Det er en helt almindelig eskadrille-aften i hjemmeværnet. Her skal hverken sværtes ansigter, skydes, leges død, bevogtes anlæg eller dirigeres biler.
Til gengæld skal de omkring 20 fremmødte stå ret og rør i den kolde klare aften, modtage forskellige beskeder, hylde to kammerater, der får tildelt æresbevisningen Commander’s Coin og synge med på nummer 15 i hjemmeværnets sanghæfte, som deles ud fra bunden af en indkøbspose.
”Og husk nu, når I synger, at det behøver ikke være kønt. Det er fint, hvis det er højt, og det er rigtig, rigtig godt, hvis man også mener det,” lægger Alex Nielsen ud.
Han har lyserød elastik i hestehalen, ørering i øret, et imponerende snoet overskæg og er uddannelseschef i flyverhjemmeværnets eskadrille HVE223, her i Jonstruplejren i Ballerup ved København.
Enkelte har ikke nået at skifte til uniform, fordi de kommer direkte fra arbejde. Men både den yngste, Michelle på 21 år, og den ældste, Ejnar på 80 år, er i fuldt udstyr – og alle stemmer i med ”Altid frejdig, når du går”, så det langt ud i aftenmørket mellem barakkerne kan høres, at hver fugl synger med sit næb.
Her i flyverhjemmeværnet, ligesom i hærhjemmeværnet og marinehjemmeværnet samt de 16 musikkorps går man nogle stolte dage i møde. For i dag fylder hjemmeværnet 70 år.
Det frivillige beredskab blev dannet med udgangspunkt i Besættelsens modstands- bevægelse ud fra devisen ”Aldrig mere en 9. april”. Og den 1. april 1949 blev hjemmeværnet en statslig institution.
Da den kolde krig sluttede sidst i 1980’erne, kunne hele 74.000 danskere fremvise et medlemskab af hjemmeværnet. Et svimlende antal, der i 1983 var vokset til knap 78.000, men som siden er faldet støt.
Som følge af Forsvarsforliget 2013-2017 vejrer hjemmeværnet dog igen morgenluft, og værnet er i gang med ændringer, så man kan yde ”en mere målrettet indsats” i det civile samfund i tilfælde af terror, oversvømmelse og andre naturkatastrofer.
Og der bliver i højere grad kaldt på de 45.000 frivillige soldater – hvoraf 15.000 er aktive og 30.000 i reserven – som hjemmeværnet tæller i dag. Blandt andet er antallet af støttetimer til forsvaret steget betragteligt, og i alt ydede hjemmeværnet 2,4 millioner timers arbejde sidste år.
Arbejdet omfatter øvelse, uddannelse og støtte til forsvaret, politi, beredskab og skat.
Også hjemmeværnets image er i top, mener oberst P.J. Larsen, der er chef for flyverhjemmeværnet og som netop har hædret to af sine folk med Commander’s Coin denne kolde aften i Jonstruplejren. Der er et godt militært præg over det hele, mener han, og udstyret er blevet mere professionelt. Det gælder blandt andet flyverhjemmeværnets to ret nye Britten Norman Defender -overvågningsfly.
”De er bemandet af pensionerede befalingsmænd fra flyvevåbnet, som har valgt at fortsætte deres militære liv hos os, og bliver tasket til farvandsovervågning og eftersøgninger. Sidste år var vi med til at lede efter Kim Wall, og eskadrille HVE223 var faktisk den, der stod og passede på ubåden, da den kom op. Vi dækker et bredt spektrum,” siger P.J. Larsen.
Opbakningen i befolkningen til hjemmeværnet har ifølge ham også rettet sig og er oppe på cirka 80 procent.
Derfor fylder de ord, som folkeviddet gennem årtier har hæftet på hjemmeværnet – weekendkrigerene, gevalia-patruljen, citronmåne-brigaden – heller ikke så meget længere.
”Der er mere respekt end i 1970’erne og 80’erne. Dengang gik man ikke ned og købte ind fredag eftermiddag uden at skifte til civil først. Men tidsånden har ændret sig,” siger obersten.
Den iagttagelse bakkes op af historiker Jens Ole Christensen, seniorforsker ved Krigsmuseet i København.
”Latterliggørelsen af hjemmeværnet var jo i mange år en del af venstrefløjens dna. Historisk, fordi kommunisterne var bitre over, at de blev skåret fra, da man med rod i modstandsbevægelsen oprettede det statslige hjemmeværn i 1949,” siger han.
