Prøv avisen
Politisk analyse

Corona bekæmpes i økonomisk blinde

Parret Ann-Mona Kulsø Larsen og Henrik Nordsgaard Hansen måtte i sidste uge aflive 3000 modedyr og tilhørende unger på deres minkfarm ved Næstved. Grundlæggende har regeringen stort set lukket af for at se på sammenhængen mellem risiko og pris, når det handler om corona, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen sætter folkesundhed over alt andet i coronapolitikken, Herunder økonomien. Derfor har den ikke regnet på forskellige grader af nedlukning af for eksempel minkindustrien. Det kan blive et problem for alle de politiske mål på velfærds- og klima-området, hvis krisen fortsætter længe endnu

Sig ordet folkesundhed, og statskassen åbner sig på vid gab.

Det var netop, hvad faglig direktør Kaare Mølbak fra Statens Serum Institut, SSI, gjorde i sidste uge. Han og instituttet anbefalede af hensyn til folkesundheden, at alle mink i Danmark skal slås ned. 6000 mennesker mister deres arbejde, eksport for fem milliarder kroner forsvinder op i den blå luft, og minkavlerne skal have en erstatning, der formentlig løber op i flere milliarder kroner.

Regeringen fulgte SSI’s anbefaling om at lukke alle minkfarme, både dem med syge og dem med raske dyr, uanset omkostninger. I weekenden kom det dog frem, at det var ulovligt at kræve mink på de raske minkfarme slået ihjel, og derfor ønskede regeringen endnu en hastelov presset igennem i Folketinget i dag.

Det har de borgerlige partier samlet modsat sig. Venstre dog først efter et internt opgør, hvor partiformand Jakob Ellemann-Jensen blev banket på plads af partiets bagland. Han havde i en intern e-mail søndag aften ladet forstå, at Venstre ville støtte regeringens tiltag, men det gav så stor uro internt, at blandt andre medlem af hovedbestyrelsen og tidligere præsident for Landbrugsrådet (i dag Landbrug og Fødevarer) gennem mange år, Peter Gæmelke, insisterede på, at der skulle være en ordentlig behandling af forslaget i Folketinget. Det bekræfter han over for Kristeligt Dagblad.

At Venstres leder overhovedet kunne komme i den knibe, kan undre, da det kun er to uger siden, gruppeformand Karsten Lauritzen her i avisen sagde, at Venstre ville have sat en stopper for de mange hastelove. 31 hastelove havde regeringen på det tidspunkt fået igennem, siden corona-epidemien brød ud.

Øjensynligt afspejler uenigheden i Venstre, at der også blandt kernevælgerne i dansk erhvervsliv er forskellige holdninger til, hvor meget det haster med at få lukket minkindustrien ned. Landbrug og Fødevarer støtter formelt nedlukningen, men man skal ikke kradse meget i overfladen for at finde kilder i landbruget, der synes, at tiltagene er helt ude af proportion.

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, opfordrer derimod Folketingets partier til at stå sammen og holde lovgivningstempoet oppe. Omverdenens øjne hviler nemlig på Danmark og derfor er det vigtigt at signalere, at landet har ”mink-smitten” under kontrol.

Sagt på jævnt dansk: Minkbranchen må ofres hurtigst muligt, for at det ikke skal ramme anden dansk eksport.

Alligevel så det i går ud til, at de borgerlige partier fik held med at bremse regeringens hastelov. Den skulle have været fremsat i dag, men det kommer ikke til at ske.

De borgerlige partier argumenterer for, at minkavlerne skal have en erstatning, der svarer til, at deres ejendomme og forretninger var blevet eksproprieret – en erstatning, der kan løbe op i flere milliarder kroner.

Regeringen har ikke indtil nu fortalt offentligt, hvad den mener, at en rimelig erstatning skal være, men det er åbenlyst, at den har givet oppositionen gyldne kort på hånden ved ikke at have sikret sig lovlig hjemmel til at aflive raske mink, inden aflivningen blev sat i værk. Tusindvis af raske mink er allerede blevet aflivet, og minkejerne kan let have været i den tro, at de var nødt til at gøre det. Retseksperter vurderer, at de muligvis kan rejse et erstatningskrav over for regeringen. Der blev forhandlet videre om erstatningerne efter redaktionens slutning.

Hele debatten om nødvendigheden af at slå mink ned, herunder de raske, blev i weekenden taget op i flere medier, der spurgte internationale eksperter til sagen.

