Coronavirus vender op og ned på hverdagen for børnefamilier

Tilbud om nødpasning kommer i udgangspunktet til at omfatte forældre med børn mellem nul til ni år.

Fra mandag og minimum to uger frem vil skoler og daginstitutioner holde lukket. Nødpasning kan være en mulighed for udvalgte grupper, lyder det fra regeringen. (Arkivfoto).
Fra mandag og minimum to uger frem vil skoler og daginstitutioner holde lukket. Nødpasning kan være en mulighed for udvalgte grupper, lyder det fra regeringen. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Børnefamilier skal finde alternative pasningsmuligheder i de kommende to uger.

Det står klart, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde meddelte, at skoler og daginstitutioner vil være lukket fra mandag og 14 dage frem grundet coronavirus.

Det, der ikke står klart, er imidlertid, hvem der kan tilbydes nødpasning, hvis ikke anden pasning er en mulighed.

Ifølge Jacob Bundsgaard, formand for Kommunernes Landsforening (KL), er kommunerne - i samarbejde med regeringen - på nuværende tidspunkt i fuld gang med at finde ud af, hvilke familier der kan gøre brug af tilbuddet.

- Vi er i gang med at få lavet den afgrænsning af, hvad det er for nogle funktioner, der skal køre videre - og dermed også hvad det er for nogle børn, der skal passes, siger han.

Beskeden fra Mette Frederiksen var onsdag, at nødpasning skulle tilbydes de forældre, der har "kritiske arbejdsfunktioner" i samfundet.

Det være sig offentligt ansatte i ældreplejen, i politiet og på botilbud og døgninstitutioner.

Men det vil også komme til at gælde for eksempelvis offentligt ansatte på lønkontorer, på elværker, i køkkener eller i den kollektive trafik, siger Jacob Bundsgaard.

- Det er jo baseret på, hvad det er for nogle funktioner i samfundet, som skal opretholdes, siger han.

Listen vil blive opdateret flere gange de kommende dage, siger han.

Indtil videre lader det til, at der vil være tale om nødpasning for børn i alderen 0-9 år.

På pressemødet nævnte statsministeren, at der kunne være andre forældregrupper med små børn, der kunne være berettiget nødpasning:

- Hvis man ikke har andre muligheder - og vi lever jo i meget forskellige familiesituationer. Jeg tænker også her på nogle af vores enlige forsørgere.

- Så møder man op med sit barn, og så finder vi en løsning på det ude på den enkelte skole og i den enkelte daginstitution, sagde Mette Frederiksen.

Jacob Bundsgaard siger, at det i disse tilfælde vil være op til den enkelte kommune at vurdere, om vedkommende kan gøre brug af nødpasningstilbuddet.

Det er også kommunerne, der hver især skal organisere nødpasningen.

For børn der er ældre end ni år, lægges der op til, at de kan være alene hjemme selv, i fald forældrene skal på arbejde.

Hos foreningen Skole Forældre oplever næstformand Cecilie Harrits, at forældrene i stor stil udtrykker forståelse for situationen.

- Vi ser også folk, der tilbyder pasning for hinanden. Så der er næsten sådan en aktivisme i gang. Og det er jo rørende at se, siger hun.

Her venter forældrene i højere grad på at få at vide, hvem og hvor mange børnene må mødes med, mens skolen holder lukket, siger Cecilie Harrits.

Børne- og Undervisningsministeriet holder torsdag klokken 18 pressemøde, hvor der kommer yderligere information om den nuværende situation.

/ritzau/