Coronavirus spændte ben for rejse til solen

For Anita Leidecker og hendes mand betyder uvisheden om coronavirussen, at de nu har aflyst ferien til Lanzarote. Sådan må det være af hensyn til sig selv og andre, mener hun

I morges skulle Anita Leidecker og hendes mand Henrik være rejst på ferie til Lanzarote. Men frygten for coronavirus fik dem til aflyse rejsen. Privatfoto.
I morges skulle Anita Leidecker og hendes mand Henrik være rejst på ferie til Lanzarote. Men frygten for coronavirus fik dem til aflyse rejsen. Privatfoto.

Mens vinden rusker, og regnen pisker ned herhjemme, er det svært ikke at lade tankerne vandre til varmere himmelstrøg.

For Anita Leidecker og hendes mand, Henrik, var denne drøm tæt på at blive til virkelighed, da deres bestilte rejse til den spanske ferieø Lanzarote var ved at indfinde sig. Men i går lettede flyet fra Kastrup Lufthavn mod den spanske solskinsø uden ægteparret.

”Vi besluttede i onsdags at blive hjemme. Det kan godt være, at risikoen i virkeligheden ikke er så stor, men vi har en fornemmelse af, at det bliver dysset ned, og vi synes uvisheden er for stor,” fortæller Anita Leidecker.

Parret, der er 63 og 65 år og pensionerede, har i ugerne op til deres planlagt rejse fulgt intenst med i mediedækningen af coronavirussen, som man i torsdags konstaterede det første smittetilfælde af herhjemme. Anita Leidecker ser ingen grund til at opsøge risikoen.

”Sundhedsstyrelsen siger, at man skal undgå større forsamlinger. Og når man skal rejse, møder man jo op i lufthavnen to timer før. Det kan godt være, at risikoen ikke er kæmpestor blandt dem, der rejser ud, men der også en masse mennesker, der ankommer til lufthavnen udefra,” siger Anita Leidecker.

En del af årsagen til, at de blev hjemme var også, at parret ikke havde lyst til at ende med bruge deres ferie i karantæne på et hotelværelse, hvilket et dansk ægtepar netop nu oplever på Tenerife. Men mest af alt bundede deres beslutning i et hensyn til sig selv og andre.

”Vi er selv oppe i alderen og havde ikke lyst til at tage nogen risici med eget helbred. Men hvis vi kom hjem med virussen uden at vide det, ville vi også kunne komme til at smitte vores familie, venner og bekendte,” siger Anita Leidecker, der ville ønske at andre også blev hjemme.

”Ja, det ville jeg da. Men jeg forstår godt, at der er en masse andre hensyn, for man får ikke noget af rejsen refunderet. Men vi har valgt, at det er pengene værd at være på den sikre side, når det gælder vores eget og andres helbred.”