100-året for militærnægterloven: Da 491 præster gjorde det lovligt at sige nej til våben

Den 13. december er det 100 år siden, den første danske militærnægterlov blev vedtaget efter protester fra en gruppe præster. Siden den dag i 1917 har en lang række unge mænd aftjent værnepligten ved civilt arbejde i lejre og på udstationeringssteder

 Med militærnægterloven skulle værnepligtige, der af samvittighedsgrunde blev fritaget for militærtjeneste, anvendes til statsarbejde af civil karakter. Tjenestetiden var indledningsvis 20 måneder, som blev aftjent i Gribskovlejren med arbejde for statsskovvæsenet. Her ses en gruppe militærnægtere i Kompedallejren i 1970. –
Med militærnægterloven skulle værnepligtige, der af samvittighedsgrunde blev fritaget for militærtjeneste, anvendes til statsarbejde af civil karakter. Tjenestetiden var indledningsvis 20 måneder, som blev aftjent i Gribskovlejren med arbejde for statsskovvæsenet. Her ses en gruppe militærnægtere i Kompedallejren i 1970. – . Foto: Erik Gleie/ritzau.

En delegation fra kirkelige kredse afleverede i marts 1917 491 underskrifter fra danske præster til Rigsdagen. Præsterne opfordrede parlamentet til at udarbejde en lov, der tillod unge mænd at nægte at aftjene værnepligten som soldater.

Den 13. december samme år blev den første danske militærnægterlov vedtaget. Indtil da var militærnægtere blevet sat i fængsel. Nu kunne de lovligt aftjene værnepligten ved civilt arbejde.

De 491 præster, der pressede på for en militærnægterlov, udgjorde en del af en fredsbevægelse, der i realiteten var vokset, fra Danmark tabte krigen i 1864, til Første Verdenskrig brød ud i 1914.

Præsterne var påvirkede af Kristeligt Fredsforbund, der mente, at krig og militærtjeneste var syndigt og i strid med kristendommens bud om næstekærlighed. Langt den største del af fredsbevægelsen havde dog politiske dagsordener og talte for nedrustning og besparelser på militærbudgetterne. Først Venstre og senere Det Radikale Venstre var bannerførere for den antimilitaristiske politik både i og uden for Rigsdagen.

Med afslutningen af Første Verdenskrig, hvor Danmark havde forholdt sig neutralt, indledtes en storhedstid for fredsbevægelserne. I Danmark blev den pacifistiske organisation Aldrig Mere Krig stiftet i 1926 som en aflægger af den internationale War Resisters’ International. Men den voksende fredsvilje resulterede paradoksalt nok ikke i, at der meldte sig en masse militærnægtere ved sessionerne.

I det første år efter lovens vedtagelse blev kun 13 militærnægtere indkaldt til de to lejre, der blev oprettet i Gribskov i Nordsjælland og i Kompedal i Midtjylland. Her skulle de arbejde i skoven i de 20 måneder, de var indkaldt – to måneder længere end soldaterne. Og op gennem 1920’erne nåede antallet af indkaldte aldrig over fire om året.

En af årsagerne kan være, at myndighederne var karrige med oplysning om den nye lov. På sessionen fik de indkaldte ikke noget at vide om muligheden for at nægte militærtjeneste.

Arbejdet i lejrene måtte ikke konkurrere med almindelige job på arbejdsmarkedet. Så nægterne kunne blive sat til arbejde som at rive blade på skovvejene eller grave grøfter. I 1931 var 10 nægtere indkaldt til Gribskovlejren. Otto Jonasen fortæller i erindringsskitsen ”Militærnægter i 1931” på Aldrig Mere Krig og Militærnægterkontorets hjemmeside fred.dk om arbejdet med at slå skærver:

”Arbejdet bestod i at samle kampesten op og køre dem hen til en bestemt plads i skoven… Hver mand sad på et treben, en malkestol, eller på en kampesten med en sæk på, og havde foran sig en stor sten som underlag for de sten, der skulle slås til skærver. Arbejdstempoet var selvfølgelig overkommeligt. Når man slog på akkord, gjaldt det en halv m. pr. dag, ca. det halve af, hvad en arbejdsmand præsterede.”

