Et interview med faglig direktør Kåre Mølbæk fra Statens Serum Institut i Berlingske i går var ”lidt skarpt vinklet”, fortalte han selv i går på et pressemøde i København om coronakrisen.
Til avisen havde han sagt, at danskerne ”skal undgå håndtryk, kram og kindkys og store forsamlinger i mindst et år,” men på pressemødet lod han forstå, at det ikke er sikkert, at det bliver helt så slemt. Det var bare et af de mulige scenarier.
Der er nemlig stor usikkerhed forbundet med, hvordan det kommer til at gå. Vil man finde en lindrende eller helbredende medicin og en vaccine, og hvornår vil det i givet fald ske? Vil sygdommen helt forsvinde i løbet af sommeren? Vil den mutere til at blive en almindelig forkølelsesvirus, som vi har en del af i forvejen? Alt sammen kunne det betyde, at vi måske alligevel kan droppe den sociale distance, inden der er gået et år.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) dækkede sig ind bag Mølbak og ville ikke selv give et bud på, hvor lang tid samfundet kommer til at være i undtagelsestilstand. Til gengæld kunne han fortælle, at der nu for alvor skal testes for sygdommen. Har man blot den mindste smule tør hoste, problemer med vejrtrækningen eller feber, skal man lade sig teste. Det er blevet muligt, fordi der nu er overkapacitet, efter at der ellers lige siden sygdommens udbrud har været problemer med at skaffe tilstrækkeligt med testudstyr.
Magnus Heunicke sagde, at test er den mest effektive måde at stoppe smittekæderne på. Smittekæde er et ord fra virussens allerførste dage herhjemme, hvor både myndigheder og regering talte varmt for, at smitten skulle inddæmmes.
Siden spredte den sig alligevel, og så handlede det om at afbøde virkningerne.
Med den nye intensive indsats for at opspore smittede kunne man tro, at strategien igen er skiftet, men det er den ikke. Målet er fortsat, at så få smittes, at sundhedsvæsenet kan følge med, og man holder sig på den meget omtalte ”grønne kurve” for smittespredning.
Den kurve har man imidlertid ikke holdt sig på – man har holdt sig langt under den. Smittetrykket udtrykkes ved et tal for, hvor mange hver sygdomsramte selv smitter videre. Er tallet under en, vil smitten efterhånden stoppe, mens den vil sprede sig yderligere, hvis den er over en. Den 12. marts lå smittetrykket på 2,4, og dengang var målet for regeringen og sundhedsmyndighederne, at det skulle ned på 1,2, for at hospitaler og intensivafdelinger kunne følge med.
Efter den voldsomme nedlukning af samfundet faldt tallet dog til 0,6, og da regeringen efter påske så skulle forhandle genåbning med Folketingets partier, var målet pludselig, at smittetrykket ikke måtte stige til mere end 0,8.
Den borgerlige blok har spurgt efter, hvad strategien egentlig er, og det samme gjorde den radikale partileder, Morten Østergaard, i går i et interview med TV 2 News. Man klandrer regeringen for, at den er meget sendrægtig til at sende informationer og beregninger videre, og kun når der bliver rykket offentligt for svar, kommer de frem.
Regeringen har åbenlyst anlagt en forsigtighedsstrategi og vil hellere gøre for lidt end for meget og hellere for langsomt end for hurtigt, når det handler om at genåbne samfundet.
Men både regeringen og den lægefaglige ekspertise kan komme til at stå med et stort kommunikationsproblem over for befolkningen. Indtil nu har den nærmest eksemplarisk fulgt henstillinger fra myndighederne, men jo mere usikkerhed, der skabes om, hvor dyb og langvarig krisen egentlig bliver, jo større er risikoen for, at borgernes tillid til autoriteterne smuldrer.
Politisk løber regeringen en stor risiko ved ikke at sikre så stor gennemsigtighed som muligt over for Folketingets øvrige partier.
Coronakrisen har vist sig som en blind makker for hele det politiske Danmark, men regeringen har førstehåndsadgang til den information, der trods alt findes.
Regeringen kan muligvis sikre sig større handlefrihed og umiddelbart sætte både støttepartier og opposition ud af spillet ved at holde sine kort tæt til kroppen.
På længere sigt risikerer den dog også at gøre sig sårbar for kritik og eksempelvis et tættere parløb mellem de borgerlige partier og De Radikale, når den enorme regning for krisen skal betales. De partier udgør et flertal uden om regeringen.