Den 15. januar 1620 fatter kong Christian IV sin pen på Nyborg Slot på Fyn. Han har længe hørt nogle ukristelige rygter, og nu må der handles. Han skriver derfor til to betroede adelsmænd i Aalborg.
”En jomfru ved vor købstad Aalborg boende, ved navn Christence Kruckow, med hendes søster, skal så vel for nylig som tidligere være udlagt for at have gjort trolddomskunster, og af mange godtfolk her i riget derfor mistænkes.”
Kongen pålægger de to mænd i al hemmelighed at samle bevismateriale sammen til en retssag for hekseri mod den aldrende adelsfrøken.
Det er ikke første gang, kongen hører den slags beskyldninger mod Christence Kruckow. 22 år forinden var han selv med til at friholde hende for trolddomsanklager. Kongen har nu indset, at han dengang begik en frygtelig fejl. Og nu forbereder han et af sine mest opsigtsvækkende træk i sin kamp mod det omsiggribende hekseuvæsen, der hærger hans land.
Historikere anslår, at der i 15-1600-tallet blev ført mindst et par tusinde retssager mod troldfolk i Danmark-Norge, men kun enkelte af de anklagede var adelige. Christence Kruckows fornemme byrd betyder, at retsakterne fra hendes sager i højere grad er bevaret end akterne fra sager, hvor jævne folk sad på anklagebænken. Derfor kan Kristeligt Dagblad i anledning af sankthans oprulle hendes dramatiske skæbne. Det er historien om, hvordan høj som lav forklarede personlige tragedier med trolddom og forbandelser, og hvordan troen på hekse blev bekræftet af klæbrige rygter, faste forestillinger og fantasifulde bekendelser.
Her er historien om Danmarks eneste adelige heks.
I år 1558 dør den lavadelige Axel Kruc- kow. Det er derfor senest ni måneder efter dét herrens år, at hans datter Christence Axelsdatter Kruckow kommer til verden på den mindre herregård Årslevgård ved Nyborg. Vi ved ikke noget om hendes barndom, men formentlig vokser hun op hos sin nære familie. Kruc- kow-slægten var en gammel, men fattig adelsslægt i Danmark. Selvom familien ikke havde stor indflydelse, skulle Christences slægt og byrd komme til at spare hende for store ulykker.
I hvert fald i første omgang.
Som ung kvinde bliver hun sendt til den langt finere herregård Nakkebølle på det sydvestlige Fyn, hvor hun opholder sig for at få større erfaring i husførelse og selskabelig adfærd. Det nybyggede gods i nordisk renæssancestil ud til det fynske øhav er ejet af adelsmanden Eiler Brockenhuus. Efter alt at dømme befinder Christence Kruckow sig godt på Nakkebølle. Men da hun er 24 år gammel, dør husets frue, Berte Friis, i barselssengen. To år efter gifter Eiler Brockenhuus sig igen. Vielsen er med 20-årige Anne fra den fine og indflydelsesrige Bille-slægt. Dét ægteskab viser sig at blive en stor ulykke for Christence Kruckow.
Efter brylluppet bliver Anne Bille hurtigt gravid. Men alt for snart ebber livet ud af spædbarnet. Kort tid efter er Anne Bille gravid igen. Men barnet er dødfødt. Og sådan fortsætter det i én uafbrudt række af graviditeter med de værst tænkelige udfald. Anne Bille bliver både tilset af udenlandske doktorer og kommer på baderejser, men intet hjælper.
Herefter er kilderne uklare, men det ser ud til, at Christence Kruckow i 1592 forlader Nakkebølle. Anne Bille fortsætter med at føde børn, der aldrig når frem til døbefonten.
14 år efter brylluppet, i 1596, har Anne Bille født 15 børn. Men ikke ét har overlevet. Anne Bille har fejlet i sin vigtigste opgave: at være en fertil adelskvinde, der kan levere en mandlig arving. Selvom børnedødeligheden er høj i 1500-tallet, er 15 dødfødte børn voldsomt. En tanke begynder at spire hos Anne Bille: Måske er hun blevet forhekset?
