Prøv avisen

Corona har udfordret forestillingen om, hvad vores hjem er

”De ting, der markerer, at nu er man hjemme, blev sat ud af kraft. Man skifter måske ikke til joggingbukser længere, fordi man lige om lidt skal skype med arbejdspladsen og man går op i, hvad væggen bag en signalerer, fordi vi pludselig ser ind i hinandens hjem," vurderer professor og kirkehistoriker Mette Birkedal Bruun, som leder Centre for Privacy Studies. Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Fra i dag lukkes der op for, at de yngste børn igen kan møde i skoler og institutioner. Dermed er vi på vej ud af en historisk hjemmeisolation. I de seneste fire uger har flere end to millioner danskere forvandlet deres hjem til skolestue, arbejdsplads og isolationsenhed. Derved udfordres forestillingen om, hvad der er privat, og hvad der er offentligt, viser nyt dansk studie

Køkkenbordet blev skolestue, og fra stue og soveværelse blev der holdt videomøder med virksomheden. Henover de seneste fire uger har mange danske hjem skiftet karakter fra privat til halvoffentlig. Og det udfordrer hele forestillingen om, hvad et hjem er, og hvortil privatlivet går, siger professor ved Kunstakademiets Arkitektskole Peter Thule Kristensen.

Da corona brød ud, var han sammen med idékirke-, rets- og socialhistorikere i fuld gang med et grundforskningsprojekt på Centre for Privacy Studies om privatsfærens rolle tilbage fra moderne historisk tid – det vil sige fra 1500til op i 1800-tallet. Men nu har studierne fået en ekstra dimension: Corona.

For hvad sker der, når staten vender op og ned på den opfattelse, vi har af hjemmet som noget helt privat?”.

At beordre befolkningen hjem for at bremse smitte er dog et gammelt virksomt husgeråd, fortæller Peter Thule Kristensen.

”Under pesten i London 1563 blev syge borgere lukket inde i deres huse, og så måtte man se, hvor mange der overlevede.” siger han.

Huse blev stort set forseglet i og med, at man ikke måtte åbne vinduer og døre ud til gaden, og der blev sat vagter på for at se til, at folk overholdt reglerne. Metoden blev også brugt i København i 1711, hvor det dog kun var de velstående syge – som havde mulighed for at isolere sig i ét rum – der blev beordret hjem, resten blev sendt på pesthospitaler uden for København.

Men det er længe siden, og derfor kan man godt kalde den hjemmekarantæne, vi nu kan begynde at kunne se den anden side af, for historisk. Også fordi de fire uger har ændret betydningen af ”hjem”.

”Hjemmet handler ikke længere om, at vi skal have et sted at sove og spise, men er blevet et led i samfundsmaskineriet. Den tid, hvor staten gik ind og detailplanlagde, hvad hjemmet skulle bruges til, viste os, at hjemmet er meget mindre private, end vi gik og troede,” siger han.

Det er langhåret, men interessant, og læren er, mener Peter Thule Kristesen, at det private hele tiden er til forhandling. Med andre ord er et hjem ikke et fænomen, man kan sætte på en enkel formel, og går man og tænker ”at mit hjem er mit slot” i betydningen, at her bestemmer jeg selv, er det ikke korrekt.

”Ens hjem – og ens sind – afhænger af, hvilke behov andre instanser i samfundet har. Og når fællesskabet appellerer til den enkeltes samvittighed, moral og samfundssind, er det interessant at se, hvor mange der lytter og omstiller private hjem til halvoffentlige arbejdspladser,” siger han og hentyder til, at store dele af nationen iført nystrøgede skjorter sender live fra soveværelser og køkkener.

Det er professor og kirkehistoriker Mette Birkedal Bruun, som leder Centre for Privacy Studies, der har til huse på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet.

Hun taler om lønkammeret i det historiske hjem og synes, det er ”vildt interessant”, at et af kristendommens mest centrale skriftsteder netop hylder det private og opfordrer til at lukke døren bag sig – nemlig Matthæusevangeliets Kapitel 6:6, som lyder:

”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som er i det skjulte, skal lønne dig.”

I den tidlige kristne tradition opfattes lønkammeret som et indre kammer.

”Men når vi kommer op i den tidlige moderne tid, begynder man at tale om det som et konkret kammer. Der sker en valorisering af hjemmet som religiøst rum. Som en tvilling til kirken,” siger Mette Birkedal Bruun.

Sådan som dagens dont i århundreder var indrammet af bøn, indrammer vi stadig dagen i privathed, når vi lukker døren og hjemme har en hel anden måde at klæde os og opføre os på. Her fordyber vi os i et andet tankegods end ude i samfundet, og den tradition er dybt forankret i os, mener hun.

”Der ligger en kim i vores kultur til, at det private rum er et privilegeret rum – også selv om traditionen i dag er sekulariseret, synes mange, at det med at lukke døren bag sig er vigtigt, for hjemme har vi skabt en boble, hvor vi er os selv.”

Derfor kan det være forvirrende, at grænsen mellem privat og offentligt er blevet sløret, mener Mette Birkedal Bruun.

”De ting der markerer, at nu er man hjemme, blev sat ud af kraft. Man skifter måske ikke til joggingbukser længere, fordi man lige om lidt skal skype med arbejdspladsen, og man går op i, hvad væggen bag én signalerer, fordi vi pludselig ser ind i hinandens hjem. Den klare kategori, lønkammeret, er lidt mudret og strukturerne brudt op,” siger hun og hæfter sig ved, at det med at se tilbage i tiderne minder os om, at vi også selv er en historisk periode.

”Om 300 år vil der også være forskere, der sidder og tænker over, hvordan vi egentlig havde det under coronaepidemien i 2020.”

Nu hvor staten og sundhedsstyrelsen langsomt begynder at åbne samfundet igen, har hjemmet endnu engang vist sig som en bærende pille i samfundet, påpeger Peter Thule Kristensen.

”Hjemmet er både blevet vigtigere som et rum til at begrænse smitten og som et mikrokosmos af fællesskabet. Det er i tilspidsede situationer, vi bliver opmærksomme på, hvilke dele samfundsmaskineriet består af, og hvordan de dele griber ind i hinanden. Privathed er ikke bare et spørgsmål om skillevægge, døre og vinduer, men hele det mentale interiør, der knytter sig til dem. Det er blevet meget tydeligt.”