Det danske samfund har bestået coronaens stresstest.
Sådan lyder konklusionen fra samfundsforskere og psykologer om coronakrisen, der begyndte med en hård nedlukning kommunikeret ud til danskerne på livefjernsyn den 11. marts, og som med varsler om en mulig ”anden bølge” muligvis ikke er helt overstået endnu. Flere forskningsprojekter arbejder i øjeblikket på at måle danskernes og samfundets reaktion på coronaens nedslag. Ét af dem er Hopeprojektet ved Aarhus Universitet, ledet af professor ved institut for statskundskab Michael Bang Petersen.
”Coronakrisen fungerer som en stresstest af samfundet. Ligesom når vi er personligt pressede, kommer der ting frem under overfladen og også på samfundsniveau. Det har været interessant at se, hvad det har været i stand til fra folkeskolelærere, der skal omstille sig, og til øverste niveau. I USA er snart alt blevet gjort til genstand for polarisering, mens krisen her har vist, at vi har et enormt stærkt og effektivt fungerende samfund,” siger han.
Trygfonden offentliggjorde for nylig en måling af danskernes tryghed under covid-19. Også den viser, at der skal meget til at ryste os.
”Den overordnede erfaring er, at ingen har sultet, strømmen har fungeret, alle livstruende sygdomme er blevet behandlet. Der er en ekstrem resiliens i det danske samfund. Vi har oplevet en institutionstillidsvækst, der har været uden for nummer,” siger forskningsleder i Trygfonden Anders Hede.
Resiliens – altså evnen til at håndtere modgang – samt coping eller mestring og robusthed er ord, der er moderne i øjeblikket, både når man taler om at overkomme personlige kriser og samfundskriser. Peter Berliner, klinisk psykolog og lektor i pædagogisk psykologi ved DPU, Aarhus Universitet, forsker i såkaldt social resiliens, og han mener, at danskernes evne til sammen at afværge en lignende krise er styrket oven på coronakrisen.
”Corona har vist os en kæmpe stor ting, som har med social resiliens at gøre, og det er, at hvis vi laver en fælles indsats, så har det en enorm styrke. Vi er blevet mere omhyggelige med vores kontakt med andre, og det er faktisk et enormt fremskridt. Det er en social dannelsesproces, som er utrolig. Og det positive fremadrettede i forhold til et robust samfund er jo, at vi nu ved, at vi kan bruge det i forhold til katastrofer. Men tænk, hvis vi også tog fat i andre sociale udfordringer og appellerede til den fælles ansvarlighed for at løse det: unges mistrivsel, ulighed, livsstilssygdomme eller klimaproblemer,” siger Peter Berliner.
Camilla Sløk er teolog og lektor i ledelse ved CBS, Handelshøjskolen i København. For hende har det været bemærkelsesværdigt at opleve i hvor høj grad, danskerne både rettede ind og stod sammen, ja, faktisk agerede luthersk, da pandemien brød ud.
”Det kollektive chok fremkaldte det lutherske i danskerne. Vi rettede ind og accepterede, at der var et højere formål end lige os selv og var meget føjelige over for autoriteterne. Nærmest som var det en naturlov og næsten uden brok, accepterede vi, at her var noget, vi ikke som enkelt borger var herre over. Det var meget specielt at opleve og forekommer kun i meget alvorlige og ligefrem livstruende situationer. Resten af tiden skal vi nok sige vores mening. Men pludselig kom den grundlæggende dynamik – om at holde sammen og tro på autoriteterne – frem i os danskere.”
Sammen har vi vist os stærke, men hvad med os alle hver for sig? I sindene har coronaen været hård ved mange, fordi den har ramt det, vi normalt bruger til at støtte os op ad, siger Eva Hertz, der er psykolog, ph.d. og leder af Center for mental robusthed.
”Coronakrisen har for mange været et stort kontroltab. Den har trukket store veksler på vores mentale modstandskraft, ikke kun hos de i forvejen sårbare, men også hos de mere ressourcestærke,” siger hun.
Vi kan ikke gå gennem livet uden at opleve noget svært. Alle har prøvet at blive vraget af en ungdomskæreste, ikke få den forfremmelse, ens navn stod på, og alle vil opleve død og ulykke. Robusthed er det modsatte af at gå i stykker af en krise, siger Eva Hertz.
”Men med coronaepidemien skal mange altså kæmpe for at stå imod det pres, den lægger på os mentalt. Blandt andet fordi den rammer vores sociale relationer. Vi kan klare meget med støtte, men hele tanken om social distancing (at holde afstand til andre, red.) er med til at sætte vores støttesystemer under pres. Vi er jo flokdyr og ikke gearet til at opføre os som om, alle andre kan påføre os en potentielt dødelig sygdom. Robusthed er også evnen til at kunne perspektivere ting, når vi kommer under pres. Og der ser vi nu mange, som falder i ’tankefælder’, har katastrofetanker om arbejdet, helbredet og fremtiden. Det kommer til at fylde for meget, og det gør ellers robuste mennesker sårbare,” siger hun.
Også filosof Ole Thyssen har svært ved at se, at vi skulle have opøvet større robusthed.
”Konklusionen er, at vi som samfund er blevet mere sensible og derfor både mere robuste og opmærksomme på risici, men også mindre robuste, fordi vi har opdaget vores sårbarhed. Vi har opdaget risici, vi ikke har tænkt på i 100 år. Vi opdager, at vores økonomi og troværdighed er udsatte størrelser, og at nogle af de helt normale, banale ting, vi gør hver dag, at røre sig i ansigtet eller tage fat i et håndtag, når vi går op ad en trappe, kan være farlige. Og angst bliver man jo ikke stærkere af. Men et gammelt ord lyder også, at man ikke skal lade en god krise gå til spilde. Nedlukningen den 11. marts var første gang i 100 år, hvor man appellerede til ’samfundssind’ og ’hensyn til andre’. Det er gammelt nyt, som kan blive et spring fremad i et normalt meget interessestyret samfund. Hvis ikke man lader sig kue, tror jeg godt, man som samfund kan blive mere robust af sådan en omgang.”