Idéen er formentlig ikke sået af Anne Bille selv. I sommeren 1596 har heksefeberen ramt Sydvestfyn. Anne Billes kusine Anne Hardenberg, der bor på herregården Hagenskov en dagsrejse fra Nakkebølle, får dømt to kvinder til bålet for trolddomskunster. Anne Hardenberg havde dem mistænkt for at stå bag en forbandelse, der i 1592 gjorde hende melankolsk og syg efter fødslen af hendes søn. Da drengen døde efter et år, fik Anne Hardenberg det mentalt bedre og konkluderede derfor, at hun måtte have været forhekset.
Det er ikke til at vide med sikkerhed, om de to kusiner har talt sammen. Men det er ganske sandsynligt. Samme sommer går fruen på Nakkebølle nemlig i gang med at finde ud af, hvorfor hun i 14 år ikke har kunnet føde levedygtige børn. Og Anne Bille har ikke i sinde, at det skal gå hverken langsomt eller rimeligt for sig.
Mistanken falder først på den gamle, forkrøblede kone Ousse Lauritzes fra Fåborg, der arbejdede på Nakkebølle, dengang Anne Bille og Eiler Brockenhuus blev gift.
I august 1596 bliver den gamle kone spærret inde på Nakkebølle. Eiler Brockenhuus er højst sandsynligt draget til kong Christian IV’s kroningsfest i København selvsamme august. Så fruen på Nakkebølle tager sagen i egen hånd og står for afhøringen af kvinden i godsets fangekælder. Til at hjælpe med at få den hele og sande historie frem er den lokale bøddel med i fangekælderen.
Den 6. august drejer bødlen langsomt på skruetvingen, så jernet borer sig ned i den gamle kones krogede tommelfingre. Tommelskruerne kan nemt kvase fingerleddene. Hvis Ousse Lauritzes ikke leverer forklaringer, der tilfredsstiller den 34-årige frue på Nakkebølle, drejer bødlen blot endnu en omgang på skruetvingen. Overtalelsesmetoden virker. Og Anne Bille fremskaffer et dramatisk og skræmmende vidnesbyrd fra den forpinte kvinde.
Anne Bille spørger Ousse Lauritzes direkte:
”Hvem har forgjort mig?”.
Svaret er, at Christence Kruckow står bag, og hun har ledet en såkaldt hekserode bestående af fem kvinder – heriblandt Ousse selv. Fredagen inden Anne Bille og Eiler Brockenhuus’ bryllup havde Christence Kruckow med sin lille djævel ”Jeronimus” og en tjenestekvinde opmålt brudesengen med et bånd. Under selve vielsen knyttede kvinderne en knude på båndet, og dermed skulle impotens og andre ulykker falde ned over parret.
Men det var langt fra alt. Med rigelige mængder brunt klæde bestak jomfru Christence kvinderne til tavshed, da hun torsdagen efter brylluppet ville forhekse Anne Bille. Adelsjomfruen opfordrede Anne Bille til at drikke noget fåremælk af en køkkenske. Episoden dæmrer faktisk hos Anne Bille. Men hvad fruen ikke ved, var, at Christence Kruckow tog en stor edderkop og gemte den i mælken, inden hun drak. Dengang var det kendt, at kropsåbninger var den direkte vej til at blive forgjort – djævelen havde altså fået direkte adgang til Anne Billes krop og forgiftet den.
Anne Bille har hørt nok og søger mod udgangen af fangekælderen, men Ousse Lauritzes beder hende om at blive, for hun er slet ikke færdig endnu.
Oldingen bekender, at Christence Kruckow i 40 uger havde båret en voksdukke på længde med en halv arm under sin højre arm. Voksbarnet ved navn Anne blev ofret på højalteret i den lokale kirke, Åstrup Kirke. Ved ceremonien var de fem kvinder fra hekseroden til stede, og da fratog de for al fremtid Anne Bille velfærd og lykke.
I oktober står Ousse Lauritzes og en anden tjenestepige over for den lokale dommer, herredsfogeden for Sallinge Herred. Dommeren er udpeget til hvervet af lensmanden, som i dette tilfælde hedder Laurids Brockenhuus og er fætter til Eiler Brockenhuus. Herredsfogeden finder begge kvinder skyldige i trolddom. Kort herefter bliver kvinderne i levende live spændt på to stiger og skubbet ind i et flammende storbål, mens lokalbefolkningen kigger på. Helt glemt er åbenbart loven vedtaget i Kalundborg 1576 om, at henrettelser i trolddomssager ikke må finde sted, før personen også er kendt skyldig ved landstinget.
