Corona stiller krav til os om at yde vores bedste

Høflighed, hensyntagen, hjælpsomhed. Dannelsens tre h’er blev lanceret af Emma Gad, da hun i 1918 udgav ”Takt og Tone. Hvordan vi omgaas”. Midt i en coronatid er basale leveregler som disse helt centrale, mener tre eksperter i omgangsformer

”Emma Gad indledte sin berømte bog med, at man ikke skal være snobbet, ikke vigtig og ikke fordringsfuld over for andre, men over for sig selv,” siger forfatter Pia Fris Laneth, som i den nuværende coronasituation oversætter det med ikke at være snobbet til, at vi skal lade være med at opføre os, som om vi er vigtigere end andre mennesker.Arkivfoto.
”Emma Gad indledte sin berømte bog med, at man ikke skal være snobbet, ikke vigtig og ikke fordringsfuld over for andre, men over for sig selv,” siger forfatter Pia Fris Laneth, som i den nuværende coronasituation oversætter det med ikke at være snobbet til, at vi skal lade være med at opføre os, som om vi er vigtigere end andre mennesker.Arkivfoto.

”Drag omsorg for, at de andre medlemmer af husstanden iagttager samme forsigtighedsregler,” skrev Emma Gad for over 100 år siden som en opfordring til, hvordan et dannet menneske bør opføre sig under udbrud af smitsom sygdom. Akkurat som vidste hun, at generationerne opfatter hensyntagen på hver deres måde, mener Inge Correll, der som takt-og-tone-ekspert fra 1987 til 2012 holdt kurser i etikette på Havreholm Slot i Nordsjælland.

”Jeg blev lidt ked af, at alle caféer var tæt besat af unge mennesker forleden, hvor solen skinnede. Men generelt lægger jeg mærke til, at vi i coronakrisen finder vores gode opdragelse frem,” siger Inge Correll, der mener, at man kommer langt ved at være direkte på en venlig måde:

”I supermarkedet var der en, som stod helt oppe i ryggen på mig, men situationen løste sig, da jeg sagde, at ’ved du hvad, hvis jeg går lidt frem og du lidt tilbage, så holder vi afstand og passer bedre på hinanden’.”

Forfatter og foredragsholder Gitte Hornshøj, som har skrevet bogen ”Respekt! Takt og tone og kunsten at omgås andre mennesker”, hæfter sig i øjeblikket særligt ved begrebet nabohjælp.

”Indtil for få uger siden var nabohjælp i Danmark at holde øje med hinandens besiddelser. Men af denne krise tror jeg, vi kan lære, at det er vigtigere med nabohjælp i forhold til hinandens ve og vel,” siger Gitte Hornshøj, som henter endnu en anden gammel dyd op af posen til tidens udfordring:

”Min mor levede efter devisen, at ’har vi, så har alle’. Det betyder, at hvis hun havde bagt lidt rigeligt brød, stak hun over til naboen med et. Man kan jo lægge det udenfor døren, hvis man ikke vil i nærkontakt.”

På et tidspunkt vil den indre svinehund dog desværre stikke hovedet frem, hvis den ikke allerede har gjort det, funderer hun.

”I den forbindelse tænker jeg, at vi skal huske de lærdomme, mange af os har med i rygsækken. At takt og tone ikke er en løftet pegefinger, men evnen til at hjælpe andre på benene uden at træde hinanden over tæerne. Det er også ret praktisk, for som dronning Margrethe engang sagde om etikette ville det være vanvittigt, hvis vi alle gik igennem døren på samme tid.”

Faktisk er danskerne allerede vokset med opgaven, mener Gitte Hornshøj, som håber, at vi med ”den nye verdensorden” får en større samhørighedsfølelse.

”Jeg tror, at rigtigt mange af os kigger indad i de her dage, og jeg oplever, at samtaler har fået et mere ægte indhold. I stedet for at spørge, hvordan det går med dine aktier og speltboller, er det, vi taler om, blevet mere væsentligt og empatisk,” siger hun.

Sammen med tidligere kulturminister Jytte Hilden (S) udgav forfatter Pia Fris Laneth i 2018 bogen ”Takt og tone til tiden” som en nyfortolkning af Emma Gads eviggyldige råd om sociale omgangsformer.

”Emma Gad var god til at sige, hvordan hun syntes, det skulle være, og da hun var både begavet og morsom, var der mange, der tog ved lære. I dag er samfundet så gennemdemokratiseret, at det også er blevet et forhandlingsspørgsmål, hvordan vi skal opføre os. Og skal vi undgå at give hinanden psykiske blå mærker, er det forhandling, vi skal være rigtig gode til nu,” siger Pia Fris Laneth, som mener, at Emma Gads bedste råd lød: ”Vær venlig”.

”Hun indledte sin berømte bog med, at man ikke skal være snobbet, ikke vigtig og ikke fordringsfuld over for andre, men over for sig selv,” refererer Pia Fris Laneth, som i den nuværende coronasituation oversætter det med ikke at være snobbet til, at vi skal lade være med at opføre os, som om vi er vigtigere end andre mennesker. Og det at være fordringsfuld til, at vi ikke må forlange, at andre mennesker skal gøre noget, de ikke magter.

”Kravet til os selv må så være, at vi yder vores bedste,” siger hun.