I disse dage fylder de fire danske forbehold 25 år.
Den 11.-12. december 1992 afholdt EU’s stats- og regeringschefer nemlig det topmøde i Edinburgh i Skotland, hvor de accepterede, at Danmark kunne få fire forbehold fra det fremtidige EU-samarbejde. Baggrunden var, at et lille flertal af befolkningen – 50,7 procent – ved den danske folkeafstemning den 2. juni 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten.
Det interessante er imidlertid, at der i forbindelse med begivenhederne i 1992-1993 skete en grundlæggende forandring af de politiske positioner i EU-politikken i Danmark.
Lige fra folkeafstemningen om dansk EF-medlemskab i 1972 og til folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i juni 1992 havde det generelle mønster i Danmark været, at venstrefløjen (SF, VS, DKP, Enhedslisten og så videre) var modstandere af dansk EF-medlemskab, mens partierne fra Socialdemokratiet og ud mod højre (R, V, K og Fremskridtspartiet med videre) havde været tilhængere af EF.
Det var et helt specielt mønster, som ikke fandtes tilsvarende i de øvrige EF-lande. I de andre lande var det ikke sådan, at venstrefløjen generelt var imod og højrefløjen for. Derimod var det kun partierne længst ude på begge de to fløje, som var imod, mens alle de øvrige partier (”den brede politiske midte”) var for. I Tyskland betød det for eksempel, at både De Grønne, SPD, FDP og CDU/CSU var positive over for EF/EU, mens stort set kun diverse venstre- og højre- ekstremistiske partier og bevægelser (kommunister, nazister med videre) var modstandere af EF/EU-samarbejdet.
Men med begivenhederne 1992-1993 kom Danmark til at ligne de øvrige europæiske lande med hensyn til, hvem der var for, og hvem der var imod. Folkeafstemningen den 2. juni 1992 var det første, hvor Fremskridtspartiet havde anbefalet et nej til det europæiske samarbejde. Og folkeafstemningen om Edinburgh-afgørelsen den 18. maj 1993 blev den første, hvor SF anbefalede et ja. Og dette blev ved med at være det generelle mønster (med enkelte undtagelser) i de næste 25 år, og det er det stadig i dag.
Årsagerne til, at mønsteret havde været anderledes i Danmark end i andre lande indtil 1992-1993 er mange. En af dem er den særlige danske velfærdsstatsmodel (den universalistiske velfærdsstat).
En del på den danske venstrefløj mente nemlig, at et tættere dansk samarbejde med de øvrige EF-lande, hvoraf mange ofte var styret af mere højreorienterede regeringer end Danmark, udgjorde en trussel for denne særlige model.
Når den yderste højrefløj på Christiansborg (det vil sige Fremskridtspartiet) ændrede synspunkt i 1992, var det blandt andet, fordi Maastricht-traktatens omdannelse af EF til EU ville føre til et langt tættere samarbejde om andet end blot handel, økonomi og det indre marked. Fremskridtspartiet ønskede ikke, at Danmark skulle opgive retten til formelt fuldstændig selv at bestemme over sin miljøpolitik, sin forsvarspolitik, sin retspolitik og så videre.
Det er således paradoksalt, at det – af en række forskellige grunde – var stort set samtidig med, at vi fik vores forbehold for samarbejdet med de øvrige lande, at vi kom til at ligne dem meget mere.
Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.