Prøv avisen

Døden har lært os tiden at kende

Professor i antropologi Rane Willerslev har fået malet et oliemaleri af sig selv. Det skal være hans børns minde om ham, når han en dag er væk. På billedet nederst til venstre bliver en død mand fra tjuktjer-folket i Sibirien brændt på bålet. Ifølge traditionen er hans sjæl allerede overført til et nyfødt barn i familien, der også får hans navn og historie. På billedet nederst til højre ryger en femårig dreng, der har overtaget sin døde onkels sjæl. Fordi onklen var kæderyger, er drengen også blevet det. -- Alle fotos: Rane Willerslev.

Vores forhold til tiden er det, der gør os til mennesker. Men ikke før nu har nogen forsøgt at finde en universel formel for, hvad tid egentlig er for os. Professor Rane Willerslev har fået over syv millioner kroner til at besvare et af livets helt store spørgsmål, og han lover, at svaret vil ændre vores opfattelse af både livet og døden

Det er egentlig ret simpelt, begynder han og kaster sig ud i en talestrøm, der nærmere er en brusende ordflod. Den 39-årige antropologiprofessor Rane Willerslev er en intens herre, og hans nyeste projekt giver ikke anledning til at dæmpe begejstringen. For det, han har kastet sig ud i, er intet mindre end en nødvendig revolution, siger han. Revolution, fordi projektet prøver kræfter med ny viden og helt nye forskningsmetoder. Og nødvendig, hvis det omsider skal lykkes at få hold om menneskets forståelse af tid.

"Tiden har altid været et emne forbeholdt filosoffer, så der er aldrig lavet empiriske studier – altså håndgribelige undersøgelser ude i virkeligheden – af, hvordan vi egentlig forstår tiden. Vores udgangspunkt er, at tiden er tæt forbundet med døden. Vi oplever tiden gennem årstidernes vandren og menneskers voksen og død. Det er egentlig ret simpelt, men ingen har nogensinde været rundt i verden og indsamle viden om, hvordan de forskellige menneskekulturer oplever det. Det gør vi nu. Og så kan vi forhåbentlig derudfra opstille nogle universelle regler for vores forhold til tiden," forklarer han.

Det er selvsagt en kæmpe opgave, men Rane Willerslev er udfordringsparat som få. Hans seneste store projekt var at studere åndetro og selvmord blandt pelsjægere og rensdyrnomader i Sibirien. Noget, der i øvrigt skaffede ham den russiske mafia på nakken. Denne gang har han 7,1 forskningsmillioner, tre forskerår og et større forskerhold i ryggen, så nu må ambitionerne briste eller bære.

"Vi er jo det eneste dyr, der forholder os til døden og tiden, så det er menneskets inderste væsen, vi gerne vil have frem i lyset for at sætte ord på. Derfor er perspektiverne i det her enorme," siger Rane Willerslev, hvis forskningsprojekt er et samarbejde mellem Moesgård Museum og Institut for Arkæologi, Antropologi og Lingvistik ved Aarhus Universitet.

Projektet går officielt i gang til august, men planlægningen er allerede nået langt. Centralt står udforskningen af dødsritualer udvalgte steder af verden. Et af dem er Sibirien, hvor de døde vender tilbage i form af nyfødte børn. De overtager simpelthen den dødes væsen, så da Rane Willerslev en dag mødte en femårig dreng, der kæderøg, var forklaringen enkel: Onklen havde overtaget barnets krop. Ikke nok med det, barnet bar også onklens navn, hans historie, familie, alting, fordi tiden opfattes cyklisk. Alt vender tilbage.

I Egypten manipulerer man med tiden ved at mumificerere de døde, så det kropslige forfald bliver udskudt. I Uganda sørger man kun over tabet af levet liv og ikke over, hvad der kunne have været. Derfor begraver man ældre mennesker med meget omfattende ritualer, mens døde spædbørn nærmest smides i rendestenen. Endelig er der Ny Guinea, hvor man nogle steder stadig æder de døde for at bære dem med sig.