Bitterheden varede helt til den kolde krig sluttede, og i den periode var der næppe en folketingssamling, hvor der ikke var en fra venstrefløjen, som foreslog, at hjemmeværnet skulle nedlægges.
”Men også De Radikale, samarbejdspolitikkens fædre, havde det svært med hjemmeværnet – der jo udsprang af modstandsbevægelsen – fordi det var modstandsbevægelsen, der væltede samarbejdsregeringen i 1943 og gennemtvang en helt anderledes kurs. Hjemmeværnet var altså i skudlinjen fra to sider, og de mange vittigheder, der blev de frivillige til del, stammer fra de to gamle konflikter,” siger historikeren, der har skrevet bogen ”Hjemmeværnet – Historien om det folkelige forsvar”, og som også selv er medlem.
Når der i tv-dokumentarer om hjemmeværnet stadig zoomes ind på ham, der taber geværet eller snubler over sine egne ben, er det faktisk en reminiscens fra netop den historiske, politiske konflikt, mener historikeren.
”Men jeg ser hjemmeværnets rummelighed som et udtryk for dets brede folkelighed. Ligesom forsvarets folkelige forankring gennem værnepligten. Og den folkelighed synes jeg er ekstremt vigtig og et stort plus for Danmark.”
I Jonstruplejren er de frivillige soldater trampet indenfor, men ingen er parat til at gå hjem endnu. Nogle varmer sig med en kop kaffe i køkkenet, andre debatterer, hvad man bedst behandler støvler med. Minkolie, mener en, mens en anden sværger til den skosværte, der står lige inden for døren under trafikskiltet med teksten ”Legende børn”.
På opslagstavlen hænger en opfordring til ikke at jage Pokémon-figurer i lejren, og ved siden af kan man aflæse resultatet af seneste Trivsels- og tilfredshedsundersøgelse: Der er toppoint ud for spørgsmålene ”Føler du, at du er en del af fællesskabet i eskadrillen?” og ”Er der en god stemning mellem dig og dine kolleger?”.
Derfor er jeg i hjemmeværnet
Anna Christina Sørensen (billedet til venstre)
40 år. I det civile liv handicapbuschauffør. I Flyverhjemmeværnet gruppefører i kørselsafdelingen.
”Jeg har været her siden 2002. Det begyndte med, at jeg havde en kæreste, som var i Flyverhjemmeværnet, der var Michelle seks år, så hun har fulgt med på sidelinjen. Min mor er også med i reserven, hun er 72 år. Jeg har én gang været med på øvelse uden for landets grænser, i Holland.
Michelle Trautman (billedet til højre)
Datter af Anna Christina Sørensen. 21 år. Ved at uddanne sig til buschauffør. I Flyverhjemmeværnet menig på andet år. Datter af Anna Christina Sørensen.
”Jeg er med, fordi jeg så det fællesskab og kammeratskab min mor havde i eskadrillen. Det er også bedre end at ligge hjemme på sofaen sådan en aften som i aften. Jeg er ikke færdiguddannet med hensyn til at skyde, men det går godt. Når jeg er blevet buschauffør, skal jeg indgå som næstkommanderende i kørselsafdelingen.”
Fati Akyürek
31 år. Arbejder til dagligt i Lidl. Arbejdsopgaver i Flyvehjemmeværnet er blandt andet bevogtning og støtte til politiet.
”Min lillebror fik mig med og jeg fik min fætter med, vi er ti mand, der efterhånden har fået hinanden med. Jeg har været her i snart fire år. I dag nåede jeg ikke at få uniform på, for jeg kommer lige fra arbejde. Jeg kan godt lide det tætte sammenhold og den måde vi deler vores oplevelser, både positive og negative. Det er blevet til en hobby nærmest – jeg har ikke haft en før – og så får man prøvet nogle ting her, man ikke oplever i det civile.”
Mathias Alexander Grøning
28 år. Til daglig salgsleder i Lidl. Løjtnant i Flyverhjemmeværnet.
”Jeg er her for at gøre en forskel, og være med til at forsvare Danmark. Nu er der ikke rigtig nogen udefrakommende trussel længere, nu er det mere terrorisme og andet. Jeg lægger små 1.500 timer om året på uddannelse, støtte til forsvaret og træning med politiet. Jeg har været her i snart ti år og har ansvaret for 30 mand. Man lærer at blive sikker på sig selv og at tale til 30 mennesker, så de hører efter. Det er et ledelsesredskab, man kan tage med over i det private.”