 1970’erne, så er Christianias kultur for længst blevet til noget nær nationale klenodier. Ud over at have fået sin kampsang i Højskolesangbogen er fristaden også kommet på Nationalmuseet, som efter en politirazzia mod Pusher Street i 2003 modtog en hashbod til sin udstilling, og kunstmuseet Charlottenborg har i anledning af 50-årsjubilæet en udstilling af Christianias plakater.

”Politisk kunst og kultur har spillet en markant rolle i Christianias kampe og bidraget til at fastholde Christianias relative autonomi og udfordre statens autoritet. Christiania har blandt andet kunnet få lov til at bestå trods politiske krav om det modsatte i kraft af den måde, man har brugt kultur som politisk virkemiddel og skabt et andet narrativ om sig selv og få støtte i befolkningen,” forklarer Louise Fabian.

Hun nævner som eksempel, at der i begyndelsen af 1980’erne fra Sverige udgik en stærk kritik af Christiania som Nordens narkocentrum, men christianitterne svarede igen med at lave optog, cabaret og kunstudstillinger i svenske storbyer. Da Christiania i 1979 lavede en ”junkblokade”, blev dette blandt andet udfoldet med et optog gennem Christiania med en dukke forestillende en abe med en kæmpe narkosprøjte. Og ifølge Louise Fabian er traditionen for optog bevaret helt frem til 50-årsjubilæet, hvor planen er, at christianitterne medbringende en stor symbolsk figur af en ”fristadsgudinde” og Christianias berømte pigegarde skal gå i parade fra Christiania til Christiansborg for her at gennemføre et symbolsk guldbryllup mellem Fru Christiania og Hr. Danmark.

Således blev den rebelske utopi, det flippede modbillede til Danmark, som unge danskere skulle emigrere til med sporvognen, med tiden en kuriøs del af den samlede nationale fortælling.

Den hovedløse havfrue

Natten til den 25. april 1964 fik Den Lille Havfrue på Langelinie i København savet sit hoved af med en nedstryger. Præcis hvem der stod bag, blev aldrig fuldt klarlagt, men kunstneren Jørgen Nash hævdede først at kende gerningsmanden, siden selv at have stået bag. Dette havde naturligvis intet direkte med Christiania at gøre, men symbolsk kan havfrue-attentatet ses som et skifte i, hvad der betragtes som turist-attraktioner i København, forklarer Mikael Frausing, historiker, ph.d. og tilknyttet Center for Byhistorie i Den Gamle By i Aarhus.

Han har for nylig udgivet bogen ”Turistlandet” om dansk turismes historie og peger på, at Den Lille Havfrue mistede hovedet på et tidspunkt, hvor forståelsen af, hvad der kan gøres til en turistattraktion, var ved at udvide sig. I dag markedsføres Christiania flittigt af den københavnske turistorganisation Wonderful Copenhagen. Der er daglige rundvisninger, souvenirsalg og mindst en halv million besøgende om året.

”Det er tidligere set, at en befolkning lærer at se sig selv gennem turisternes øjne. Det, andre finder interessant, bliver en del af selvidentiteten. Det samme mener jeg er sket med Christiania, som er blevet omfavnet som en del af Danmark, fordi udenlandske turister fandt stedet interessant,” siger Mikael Frausing.

”Det fortsætter i 1930’erne, hvor Danmark bliver solgt som det lille, hyggelige, socialdemokratiske kongerige,” siger Mikael Frausing, der tilføjer, at turist-fortællingen om Christiania kan ses som en yderligere fortsættelse af fortællingen om det frigjorte Danmark på et tidspunkt, hvor Den Lille Havfrue var ved at være lidt gammeldags.

”Man ser flere steder i verden, at storbyer i dag ikke kun vil vise fortiden frem til turister, men også den autentiske storby i nutiden,. Det vanskelige er, at der bor mennesker i Christiania, som kan have svært ved at blive kigget på af turister, som var de dyr i Zoologisk Have,” siger Mikael Frausing.

I Christianias første år var de besøgende mest unge hippier, men i løbet af 1990’erne udviklede det sig til et populært turistmål for store rejsegrupper i alle aldre, der ud over Tivoli, Rosenborg og Den Lille Havfrue også har fristaden på programmet. Og da den borgerlige VK-regering i 00’erne skruede op for politiaktionerne mod stoffer og kravene om normalisering, var det ikke kun venstreorienterede kunstnertyper, men også Wonderful Copenhagens salgs- og marketingdirektør, der protesterede. Med den argumentation, at en normalisering kunne koste hovedstaden og nationen turistindtægter.

Hærværk eller hygge

Helen Jarvis er professor i socialgeografi ved Newcastle University i Storbritannien og har gennem 10 år forsket i Christiania som byplanmæssigt eksperiment. Hun betegner den københavnske fristad som enestående i verden, fordi eksperimentet trods alle omskifteligheder har bestået i 50 år, og fordi det leverer et eksempel på, hvad der sker, når et geografisk område ikke planlægges fra oven.

”Christiania har inspireret mange eksperimenter andre steder i verden, men det er stadig one of a kind,” siger hun og tilføjer:

”Der er ingen grund til at romantisere Christiania, for stedet har bestemt en bagside med hashhandel, drab og anden kriminalitet, men det har alle andre samfund i verden også. I årenes løb er der gjort mange forsøg i retning af at leve mere bæredygtigt på Christiania, som med den aktuelle klimasituation er relevante for alle andre, og samtidig er Christiania et stærkt opgør med globaliseringens tendens til, at byudvikling sker fuldstændig på samme måde overalt i verden. Christiania er et virkelig unikt sted,” siger Helen Jarvis, som i sin tid var den første akademiker i den engelsksprogede verden, der beskæftigede sig med Christiania.

Hun er fuldt klar over, at der er en del af Christiania-fortællingen, som er en national modfortælling om anarki, hærværk og sten i skoen på det civiliserede danske samfund. Men hun påpeger, at da bevidstheden om Christiania i midten af 1990’erne nåede frem til den brede, britiske befolkning, var fortællingen så langt fra 1970’ernes hårde konfrontationer mellem politi og aktivister og 1980’ernes svenske anklage om narkorede, som tænkes kan:

”I Storbritannien ser man Christiania som en del af historien om den berømte danske hygge. Om Danmark som et land, hvor der er plads til cykler, børn, ældre og kvinder. Og overskud til at tillade, at der findes et alternativt samfund, hvor tilfældighederne råder.”