Held kan man tolke på mange måder, og man må bare sige, at alle de ting, der skulle til, for at Asger kunne reddes, var på plads den dag.
Vejret var godt, så vi ville tage læggekartofler op, selvom det var søndag. Asger skulle køre med frilæggeren. Det er en maskine, der tager dem op af jorden, så de kan tørre, inden vi andre får dem væk. Jeg skulle først i marken omkring middagstid, men den morgen henter jeg rundstykker og kører lige forbi Asger på vejen. Og det var godt, for bagefter vidste jeg jo præcis, hvor han var.
Omkring klokken 10 ringer han og får lige stammet: ”Hjælp mig, jeg sidder fast, jeg sidder fast.” Jeg kan høre, den er helt gal og spørger, om han har ringet 112, men han svarer ikke. Så råber jeg bare: ”Asger, jeg er på vej!”.
Jeg kører hurtigt, som man ikke må, og jeg ringer 112 håndholdt, som man heller ikke må. Men i mit indre er jeg klar over, at det er slemt. Da jeg kommer derud, ser jeg, at maskinen kører der, hvor Asger står, og det er ikke et godt sted at være. Jeg har stadig 112 i røret. Det er faktisk lidt komisk, at jeg forklarer dem vejen så roligt, som jeg gør, men jeg vil ikke have, at de misforstår noget.
Jeg slukker maskinen, og da jeg kommer om til Asger, er der ikke mange livstegn. Jeg forklarer 112, at armen sidder fast, at blodet sprøjter, og at de skal komme med noget gevaldigt tungt grej for at få ham fri, for den har gnavet sig op til overarmen.
Jeg tager fat om Asger, og så segner han, for han har jo kæmpet. Når jeg trykker min finger ned i blodåren alt det, jeg kan, holder det op med at sprøjte. Samtidig støtter jeg Asger med knæet, så han ikke falder og river armen af.
Endelig kan jeg høre ambulancen. Jeg siger til Asger, at vi skal bare holde ud lidt endnu. Vi er nære kolleger, så vi kender hinanden befriende godt. Han vågner nogle gange med et spjæt og bebrejder sig selv. Der har nok siddet det, vi kalder en drillekartoffel fast, og så har han tænkt, at han kunne knipse den væk.
Ambulancefolkene kommer gående over marken, som om de er på ferietur. Jeg har senere hørt, at de gør det, fordi de skal udvise ro og overblik, men da de så Asger, skal jeg da love for, at de kom i gang. Brandvæsenet kommer også, så vi kan få maskinen skilt ad. Det er først, mens de arbejder for at få ham fri, at han piver lidt, og så er det babu til Odense.
Senere må vi køre maskinen væk. Der ligger en knogle under den, og vi begraver altså ikke et stykke af Asger! Vi får politiet til at ringe til operationsstuen for at høre, om de har brug for den. Det har de ikke, men jeg smider ikke noget af Asger ud og afleverer den på sygehuset, da jeg besøger ham dagen efter.
Jeg sagde nej tak til psykolog. Det, jeg havde brug for, var at være den første til at besøge Asger, og det får jeg lov til. Vi krammer og fælder den tåre, som vi mænd kan bruge 20 sekunder på. Vi taler om, at det er bedre at miste en arm end et liv.
Jeg har tidligere oplevet, at jeg ikke kunne redde et menneske. Det var mig, der kørte den rendegraver, som jeg kom til at ramme min far med. Den oplevelse var oppe at vende, for det var jo min fejl dengang. Min mor og hele familien var heldigvis gode til at stå sammen, og det hjalp mig. Men med Asger lykkedes det. I dag er han fuldt ud med i arbejdet igen. Og er der noget, hvor man skal bruge to hænder, siger han jo bare til.
Det, der var så heldigt den dag, var det hele! Jordene, vi arbejder på, strækker sig over 10 kilometer, men jeg vidste nøjagtigt, hvor han var, fordi jeg havde været forbi om morgenen. Det var heldigt, at jeg bor lige i nærheden, og heldigt, at min chefs telefon ikke var tændt, for han skulle have kørt længere – og er nok ikke så god til at tåle at se blod, som jeg er. Det var heldigt, at Asger kunne nå sin telefon, og at han holdt ud.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at alt det held kan være hjulpet på vej af nogen med indflydelse på den slags.