Virtuelle foredrag og morgensamlinger. Undervisning på distancen via netprogrammet Zoom. Højskolesang hver for sig. Sidste år ville højskolefolket have afskrevet sådanne tiltag som vanvitige og slået fast, at de intet havde med højskole at gøre.
Men efter at coronavirussen har gjort sit indtog, ser halvdelen af højskolerne digtale tiltag som nye muligheder, og det markerer måske det største varige brud i højskolernes pædagogiske tradition, siden man i 1960’erne indførte værkstedsundervisning i musisk-kreative fag som supplement til de klassiske højskoleforedrag.
Sådan lyder vurderingen fra Rasmus Kolby Rahbek, senioranalytiker ved Videncenter for Folkeoplysning og, sammen med kollegaen Niels Anton Toftgaard, forfatter til rapporten ”Den nedlukkede højskole”, som udkommer i morgen.
”Hvis man bare for et år siden havde sagt til højskolefolket, at i 2020 ville omkring halvdelen af dem give udtryk for, at onlineaktiviteter åbner helt nye muligheder for højskolerne, ville man være blevet leet ud. Men vores undersøgelse viser, at det nu er tilfældet. Som en højskoleforstander siger i undersøgelsen, førte nedlukningen til, at ’vi satte os ned og opfandt hjemmehøjskolen’,” fortæller Rasmus Kolby Rahbek.
Det skal understreges, at det under normale omstændigheder ikke alene er ulovligt at drive folkehøjskole som ren fjernundervisning, 90 procent af højskolerne mener også, at det i nedlukningstiden er blevet klart, at højskolen ”aldrig kan digitaliseres”, og langt de fleste opfatter det kun som en ”nødløsning” at undervise online. Men ifølge senioranalytikeren er det overraskende, at der overhovedet er basis for at gå videre ad den digitale vej – ikke i stedet for, men ud over undervisningen på stedet.
”Det viser sig, at det, de fleste fik til at fungere online, var de mest klassiske aktiviteter som morgensamlinger, fællestimer og foredrag, mens egentlig undervisning var svær at tilbyde på afstand, uden at det kom til at minde om en dårlig Youtube-video. Onlineundervisningen blev ikke en én til én gengivelse af højskolen, men en metode til at holde det allerede etablerede fællesskab ved lige. Det hænger også sammen med, at mange af onlineaktiviteterne blev etableret med afsæt i et håb om, at de hjemsendte elever ville vende tilbage,” forklarer Rasmus Kolby Rahbek.
Desuden peger undersøgelsen på, at der blandt højskolerne var flere, der brugte online-mulighederne til også at nå andre målgrupper. Dels har mange højskoler arrangementer med foredrag, debat eller højskolesang, der er åbne for lokalområdet. Da disse blev lagt online, kunne man nå et langt større publikum. Desuden oplevede nogle højskoler, at onlinearrangementer skabte kontakt til gamle elever fra højskolen, ligesom kommende elever fik en mulighed for at få et online-indblik i undervisningen i stedet for en fem minutters reklamevideo om højskolen.
”På baggrund af de erfaringer, højskolerne har gjort sig i løbet af foråret, kan jeg godt forestille mig, at nogle højskoler i fremtiden vil bruge online-formater til at nå nye målgrupper. Hele diskussionen om målgrupper, og hvem højskolen egentlig er til for, fylder meget i disse år, og der er her et pres på højskolerne for at nå længere ud. Tanken om en ren online-højskole for nogen, der aldrig har sat deres ben på stedet, er utænkelig. Men måske kommer onlineundervisning, i forening med nye kursusformer, til at tiltrække andre målgrupper end de elever, man har i dag,” siger Rasmus Kolby Rahbek, som henviser til, at kulturminister Joy Mogensen (S) netop har foreslået et samarbejde mellem højskoler og fagbevægelsen om nye højskolekurser for det arbejdende folk:
”I sådanne sammenhænge vil onlineundervisning måske komme til at indgå, men undersøgelsen viser også en tydelig splittelse i højskolebevægelsen, for der er bestemt også højskolefolk, som ikke vil have med det at gøre, og kun tiden kan vise, om den nedlukkede højskole kommer til at stå tilbage som en periode, der ændrede opfattelsen af, hvad en højskole kan være, eller som en besynderlig parentes i historien,” siger senioranalytikeren.
Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole, hører til den del af højskolefolket, som mener, at corona har været en øjenåbner for, hvad onlineundervisning kan bidrage med som supplement til traditionel undervisning.
”Vi højskoler er gode til at forstyrre vores elever i deres liv, men med corona blev vi selv forstyrret. Det skabte en masse problemer for en skoleform, hvor det personlige møde er kernen, men jeg tror, det også har vist os nogle muligheder for at øge vores rækkevidde, nå vores gamle elever på en ny måde og invitere omverdenen ind på højskolen,” siger hun.
Lisbeth Trinskjær understreger dog, at tanken om, at al undervisning på en højskole kan følges online er utænkelig:
”Vi har et princip om, at man ikke må kigge på, mens eleverne bliver undervist. De, der er på stedet, skal ikke undervises i et akvarium, som andre kan kigge ind i. Det bryder den tillid, nærhed og intimitet, som er på stedet, så det er en balancegang. Corona har hjulpet os med at få øje på nogle ting, vi kan arbejde videre med, men også noget, vi ikke kommer til at fortsætte med.”