Prøv avisen

Da Danmark var i kamp mod undermålerne

Engang var Danmark som et led i socialpolitikken førende inden for troen på raceforbedring. Men arven fra nazismen er så belastende, at tvangssterilisation aldrig vil blive aktuelt igen, vurderer lektor Lene Koch

»Vi behandler Undermaaleren med al Omsigt og Kærlighed, men forbyder ham blot til Gengæld at formere sig«.

Den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke lagde ikke skjul på sin tro på arvelighedsteorien som et politisk instrument, da han i 1920 skulle give sit bud på en fremtidig socialpolitik.

Med sterilisation ville han forhindre »undermålerne« i at få børn og dermed viderebringe dårlige egenskaber, generation efter generation. Og da K.K. Steincke ni år senere blev socialminister, kom den såkaldte eugenik eller »raceforbedring« til en spille en markant rolle i dansk sociallovgivning.

Loven om sterilisation

Første skridt var sterilisationsloven fra 1929, som placerede Danmark i en absolut førerposition i den europæiske eugenik. Det næste og mere drastiske skridt blev taget i 1934, da K.K. Steincke, kun et år efter det nazistiske Tyskland, fik vedtaget en lov, som tillod tvungen sterilisation af åndssvage.

I de efterfølgende 34 år blev næsten 6.000 danskere steriliseret efter 1934-loven, og i mange af tilfældene var begrundelserne faktisk de samme som i dag, påpeger Lene Koch, lektor ved Institut for Sundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

Hun udgav i år 2000 bogen »Tvangssterilisation i Danmark 1929-1967« og ser, trods de mange mellemliggende år, en del paralleller mellem debatten dengang og i dag.

- Dengang var det en udbredt opfattelse, at åndssvage havde en stærkere kønsdrift og derfor fik flere børn end andre. Så da man vedtog 1934-loven, var det blandt andet, fordi man ville forhindre de åndssvages gener i at blive viderebragt. Men i praksis kan man se, at størstedelen af sterilisationerne faktisk blev gennemført med henvisning til sociale problemer og især til forældrenes manglende evne til at opdrage børnene, siger Lene Koch.

Brugen af tvangssterilisation toppede i 1943, midt under Anden Verdenskrig og nazisternes besættelse af Danmark.

Det år blev 320 mennesker tvangssteriliseret, og først i 1950'erne begyndte tallet at falde. I 1954, da Danmark tilsluttede sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, blev tvangsreglerne ændret, så domstolene nu skulle godkende indgrebet.

Indgreb frem til 1968

Alligevel blev der helt frem til 1968 foretaget sterilisationer under mere eller mindre ufrivillige forhold, forklarer Lene Koch.

- Mellem frivillighed og tvang ligger et stort område, hvor man kan føle sig under et pres, uden at det direkte bliver sagt. Men man skal også huske, at muligheden for sterilisation af mange blev set som en stor frihed. Mennesker med arvelige sygdomme fik nu mulighed for at få et seksualliv, hvor de tidligere var tvunget til et liv i fuldstændighed afholdenhed, hvis de ikke ville løbe risikoen for at få et sygt barn, siger Lene Koch.

Når Hvidebæk Kommunes politikere nu henvender sig til Folketinget med ønsket om at bruge tvangssterilisation i nogle ekstreme tilfælde, hvor alle andre muligheder er afprøvet, vil de få meget svært ved at finde opbakning, vurderer Lene Koch.

- Uanset argumenterne og hvad der måtte være sket siden 1930'erne, har nazismens brug af racehygiejne kastet så lange skygger, at tvangssterilisation formentlig aldrig vil blive aktuel igen. Man kan ikke sige »tvangssterilisation«, uden at folk straks tænker på nazisterne. Historien om tvangssterilisation er simpelthen for belastende til, at nogen vil røre ved det, siger Lene Koch.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk