Prøv avisen
Portræt

Coronavirussen har vist os Mette Frederiksens politiske natur – viljen til at bruge magten

”Mette Frederiksen viser os ret åbent, at ikke alle beslutninger bygger på videnskab, evidens og et nødvendighedens slør, som politikere kan gemme sig bag. I den her krise personificerer Mette Frederiksen den stærke udøvende statsmagt i uhørt høj grad. Eftertiden vil vise, om det virkede eller blot var et forsøg på at tilfredsstille et behov for handling," vurderer dansk ekspert. Læs portrættet af statsministerens magthåndtering her. Illustration: Rasmus Juul

Mette Frederiksen frygtede allerede for år siden, at den omsiggribende globalisering kunne forplumre hendes politiske livsværk. Hun fik ret, men synes alligevel stærkest i disse dage, hvor regeringens drejebog er gledet hende mest af hænde

En passus, der er svær at få ud af hovedet, og som lurer, hver gang man tænker på, hvilken type politiker vores statsminister egentlig er, tonede ved coronakrisens udbrud frem igen.

I december 2018, da hun endnu blot var leder af oppositionen, forfattede Mette Frederiksen over to dage en dobbeltkronik i Politiken. Den bør på mange måder ses som en kondensering af hendes politiske projekt.

Det er blevet langt sværere at bedrive politik, argumenterede Mette Frederiksen. Følelsen af tabt kontrol var ikke kun noget, globaliseringen havde plantet i den brede befolkning, men også midt i brystet på vores dengang kommende statsminister.

”Verden er på godt og ondt blevet mindre, og det gør det sværere at skjule den smertefulde sandhed, at det ikke er folkevalgte politikere, der har den afgørende stemme længere,” skrev Mette Frederiksen og sluttede af med et spørgsmål:

”Er det for vildt at spørge, om den største trussel mod demokratiet er en endnu ukontrollerbar globalisering og ikke som før fascisme, kommunisme eller nazisme?”.

Vi har indtil nu anet hendes svar. I dag kender vi det.

Onsdag i sidste uge indførte S-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen i realiteten undtagelsestilstand i Danmark for at forhindre en yderligere spredning af covid-19, der i skrivende stund har smittet omkring 1000 personer og kostet fire liv herhjemme, mens tallene i Italien og Spanien for nuværende er langt værre.

Skolerne er lukket ned, de offentligt ansatte er sendt hjem, forsamlinger på over 100 deltagere forbudt. Dertil er en hastebehandlet epidemilov med hidtil uset vidtrækkende beføjelser blevet vedtaget enstemmigt af Folketinget, så myndighederne i et år frem eksempelvis har mulighed for at tvangs-behandle og tvangskarantænesætte danskere smittet med coronavirus.

Nye yderliggående tiltag kommer nu med dages mellemrum. Grænserne lukkes, lød det i fredags, hvilket var denne weekends største historie. Den næststørste? At det er en politisk beslutning, der ikke kan retfærdiggøres ud fra sundhedsfaglige kriterier, men netop er et udtryk for – ja, politik og magt i ordenes egentlige forstand. En økonomisk hjælpepakke og en trepartsaftale er siden kommet til. Seneste skridt blev taget tirsdag aften.

Når vi skøjter på tynd is, er fart vores eneste sikkerhed, og netop det har Mette Frederiksen åbent erkendt.

”Vi står på ubetrådt land i den situation, vi er i,” som hun sagde på pressemødet, hvor de lukkede grænser blev annonceret.

Man siger, at kriser er en syretest for menneskets sande karaktertræk. Såfremt det er sandt, gælder det også vores valgte ledere. Og hvis der er en politiker, coronakrisen har lært os noget om, er det Mette Frederiksen.

Når statsministeren i disse dage og uger agerer, som hun gør, er det med et dybfølt håb om, at nationalstaten kan inddæmme de kaotiske konsekvenser, som en globaliseret og faretruende verden nok en gang har påført den.

Andre præsente kriser – flygtningekrisen, finanskrisen og klimakrisen – har ramt os som flodbølger og efterladt nationalstaten som et anakronistisk kadaver, hvis magtbeføjelser kan virke mærkeligt uddaterede.

Det er denne ”smertefulde sandhed”, Mette Frederiksen italesætter i sin dobbeltkronik fra 2018.

Den, som gør det så svært at være nationalpolitiker i en global verden: Befolkningerne skriger på en kontrol, regeringslederne kun sjældent kan give dem. Her er corona-pandemien i sine indledende faser anderledes.

Ikke forstået på den måde, at den ikke er global, for den har indtil videre vist sig yderst smitsom og aldeles umulig at inddæmme både økonomisk og sundhedsmæssigt på tværs af landegrænser. Men fordi coronaen, når først den har ramt os, lader til at kunne håndteres på god gammeldags magtfacon. Ikke af markedet, ikke af EU, ikke af teknokrater, men af stater og deres folkevalgte ledere. Det viser erfaringer fra (det vel at mærke demokratiske) Sydkorea samt de områder i Italien, som hurtigst iværksatte deciderede karantæner og udgangsforbud for alle borgere.

Umiddelbart synes det mærkeligt, at Danmark danner klub med lande som med Østrig, Polen og Spanien, der i disse timer går hurtigst og mest omfattende til værks i kampen mod covid-19. Den danske folkesjæl er egalitær og autoritetskritisk, og vi vægrer os på mange måder mod den uindskrænkede magtudøvelse. Det er jo svenskerne, der kan lide forbud, og dog agerer deres statsminister Stefan Löfven helt anderledes på coronaudbruddet. Mærkeligt, og så alligevel ikke, hvis man kender til Mette Frederiksens opfattelse af, hvad politik egentlig er og kan.

Den britiske politiske filosof Thomas Hobbes skrev allerede i år 1651 om behovet for en stærk statsmagt i sit hovedværk Leviathan. I en verden, hvor menneskene har en naturlig tilbøjelighed til egoisme – hamstring i disse coronatider – kan kun en stærk suveræn kalibrere vores opførsel.

Jo mere kontrol og magt samlet hos suverænen, desto mere sikkerhed til folket. Kollektiv beskyttelse over individuel frihed, lyder den hobbesianske formel. Den er forfinet af Mette Frederiksen, der begyndte sin embedsperiode med at styrke magtapparatet omkring Statsministeriet, øge kontrollen med ressortministrene og gjorde det klart, at embedsmændene skal danse efter hendes fløjte, ikke omvendt.

På en måde er der en snert af ironi over, at statsministerens magt synes stærkest i den situation, hvor regeringens drejebog er gledet hende mest af hænde. Hendes erklærede endemål var mere end noget andet at gøre op med konkurrencestaten og udbygge velfærden med en efterlønsordning 2.0 til de særligt nedslidte. Og oveni det lovede hun os også en voldsomt dyr grøn omstilling af Danmark. Alt det er blæst omkuld af den ”ukontrollerbare globalisering”, hun så indædt frygtede ville besværliggøre hendes liv som politiker.

Coronakrisen bliver muligvis Mette Frederiksens skæbne, men i så fald gør hun det i disse tider klart, at tilliden til hende, og i sidst ende til nationalstaten og demokratiet, skal findes i evnen til af afbøde dens skader. Måske er det derfor, at hun i bedste sendetid og med største selvfølgelighed i TV-Avisen i søndags erkendte, at grænselukningen er en politisk beslutning, ikke teknokratisk. The buck stops here.

Ifølge Lars Tønder, professor i politisk teori på Københavns Universitet, er den slags udmeldinger opsigtsvækkende i et land, hvor vi næsten er blevet så uvante med at se magt udøvet, at den skræmmer os.