Sagen mod Christence Kruckow ruller fortsat, og den 9. december 1596 modtager hun indkaldelsen til herredstinget i Sallinge Herred, hvori Nakkebølle ligger. Den anklagede adelskvinde bliver bekendt med anklagerne fra Ousse Lauritzes. Adelsdamen skriver et langt forsvarsskrift, hvor hun tilbageviser samtlige beskyldninger. Skriftet fremfører hendes broder og værge, Jens Kruckow, i herredstinget den 15. februar 1597. I retssalen sidder herredsfogeden med tingskrivere og otte ”trofaste dannemænd”.
”Så er det mit svar i dag mod den løgnagtige bekendelse, som Ousse Lauritzes har af djævlens indskydelse sagt om mig,” begynder forsvarsskriftet.
Christence Kruckow benægter kendskab til flere af de omtalte troldkvinder. Hun påstår, at hun aldrig har set en af de voksdukker, der tales om. Hun undrer sig over, hvorfor Ousse Lauritzes ikke er blevet holdt i live, så hun selv har en chance for at udspørge hende. Hun spørger, hvorfor der ikke er andre beviser mod hende, end udsagn fra dømte troldkvinder? Hvorfor får disse uærlige menneskers udsagn lov at ødelægge hendes gode navn og rygte?
Christence Kruckow indrømmer dog, at hun faktisk opmålte brudesengen, men det var til hendes broder og hans hustrus kommende brudeseng. Ikke mindst benytter adelsfrøkenen sig af at sværge ved Vorherre på, at hun fortæller sandheden.
”Jeg ønsker mig under Guds evige forbandelse hævn og straf og alle de plager, som skrevne er i det nye og det gamle testamente, med al den ulykke og fordømmelse, som der kan nævnes og optænkes, og at jeg bliver spedalsk som Naaman var, og forbandet som Judas, om det ikke er åbenbar lutter løgn, som er skrevet om mig i Ousse Lauritzes bekendelse.”
Vi kender ikke dommen fra herredstinget, men den falder næppe ud til Christence Kruckows fordel, for Jens Kruckow, hendes broder, klager til landstinget på Fyn over processen og herredsfogedens opførsel. Herredsfogeden bliver faktisk idømt en bøde som straf for procesfejl. Derudover erkendes det, at Christence Kruckows sag skal for Kongens Retterting bestående af kongen og Rigsrådet – hverken herredsting eller landsting må fælde dom over adelsfolk.
På Nakkebølle er Anne Bille og Eiler Brockenhuus dog ikke færdige med at afhøre de implicerede fra hekseroden. 18. marts 1597 bliver Johanne Jensen afhørt i fangekælderen. Vi ved ikke under hvilke forhold, den tidligere tjenestepige har bekendt sin historie. Men hendes fortælling trækker på alle tidens fordomme om og tro på hekse.
På ryggen af sin lille djævledreng ”Alabast” var hun redet til Bloksbjerg sammen med de andre troldkvinder, hvor de dansede hånd i hånd. Hun tilføjer, at de fem kvinder begravede voksbarnet i Anne Billes stol i kirken.
Trods indsamlingen af flere beviser mod jomfru Christence har det retslige forløb nu ændret sig. Jens Kruckow stævner nemlig Eiler Brockenhuus for ærekrænkelse af hans søster. Eiler Brockenhuus replicerer ved at modstævne Jens Kruckow for ærekrænkelse, da Jens Kruckow anklager ægteparret på Nakkebølle for at bruge tortur til at fremskaffe vidneudsagnene. Den 17. juni 1598 kommer sagerne for Kongens Retterting på Københavns Slot. Kort fortalt lægger den unge kong Christian IV låg på sagen, og ingen får medhold. Sagen mod Christence Kruckow bliver heller ikke videreført. Men ilden under hende er ikke slukket. Gløderne ulmer.