Selvom militærnægterne var tvunget til opholdet i lejrene, lyder det, som om de havde en god tid:

”… den naturidyl, vi levede i, var uforlignelig. Kammeratskabet, jeg her oplevede, var også noget ganske særligt. Så vidt forskellige var vi, undtagen på dét ene punkt: nej til militærvæsen og krig. Religiøse holdninger fra baptister, metodister, adventister, over missionstilhængere og grundtvigske til helt ateistiske. Politisk Venstre, Radikale, socialister, retsstatsfolk. Det gav liv i diskussionerne… som vi af og til gav det udtryk: her dyrkedes den kværulogiske nydelse i fuldt mål,” skriver Otto Jonasen.

Op mod Anden Verdenskrig skiftede nogle antimilitarister side og mente nu, at det var nødvendigt at kæmpe imod nazisterne. Andre fastholdt den idealistiske og pacifistiske linje.

Efter krigen fortsatte de to modsatrettede holdninger til militæret. På den ene side oprustede Danmark, Hjemmeværnet blev oprettet, og Nato blev stiftet med Danmark som medlem. Store dele af befolkningen bakkede op.

På den anden side steg også antallet af militærnægtere. I 1949 blev en ny militærnægterlejr åbnet i Oksbøl i Vestjylland. Og i 1950’erne blev langt over 100 nægtere indkaldt i flere af årene.

I begyndelsen af 1960’erne indledtes så småt det oprør, der resulterede i militærnægterbevægelsens storhedstid. Den kolde krig med atomoprustning på begge sider af Jerntæppet og specielt planerne om at udstyre det danske militær med atomvåben trak i 1960, 1961 og 1962 i tusindvis af demonstranter ud på vejene til atommarcher.

Senere fulgte modstanden mod Vietnam-krigen, og de antimilitaristiske holdninger skiftede i høj grad fra den rene pacifisme til en politisk modstand mod det, som mange militærnægtere opfattede som USA’s imperialisme.

Fra slutningen af 1960’erne og omkring 10 år frem eksploderede antallet af militærnægtere. I 1972 blev det højeste antal værnepligtige nogensinde overført til militærnægtertjeneste, nemlig 4608. Det var knap hver femte af værnepligtsårgangen. For at kunne huse de mange nægtere blev først Karsemoselejren i Nordsjælland åbnet. Samtidig begyndte man så småt at udstationere nægterne i sociale og kulturelle institutioner.

De mest hårdkogte nægtere havde dog den opfattelse, at ”en rigtig nægter er lejrnægter”. I begyndelsen af 1970’erne blev det nødvendigt at oprette midlertidige lejre i Padborg, Nyborg, Vitskøl Kloster og Åbybro.

Militærnægterne udtrykte også ønske om en ”rekruttid” med uddannelse i ikke-voldelig konflikthåndtering. Ønsket blev imødekommet med oprettelsen af to militærnægterskoler – en i Antvorskov ved Slagelse og en i Sjellebro på Djursland, hvor militærnægterne skulle opholde sig i fire uger, inden de blev udstationeret eller kom i lejr.

Der opstod jævnligt ballade i lejrene.

”I Kompedal blev der flere gange foranstaltet arbejdsvægring med medfølgende knubbede ord, hærværk og voldsomheder,” skriver Karl-Johan Rubæk og Viggo Jonasen fra Militærnægterforeningen i et jubilæumsskrift, der blev udgivet i anledning af foreningens 40-årsjubilæum i 2007.

I 1977 faldt antallet af militærnægtere pludseligt og drastisk, hvilket blev begyndelsen til enden for de store nægterårgange. Det skyldtes først og fremmest, at militærnægtere fra da af kunne trække frinumre i samme omfang som militære værnepligtige – flere end 50 procent af militærnægterne blev fritaget.

Hen ad vejen lukkede også lejrene og skolerne, og tjenestetiden er i løbet af årene gradvist blevet nedsat først til 12 måneder til i dag, hvor den er på fire-seks måneder, og hvor skoleopholdet er reduceret til en informationsdag på seks timer. Militærnægtere kan i dag kun blive udstationeret.