”Mette Frederiksen viser os ret åbent, at ikke alle beslutninger bygger på videnskab, evidens og et nødvendighedens slør, som politikere kan gemme sig bag. I den her krise personificerer Mette Frederiksen den stærke udøvende statsmagt i uhørt høj grad. Eftertiden vil vise, om det virkede eller blot var et forsøg på at tilfredsstille et behov for handling,” siger han.

Lars Trier Mogensen, politisk kommentator på Dagbladet Information, mener, at Mette Frederiksen på besynderlig vis har forberedt os på den tilstand, hun som moder stat nu navigerer os igennem i disse dage og timer. Allerede i sin åbningstale til Folketinget i oktober slog hun en dunkel tone an og beskrev et samfund, der bevægede sig baglæns ind i en mørkere fremtid. Hvor tilliden brister og de ellers så hyggelige jordbærboder langs vejkanten med pengekassen stående frit fremme derfor må videoovervåges.

”Det er på mange måder Mette Frederiksens grundfortælling. Et dystert bagtæppe, hvor staten og dens beføjelser skal styrkes, hvis vi skal klare os i den farefulde fremtid" siger Lars Trier Mogensen og uddyber:

"Hun har centraliseret magten omkring sig, og det bruger hun nu. På mange måder er det et nybrud, at der i virkeligheden kun er en håndfuld mennesker i Danmark, der sidder og træffer beslutningerne for tiden.”

Det hele muliggøres af et EU, der i øjeblikket virker handlingslammet. Sidste mandag insisterede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, under et pressemøde på, at unionens corona-taskforce har situationen under kontrol.

”Vi mødes en gang om ugen,” forsikrede hun ifølge mediet Politico. En gang. Om ugen.

Den slags sløvhed gør det nemmere for Mette Frederiksen at træde frem som den stærke nationale leder disse dage.

”Nationen bliver i krisesituationer til det trygge sted. Danskere i hele verden bliver endda opfordret til at vende hjem til tilflugtsstedet Danmark. Der er en klar idé om, at nationalstaten kan levere, både konkret, men også ved at opfylde vores psykologiske behov for beskyttelse. Mette Frederiksen viser sig på den måde som en rigtig, statsorienteret socialdemokrat: Ublufærdig og klar til at bruge magten gennem staten,” siger Uffe Østergaard, professor emeritus på Handelshøjskolen i København med speciale i europæisk identitetshistorie.

Han beskriver Mette Frederiksen som en stålnæve i en uldhandske. Hun vil muligvis kunne lide den allegori.

Tilbage står dog, at handlekraften og de af coronaen afledte magtbeføjelser er en stækket frist, selv for Mette Frederiksen.

Covid-19 kan blive den værste verdensomspændende sundhedskrise siden Den Spanske Syge i 1918, men når hverdagen vender tilbage, og den vil vende tilbage, har den store vide verden nok en gang indsnævret hendes handlerum. Den Europæiske Centralbank beder allerede nu de nationale regeringer hjælpe den finansielle sektor – konkret har regeringen lempet krav om polstring af banker og realkreditinstitutter – og milliarder af kroner vil i de kommende måneder skulle pumpes ud af råderummet for at forhindre en omsiggribende økonomisk recession.

Måske vi på kort sigt vil hylde Mette Frederiksen som andre ledere, der i historisk akutte kriser har regeret ved prompte at bruge al den magt, befolkningen har lagt i deres hænder. Men med tiden vil vi igen spørge, hvordan det går med CO2-reduktionsmålene og pensionen til Arne.

Globaliseringen, der gjorde det så vanskeligt at fæstne lid til de nationale folkevalgte politikere, vil have ramt Mette Frederiksen hårdt og kontant som lederen af en lille åben økonomi.

Utaknemmeligt? Måske. Men Mette Frederiksen sagde det jo selv i den kronik, der indledte denne artikel. Det er blevet sværere at være politiker.