Det er, som om coronaens natur består af uvished. Ingen kunne forudsige dens kraft, de færreste kunne kontrollere den, og nu er hverdagen, som vi har kendt den, sat ud af funktion. Globaliseringen er suspenderet, lande er i undtagelsestilstand, og ingen ved, hvornår hverdagen og fritidslivet kan genoptages. Måske efter påske. Som minimum en gang i fremtiden. Og når den fremtid så endelig forekommer, da ved ingen, hvilken verden de træder ud i. Ét er sikkert: Der kommer et før og et efter coronakrisen.
Forudsigelser er gisninger, der som regel bygger på de konturer, man synes at kunne skimte i horisonten. I første omgang kan man nok konkludere, at dødstallet vil stige betragteligt. At virksomheder vil lukke, at mange mennesker vil kastes ud i arbejdsløshed, og ikke mindst at regningen for de statslige hjælpepakker skal betales.
Det store spørgsmål er derfor snarere, hvad der sker efter det indlysende. Om et, måske to år. Om 10 år. Hvilke konsekvenser vil efterdønningerne af pandemien da have for os som mennesker? For vores levemåde, vores sociale liv og synet på verden?
”I den vestlige verden har vi i vores generation ikke oplevet noget lignende den situation, vi i øjeblikket befinder os i. Men det betyder også, at vi i disse uger kan gøre os nogle helt særlige erfaringer. Jeg tror og håber, at vi kommer ud på den anden side af krisen med et forandret livssyn. Vi har lært, at livet også i vores del af verden er skrøbeligt. Vi er ikke udødelige. Og derfor finder vi også nye måder at få det bedste ud af tiden og tilværelsen på. Hvad vi før tog for givet og ofte gik glip af – det tætte samvær med venner og familie – vil vi sætte så meget mere pris på i fremtiden,” siger Eva Brunne, pensioneret biskop over Stockholms stift.
Samme konklusion når Pia Søltoft, sognepræst ved Christian og Esajas-kirkerne, frem til:
”Coronakrisen er det, man i filosofien vil kalde for en begivenhed. For det, der kendetegner begivenheden i en eksistentiel forstand, er, at der vil findes et før og et efter – og at verden dermed aldrig bliver den samme.”
Hun kalder i den sammenhæng coronakrisen ”for en helt særlig begivenhed”. For i modsætning til andre epokegørende begivenheder som terrorangrebet den 11. september 2001 eller Berlinmurens fald, er coronakrisen ikke afgrænset i hverken tid eller rum, siger hun.
”Det faktum, at coronaen begyndte at sprede sig i en anden del af verden, og ingen derfor tog den helt alvorligt, har betydet, at vi skulle vænne os til tanken om, at det, vi oplever lige nu, er en omkalfatring af vores verden. Dét, at den er kommet snigende til hvert enkelt land, har betydet, at vi gradvist skulle indse, at krisen ikke kunne opleves på afstand, som vi har været vant til med andre begivenheder, men at vi måtte indstille os på, at den ville rammer os alle,” siger hun og understreger, at det netop er pandemiens altomsluttende karakter, der gør den central for eftertiden.
Den har nemlig gjort os bevidst om menneskelighedens forbundethed på tværs af sociale skel, kulturer og religiøsitet.
”Jeg tror ikke, at krisen betyder, at vi eksempelvis stopper med at rejse i fremtiden, eller at globaliseringen bliver slået tilbage. Men jeg tror, at coronakrisen har gjort os bevidste om, at mennesker er forbundet på tværs af grænser på godt og på ondt. At vi er forbundet på en positiv måde, når vi rejser og handler med hinanden. Samtidig med at vi er forbundet i negativ forstand, når vi smitter hinanden, og når aktierne dykker i USA. Sådan har det jo hele tiden været. Det nye er, at vi mærker konsekvenserne på vores egen krop og i vores selvbevidsthed. Coronakrisen har fået os til at se, at vi alle er i samme båd. Set i et kristent lys har coronakrisen tvunget os til at se, at vores næste er lige præcist ethvert andet menneske.”
Den franske filosof Alain Badiou undersøgte i trebindsværket ”L’Être et l’Événement” (Væren og begivenheden), hvordan skelsættende begivenheder kan skabe fundamentale sociale forandringer. For at dette skal gøre sig gældende, kræver det først og fremmest, at begivenheden skal være synlig for enhver, ligesom den både skal indebære en ”dekonstruktion af den eksisterende orden”, samt en ”definition af en ny orden”.
Dekonstruktionen og bevægelsen mod en ny samfundsindretning ser forfatter Kirsten Thorup for sig. I hendes forfatterskab står de menneskelige relationer i forandringernes og opbruddenes tider ofte centralt, ”for det er”, som hun siger, ”i de store kriser, at det bedste og det værste kommer op i mennesket”. I umiddelbar forlængelse af krisen forudser Thorup et muligt økonomisk kollaps, og det er på ruinerne af dette, at hun ”tror og håber”, at ”det humanistiske demokrati” kan vokse frem.