Fælles for alle kulturer er, at døden og de ritualer, der omgiver den, er central for kulturernes forståelse af tid. I Danmark er vi eksempelvis igen begyndt at komme ting ned i kisten til begravelser. Yndlingslegetøj til børn eller ting, der kendetegnede livet for den voksne. En tradition, der ville være bizar i andre dele af verden, men som blot er en af vores måder at håndtere både døden og tiden på, forklarer Rane Willerslev:

"Uden at skulle konkludere allerede, tror jeg, at et af menneskets fælles principper omkring tiden er, at vi har brug for, at den ikke går i stå. Selv ikke for dem, der dør. Nogle kulturer graver deres forfædres knogler ned under deres boliger. Andre steder er tanken om reinkarnation dybt indlejret i livet. I Danmark er vores tradition omkring dødsbo dybest set udtryk for det samme. Og det gælder også vores regler for arv og testamente. Vi vil forlænge livet og tiden så meget som muligt. Jeg har selv et billede af min døde far stående på mit skrivebord, og jeg bærer hans jagtkniv, fordi jeg vil holde fast i tiden med ham. For nylig fik jeg malet et billede af mig selv i vildmarken, som jeg forestiller mig, at mine børn skal have stående, når jeg engang er væk. Det er vel udtryk for et alment ønske om at sætte sig ud over tiden."

Men projektet stopper ikke der. Langt de fleste steder, forskerne skal besøge, er forholdet til tiden og døden ikke noget, man forholder sig verbalt til. Det er noget, der bare er. Derfor vil forskerne bryde et af antropologiens allerhelligste dogmer, nemlig at man ikke må gribe aktivt ind i den virkelighed, man vil undersøge. En af planerne er at arrangere en stor børnebegravelse i Uganda, hvor døde børn ellers ikke tildeles nogen opmærksomhed. Reaktionerne kan forhåbentlig fortælle endnu mere om, hvor dybt dødsritualerne stikker.

"Ingen har undersøgt dette før os, så det er helt ny viden, vi er ude efter, og det kræver nye forskningsmetoder. Også fordi så meget af det, vi kigger på, aldrig har været italesat," forklarer Rane Willerslev.

Projektet stopper dog heller ikke der. Tanken er, at de i alt syv fuldtidsansatte forskere skal indsamle genstande fra alverdens dødsritualer og bringe dem hjem, hvor de skal indgå i en helt ny type udstilling på Moesgård Museum uden for Aarhus. Her skal publikum både konfronteres og aktiveres af eksempelvis en computerskærm, der med et tryk viser, hvordan du ser ud som 80-årig. Samtidig stilles det provokerende spørgsmål: Her er dine ting. Hvad vil du give til hvem, når du dør og hvorfor? Svaret bliver efterfølgende en del af udstillingen.

"På den her måde formidler udstillingen ikke bare viden, men er også med til at skabe den i samarbejde med publikum. Vi ønsker at hive videnskaben ned fra elfenbenstårnet og give den tilbage til publikum," siger han.

Det sker som reaktion på en frustration over, at forskning og formidling alt for længe har været to forskellige verdenen, ikke mindst på det arkæologiske og antropologiske område, forklarer han. Derfor aner publikum reelt ikke, hvordan den viden, de kigger på, bliver til. De konstaterer bare, at dér står en jæger-samler mand, og dér er et skilt, hvor der står, at sådan så mennesket ud for 20.000 år siden.

"En moderne udstilling skal ikke bare fremvise ny viden, den skal også vise processen hen til den viden, herunder de gåder, der driver videnskaben: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvad er tid for os?", siger Rane Willerslev.

Det sidste spørgsmål har han forhåbentlig selv besvaret om tre år, når projektet er slut.

henriksen@k.dk