I dagbladet Information afviste blandt andre Francois Balloux, professor og direktør ved Genetics Institute på University College London, at der var grund til at frygte den nye smittestamme, den såkaldte cluster 5, som er fundet hos mink og mennesker i Nordjylland, mere end andre mutationer. Arjan Stegeman, professor i husdyrsundhed ved universitetet i Utrecht i Holland, mente ikke, at der var nogen overhængende fare for, at smitten vil transformere Danmark til ”det nye Wuhan” (den kinesiske by, hvor corona oprindelig udsprang). Noget, der i værste fald kunne gøre en ny vaccine virkningsløs og forsinke nedkæmpelsen af covid-19 med et år eller mere. Det var ellers det ”worst case scenarie”, faglig direktør Kåre Mølbak fra SSI tegnede på et pressemøde i onsdags.

I Berlingske sagde professor Kasper Planeta Kepp fra Danmarks Tekniske Universitet, at det var en overreaktion at slå alle danske mink ned. En schweizisk forsker i genetik og epidemiologi, Emma Hodcroft fra universitetet i Bern har kortlagt de danske mutationer blandt mink, og hun har sammenholdt dem med tilsvarende mutationer i andre lande. Hendes konklusion er, at mutationerne herhjemme ikke adskiller sig fra dem, man kan finde i andre lande med minkopdræt.

Problemet med mink er, at de meget let får coronasmitte, at sygdommen muterer flittigt på de store farme, hvor tusindvis af dyr går tæt sammen, og ikke mindst, at smitte kan overføres fra og til dyr og mennesker.

12 mennesker herhjemme er hidtil blevet smittet med cluster 5-varianten, men det seneste fund daterer sig tilbage til september. Derfor kan den variant allerede være døet ud igen, siger forskerne.

SSI’s argument for alligevel at slå alle mink ned, er, at der kan opstå nye farlige mutationer i fremtiden.

Det kan der. Spørgsmålet er imidlertid, om den risiko står med mål med prisen for at slå hele minkerhvervet ned.

Tidligere i coronakrisen blev der gjort forsøg på at beregne ”prisen på et menneskeliv”, men det viste sig at være svært. Den borgerlige tænketank Cepos nåede i maj frem til, at myndighederne indtil da havde været parate til at bruge fire gange så meget på at undgå et coronadødsfald, som man ville bruge på andre områder i sundhedsvæsenet.

Finansministeriet har regnemodeller, der kan udregne prisen på et såkaldt statistisk liv. Det er den pris, borgerne vil betale for at sænke risikoen så meget, at et dødsfald statistisk set undgås. Finansministeriet har senest opgjort prisen på det til cirka 34 millioner kroner.

Anvendt på lukningen af minkfarme, ville det formentlig kræve, at hundredevis eller formentlig tusindvis af menneskeliv reddes, men om det sker, og om investeringen i at lukke farmene kan ”svare sig” ved ingen.

Kommer der en vaccine om få måneder, som i hvert fald medicinalfirmaet Pfizer i går gav håb om, kan lukningen af danske minkfarme vise sig at blive det dyreste og mest overflødige indgreb herhjemme under hele corona-pandemien.

Grundlæggende har regeringen stort set lukket af for at se på sammenhængen mellem risiko og pris, når det handler om corona. Strategien mod den bliver lagt i økonomisk blinde. Finansminister Nicolai Wammen (S) oplyste for eksempel på et pressemøde i går om de kommende finanslovsforhandlinger, at ministeriet ikke har regnet på, hvor stor økonomisk forskel, det ville gøre, hvis man kun lukkede de sygdomsramte minkfarme og lod de raske fortsætte – med mulighed for, at hele branchen dermed kunne overleve.

SSI’s ord om, at der er en risiko for folkesundheden, har udelukket den slags beregninger. Det viser, at regeringen i princippet ikke har nogen overgrænse for, hvor store omkostninger der må være i kampen mod covid-19.

Det kan være være en risikabel politik på lidt længere sigt. Regeringen har selv givet et løfte om, at der skal bruges flere penge på velfærd de kommende år, og dens støttepartier har en lang række udgiftskrævende ønsker, og ikke mindst tiltag for at redde klimaet kan efterlade en stor regning. Den kan blive sværere at betale.

Hidtil har Danmark klaret sig bedre gennem krisen end mange andre lande i Europa, og landet havde i udgangspunktet en meget stærk økonomi. Derfor er der stadig råd til nye tiltag og hjælpepakker, men det er langtfra sikkert, at det bliver ved. Ikke mindst fordi 800.000 jobs i Danmark afhænger af eksport.

Nogle af dem kan komme i fare, hvis krisen fortsætter længe endnu.