”Coronakrisen har mindet os om sårbarheden i det korte liv, vi har fået til låns. Jeg tror, at denne påmindelse kan blive starten på en nødvendig, eksistentiel diskussion, hvor vi gentænker den overmodige vækstfilosofi, der har kendetegnet vores samfund efter Murens fald. Coronakatastrofen er en brat opvågning, hvor vi må erkende, at verdens borgere deler den samme skæbne. Det vil få os til at gentænke samfundets opskruede tempo, vores overforbrug, rovdriften på jordens ressourcer, og på den måde håber jeg, at coronakrisen kan blive afsættet for en radikal opbremsning af klimaforandringerne. Jeg tror ganske enkelt ikke, at vi kan fortsætte ud ad samme tangent som før,” siger hun.
Potentialet for forandring genkender Mickey Gjerris, der er teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet samt tidligere medlem af Det Etiske Råd. Den afsondrethed, coronakrisen har medført, hvor vi har isoleret os i hjemmet og blandt andet efterladt 80 procent af verdens fly på landjorden, kan måske blive den afgørende katalysator for at bremse klimaforandringerne, mener han.
”Samtidig kan jeg dog godt blive nervøs for, hvor stærk viljen til at ændre vores liv og samfund egentlig er. På den ene side tror jeg, at mange mennesker glæder sig over karantænetilværelsens nærvær og anderledes tempo. På den anden side handler det for andre udelukkende om at komme tilbage på vækstsporet. Mere anlægsarbejde og væk med loftet hos kommunerne. Men hvor er kravet om, at genstarten af samfundet skal tænkes ind i den grønne omstilling? Ingen steder. Og det bekymrer mig,” siger han og gør et kort ophold:
”Men samtidig fornemmer jeg en øget bevidsthed om, hvor afhængige vi er af hinanden. Vi er ikke isolerede enheder, der flyder upåvirket rundt mellem hinanden. Vi er tværtimod et fællesskab, hvor den enes nys kan blive den andens død. Det er en vigtig livslektie. Opmærksomheden og ansvarligheden over for de mennesker, man omgås med, håber jeg, rodfæster sig. Samfundet er på mange måder blevet en uendelig konkurrencestat, hvor alt fra bagning til børsudvikling handler om at vinde, men hvor vi samtidig glemmer omsorgen; at fællesskabet er fundamentet for vores liv. Jeg håber, at vi har genopdaget den indsigt og taget den med os på den anden side af pandemien,” siger han.
Også antropolog Dennis Nørmark forudser, at coronakrisen ”vil ændre samfundet for altid”. Han er medforfatter til bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”, der er et et opgør med måden, vi har indrettet vores arbejdsliv på. Ligesom med alt andet har coronakrisen også vendt op og ned på størstedelen af danskernes arbejdsrutiner, og ifølge Nørmark vil hjemmearbejdet i de flestes tilfælde være mere produktivt. Han forudser, at krisen kan få virksomheder og medarbejdere til at gentænke rammen om arbejdet.
”På den anden side af pandemien skal vi huske, hvad det var, der gjorde, at vi løste de samme arbejdsopgaver på mindre tid under krisen. Måske skal man sløjfe storrumskontoret og så gå tidligere hjem? Eller tage en fast hjemmearbejdsdag. Og så bør man først og spørge sig selv, om der er gået noget væsentligt tabt med de endeløse idéudviklingsmøder og evalueringer af handlingsplaner, der blev suspenderet under krisen. Ellers er de måske bare fyld, der kunne veksles til fritid eller kollegialt samvær, som ikke behøver en mødedagsorden som undskyldning. Forhåbentlig kan krisen afsløre, hvor latterligt det er at tilstræbe at se travl ud i 37 timer om ugen, når man kunne være det i 30 og i stedet kanalisere resten af tiden og energien over i frivilligt arbejde eller samvær med familien,” siger han.
Én, som umiddelbart ikke lader sig forføre af tankegangen om, at coronakrisens efterskrift vil føre nogle væsentlige forandringer med sig, er forhenværende Venstre-minister Søren Pind.
”Jeg tilhører 1989-generationen, der var i den syvende himmel, da Muren omsider faldt. Dengang lå verden for vores fødder, og vi kunne se økonomien blomstre og rejse uden flyskam. Det er klart, at alle udviklinger har konsekvenser og kan give tilbageslag. Men de slag svarer man på. Og det mener jeg godt, man kan, uden at glemme de elementer, der har ført til vores velstand. Her tænker jeg netop på globaliseringen og det frie marked,” siger Søren Pind.
”Problemet har aldrig været globaliseringen. Det har været Danmarks og andre landes manglende erkendelse af, at globaliseringen kommer med en forsikringssum, og den forsikring har vi været blinde for at betale. Vi har forsømt at ruste os mod en epidemi, vi egentlig måtte forvente ville komme, og det er det, vi ser den tragiske konsekvens af i dag. Den primære forandring efter coronakrisen bliver kravet til stater og EU om at have et bedre nødberedskab over for de risici, globaliseringen fører med sig.”