På Skt. Lucia-aften, den 12. december 1611, skal en mand aflevere nogle penge til en anden mand i gaden Kattevad i Aalborg. Manden banker på døren, men ingen åbner. Der er dog lys i vinduet, så han kigger ind i huset ad en knust rude. Et uhyggeligt optrin viser sig: Konen i huset, Marine Knep, ligger på en dyne på gulvet omringet af op mod ti andre kvinder. Fra Marine Kneps skød trækker de andre kvinder et voksbarn. Manden råber ind ad vinduet:
”Hvad djævelskab er I ved?”.
Kvinderne får hurtigt gemt voksbarnet og forlader huset ad bagdør og fordør.
Manden går straks til byfogeden, for han er ikke i tvivl om, at han har overværet trolddomskunster.
Vidneudsagnet sætter gang i en lavine af hekseprocesser i Danmarks dengang næststørste by. Andre vidner bakker mandens udsagn op, inklusive Marine Knep selv. Det er ikke lovligt at torturere folk, der ikke er dømt. Men en lang indespærring og de samme spørgsmål stillet igen og igen kan nok få munden på gled.
I 1612 bliver Marine Knep og en anden kvinde fra heksebanden dømt og siden levende ædt af ildens flammer uden for Aalborg. Mellem domfældelse og straf må myndighederne dog gerne torturere kvinderne for at hive hver en dråbe af sandhed ud af troldfolkene. Ingen af de to nævner dog i deres bekendelser, at Christence Kruckow, som efter retssagerne på Fyn har slået sig ned i Aalborg, skulle være en del af hekseroden.
Efter at de to hekse er blevet brændt på bålet, begynder rygterne om jomfru Christence imidlertid at løbe i Aalborgs gader. Det får dog ikke adelskvinden til at dukke nakken.
Christence Kruckow bor sammen med sin søster Anne i Peder Brakes Gyde ved siden af præsteboligen til Vor Frue Kirke. I 1616 lægges kimen til en nabostrid af den anden verden.
9. søndag efter Trinitatis holder sognepræsten David Jensen en prædiken, hvor han understreger vigtigheden af, at herskaber holder regnskab med, hvad deres tyende bedriver. Især skal de fine folk være opmærksom på, om de holder skøger og horer, der af øvrigheden er blevet forvist fra byen.
Christence Kruckow har et par af den slags kvindfolk i sin stab, og dagen efter sender hun én af dem ind til præsten. Kvinden spørger David Jensen direkte:
”Var gårsdagens prædiken møntet på min Frue?”.
”Som en fattig tjener af Guds ord straffer jeg i almindelighed al ondskab og synd, men hvis min prædiken har ramt Fruens samvittighed, så er det mig da en glæde,” svarer præsten.
Forholdet bliver ikke bedre, da de to adelige søstre tager en kvinde til nåde, som har født i dølgsmål. Ikke nok med, at Kruckow-huset tager kvinden til sig. Søstrene underskriver også en besked til præsten om, at han skal lade kvinden skrifte. Præsten nægter.
I juli måned 1618 optrappes nabostriden igen. Jomfru Christence omdirigerer et rendestensløb med en sten fra sin grund, så præstefamiliens kål nu fordærves. Over plankeværket siger præstens hustru til Christence Kruckow, at rendestensløbet bør have sit normale forløb. Hvortil adelskvinden svarer, at præstefruen ”skal få skam inden for en stakket tid.”
Grædende fortæller den skræmte præstefrue historien til sin mand.
Kort tid efter mister præstefruen både mælet og forstanden.
Præsten er overbevist om Christences trolddomsevner, men der mangler nogen til at pege på hende først. Det problem løser sig året efter. For én kvinde blev nævnt som medskyldig af de afbrændte hekse: Abelone Guldsmed. Men hun blev ikke anklaget af myndighederne, indtil en tidligere guldsmedesvend også peger på, at hun har benyttet magi. Myndighederne vælger nu at afhøre Abelone Guldsmed. Og hvilken bekendelse.
Den 1. november 1619 bliver Abelone Guldsmeds vidnesbyrd læst op i bytinget i Aalborg. Her kan retten høre, at kvinden udpeger Christence Kruckow til at være leder af hekseroden i købstaden. Og forbrydelserne hober sig op.
