Covid-19-baserede rejsevejledninger ophører fredag

Fra dags dato er det slut med coronabaserede rejsevejledninger. Fremover vejledes der igen i landes sikkerhed.

Fremover vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger igen være baseret på et lands sikkerhedssituation fremfor coronasituation (Arkivfoto).
Fremover vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger igen være baseret på et lands sikkerhedssituation fremfor coronasituation (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Udenrigsministeriet er de seneste 84 fredage udkommet med opdaterede rejsevejledninger baseret på covid-19-situationen i et land.

Fra fredag 15. oktober er det slut.

Fremover vil rejsevejledninger igen være baseret på sikkerhedssituationen i et land og ikke situationen med corona.

Det skyldes, at et bredt flertal i Folketinget tirsdag 12. oktober blev enige om at lempe og forenkle rejserestriktionerne.

Det betyder, at myndighederne vender tilbage til de normale rejsevejledninger, hvor risikosituationen i et land vurderes ud fra om der for eksempel er krig, oprør, terrorrisiko eller risiko for naturkatastrofer i landet.

Ministeriet har under pandemien brugt farverne grøn, gul, orange og rød i sine rejsevejledninger ud fra smitten i et område. Fremover vil farverne i stedet afspejle sikkerhedssituationen.

Baggrunden for at droppe de særlige rejsevejledninger er, at størstedelen af den danske befolkning er færdigvaccineret imod covid-19.

Det betyder, at corona udgør en mindre fare for befolkningen og samfundet.

Selv om Danmark nu normaliserer rejsevejledningerne, har mange lande fortsat indrejseforbud eller så betydelige restriktioner, eksempelvis isolationskrav, at en rejse er vanskelig eller umulig at gennemføre.

Som indrejsereglerne er lige nu, vil selv færdigvaccinerede danskere ikke kunne rejse på ferie til en lang række lande.

Det gælder Argentina, Australien, Filippinerne, Indien og Indonesien.

Derudover gælder det Israel, Japan, Kina, Myanmar, Palæstina, Sydkorea, Thailand (undtagen øen Phuket), USA og Vietnam.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Fredag 13. marts 2020 farvede myndighederne alle lande orange på grund af coronasituationen.

Det var første gang, at Udenrigsministeriet baserede rejsevejledningernes farver på coronasituationen.

/ritzau/