Heksebanden har en sankthansaften skadet en pige fra Sæby på sit helbred. De har nedkaldt forbandelse over flere folk, heriblandt Aalborgs borgmester og hans kone. Ydermere har jomfru Christence ”beholdt størstedelen af den lykke, de havde skaffet”. Det er en udbredt tro, at hekse ved trolddom stjæler andres lykke, så troldfolkene selv får mere.
Abelone Guldsmed har også engang konfronteret Christence Kruckow angående noget pisseri op ad en dør. Til det har adelskvinden efter sigende sagt:
”Hvis vi har pisset der i aftes, vil vi skide der i aften – og det kommer i øvrigt ikke dig ved,” hvorefter Christence Kruckow har slået en ”hemsk latter op”.
Efter at Abelone Guldsmed har stået frem, peger pilen på Christence Kruckow. Adelsmanden Stygge Høeg stiller sig i spidsen for at indsamle beviser mod jomfruen. Den ivrige mand er i øvrigt fætter til adelsfruen på Nakkebølle, Anne Bille. Den 19. november 1619 tropper han op hos Christence Kruckow for at høre hendes svar på anklagerne fra Abelone Guldsmed – og i øvrigt også hendes svar på de tidligere anklager angående de 15 dødfødte børn. Christence Kruckow svarer kort, at hun har svaret på de første beskyldninger for både Kongen og Rigsrådet. Derudover har hun ikke tænkt sig at forsvare sig mod beskyldninger, som er fremkommet, efter at Abelone Guldsmed er blevet dømt og tortureret.
De vedholdende rygter og beskyldninger mod Christence Kruckow er nu med sikkerhed kendt og spredt af de indflydelsesrige Bille- og Brockenhuus-familier. Begge familier er meget magtfulde, især på Fyn. Og det er netop fra Nyborg, at Christian IV i januar 1620 sender besked til sine betroede mænd i Aalborg om, at de skal indsamle beviser mod Christence Kruckow.
Efter at Christence Kruckow er blevet buret inde på krongodset Dueholm Kloster på Mors, indfinder sig i løbet af maj 1620 en lang række af Aalborgs borgere i bytinget for at vidne mod hende. Kongen har vurderet, at en sag skal føres mod jomfruen, så nu skal beviserne indsamles.
Alle vidner sværger ved deres sjæls salighed og med den ene hånd løftet.
En tidligere tømrer i den aldrende adelsfrøkens tjeneste havde til at begynde med været tilfreds med at tjene hende. Hun betalte altid ærligt og rigeligt. Men de var blevet uenige om en sag, og derefter havde Christence Kruckow sagt farvel med disse ord:
”Jeg lover dig, at du skal få tusinde djævle på din mund inden engang i morgen aften.”
Dagen efter sad tømreren på en veranda, da en ukendt mand kom løbende med en kniv og skar ham tværs over læberne.
Jomfru Christence havde også hjulpet et søskendepar med trolddom i forsøget på at få broderen til at komme sig over en sygdom. Endvidere fortæller vidner, at de havde set Christence Kruckow i hekseselskabet Skt. Lucia-aften i 1611.
Ikke mindst tropper Aalborgs borgmester og 26 af byens fremtrædende mænd op i byretten og sværger på, at Christence Kruckow igennem mange år har haft et ry for spøgeri og trolddomskunster.
Ikke kun i bytinget samles beviser mod Christence Kruckow. Kirkens folk bliver afhørt i et særskilt system for gejstlige. I byens latinskole stiller sognepræst David Jensen fra Vor Frue Kirke beredvilligt op.
Kongens betroede mand Otte Skeel står for at udspørge præsten:
”Er det ikke sandt, at jomfru Christence længe har haft et slemt og ondt trolddomsrygte?”
Med ”oprakte fingre og højeste helgens ed” svarer præsten, at ”siden de to hekse blev brændt, har jomfru Christence været mistænkt for trolddom.”
Og sådan fortsætter de ledende spørgsmål med at blive bekræftet.
”Er det ikke sandt, at jomfru Christence har truet din hustru?”
”Har du ikke hørt godtfolk berette, at jomfru Christence har brugt djævelskab?”
”Er det ikke sandt, at din hustru kort efter jomfru Christences forbandelse begyndte at kaste op og blev syg?”.
Præstens vidneudsagn og skriftlige redegørelse pakkes med nedskrevne referater af alle vidneudsagn fra bytinget og sendes til hovedstaden for at indgå som beviser, når sagen skal tages op af Kongens Retterting.
Den 21. marts 1621 dukker Otte Skeel op i Christence Kruckows fangehul med et brev fra kongen. Hun er tiltalt for at have begået ”adskillige spøgeri”. Hun bliver desuden bedt om at dukke op i København til næste berammede møde for Rigsrådet, hvilket er den 27. maj.
Den 21. maj bliver hun overført til fængslet ved Københavns Slot. Men adelsfrøkenen, som nu må være mindst 62 år gammel, har ikke tænkt sig at forsvare sig. Det er i øvrigt også svært for hende, for en kvinde må ikke repræsentere sig selv i retten, og begge hendes værger er enten døde eller måske dødssyge. Begge hendes brødre dør nemlig i 1621.
Christence Kruckow beder blot Rigsrådet og kongen om nåde. Hun aner nok, at hendes chancer for frifindelse er små.
Udover at kongen personligt har vist sig ivrig med at få indsamlet beviser mod hende, sidder i Rigsrådet godsejeren Anders Bille – en fætter til den ulykkelige Anne Bille, der fødte 15 unavngivne børn og ikke ét eneste levedygtigt barn. Bille-slægten er formentlig ivrige efter at få ram på den kvinde, de mener er skyld i slægtens store sorg. Og nu er retfærdighedens time endelig oprunden for Christence Kruckow.
Den 9. juni 1621 oprulles hele sagen for kongen og Rigsrådet. Samtlige vidneudsagn præsenteres, og Kongens Retterting får alle detaljerne at vide: at heksens djævledreng hed ”Jeronimus”, at hun havde båret en voksdukke i 40 uger, forbandet vielsen ved at knytte en knude, danset på Bloksbjerg, fodret Anne Bille med edderkop og så videre. Den samme detaljerigdom bliver præsenteret angående sagerne fra Aalborg. Retssagen bliver refereret i et over 13 sider langt domsskrift.
Skriveren nedskribler selve dommen med disse ord:
”Christence Axelsdatter ved sådan ugudeligt og ukristeligt forsæt, gerning og bedrifter mod Gud og kristelige love, Gud almægtige til fortørnelse og til alles store forargelse. Da sagde vi således for retten, at hun for sådanne misgerninger bør have forbrudt sin adelige stand og værdighed og straffes på hendes liv.”
Efter dommen bliver Christence Kruc- kow sandsynligvis tortureret. Christian IV, der er kendt som en detaljens mand, skriver tre dage efter dommen til kansleren:
”Hun skal med flid eksamineres – på det, at man desto bedre kan hendes bedrift erfare.”
Måske bliver den dømte troldkvinde strukket på pinebænken, så hendes arme går af led og rygsøjlens hvirvler slipper hinanden. Måske får hun knust skinnebenet af benskruer, eller måske bliver hendes fingre mast og kvast af tommeskruer.
Sikkert er det, at skarpretteren lader det tunge sværd svinge ned gennem hendes hals den 26. juni 1621. Straffen er mere nådig end at blive kastet levende på bålet. Desuden berøver halshugning ikke jomfru Christence hendes ret til en hæderlig begravelse. Christence Kruc- kows bøn om nåde havde sin virkning.
Ingen ved, hvor Christence Kruckow ligger begravet.
Kilder:
• Sagsakterne mod adelskvinden Christence Kruckow er samlet i bogen Christenze Kruckow – En adelig Troldkvinde fra Chr. IV’s Tid af J.C. Jacobsen.
• Aalborgs Historie 2 af Lars Tvede-Poulsen og Gert Poulsen.
• I pagt med djævelen: Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter reformationen af Louise N. Kallestrup. • Den Halshuggede Jomfru: Artikel i Skalk nummer 2, årgang 1987 af Hanne Guldberg Mikkelsen.
• Louise N. Kallestrups artikel ”Kind in words and deeds, but false in their hearts. Fear of evil conspiracy in late sixteenth century Denmark”.