Da danske læger nægtede at hjælpe flygtninge

For 70 år siden var Europa også præget af store flygtningestrømme. Det skabte etiske dilemmaer for danske læger, skriver historiker Jes Fabricius Møller

Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best (th.), og Danmarks udenrigsminister, Erik Scavenius, på vej til audiens hos Kronprins Frederik.
Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best (th.), og Danmarks udenrigsminister, Erik Scavenius, på vej til audiens hos Kronprins Frederik.

I de tidlige måneder af 1945 var millioner af mennesker på flugt fra krigen på Østfronten. Fra slutningen af februar 1945 modtog Danmark cirka en kvart million af dem. Af dem døde cirka 13.000 i 1945, heraf godt 7500 børn under 15 år.

Denne del af historien var om ikke glemt, så dog stort set negligeret, indtil Kirsten Lylloff, der selv er læge, i 1999 skrev en opsigtsvækkende artikel i Historisk Tidsskrift om spørgsmålet.

De tyske flygtninge var indtil den 5. maj 1945 besættelsesmagtens ansvar. De tyske myndigheder indså dog hurtigt, at de slet ikke havde kapacitet til at tage sig af de tusindvis af udhungrede, forkomne og syge flygtninge.

Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, henvendte sig derfor til Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, og bad om hjælp. Svenningsen bragte fra begyndelsen den tanke på bane, at tyskerne som modydelse skulle frigive danskere i tysk fangenskab. Formanden for Den Almindelige Danske Lægeforening, Mogens Fenger, udelukkede ikke organiseret dansk lægehjælp til de tyske flygtninge, men mente som Svenningsen, at den måtte besvares med lempeligere vilkår for danskere i tysk fangenskab.

Den generelle danske modvilje mod at hjælpe tyskerne med at tage hånd om flygtningene blev forstærket af samtidige begivenheder. Endnu i februar deporterede den tyske besættelsesmagt danske fanger til Tyskland. Den 20. februar var fire tilfældige læger på Odense Sygehus blevet myrdet som tysk modsvar til danske sabotageaktioner. ”Den Haand, der myrder den ene Dag, kan ikke den næste strækkes frem i en bedende Gestus,” som det hed i den danske udsendelse fra BBC nogle dage senere.

I begyndelsen af marts var Werner Best parat til at give efter for Svenningsens krav, mener den tyske historiker Michael Schultheiss.

Samtidig tog evakueringen af skandinaviske fanger fra Tyskland med De Hvide Busser for alvor fart. Forhandlingerne om hjælp til flygtningene bar imidlertid ikke frugt. Afgørende for denne stilstand var det, at ingen af parterne tilsyneladende inddrog børnene i forhandlingerne. Deres nød var endnu ikke gået op for dem.

Det var også, som om den oprindelige kobling mellem fangefrigivelse og lægehjælp var blevet glemt, selvom tyskerne faktisk levede op til deres del af den formodede aftale. Den 25. marts udløb et foreløbigt tilsagn om medicinsk nødhjælp til flygtningene, og lægeforeningen besluttede - mod Fengers vilje - at al organiseret dansk lægehjælp til flygtningene skulle ophøre. Dansk Røde Kors afviste også at hjælpe med henvisning til folkestemningen.

Flygtningestrømmen øgedes i de følgende uger, og frem til den 5. maj døde i alt 4132 flygtningebørn i Danmark. Frem til slutningen af juni døde yderligere 2408 børn. Herefter faldt dødeligheden markant, selvom den stadig var høj. I andet halvår 1945 døde 1206 flygtningebørn. Flygtningene havde fået mere ordnede forhold, men stadig uden dansk lægehjælp. Kun tysk sundhedspersonale måtte virke i lejrene.

Hvor mange af dødsfaldene, der skyldtes danske lægers afvisning af at hjælpe flygtningene, er vanskeligt at afgøre. Det må komme an på en sammenligning med en tilsvarende gruppe flygtninge med adgang til lægehjælp, for eksempel i Schleswig-Holstein, der samtidig modtog op imod en million flygtninge østfra. Den sammenligning er så vidt vides ikke draget endnu.

Under alle omstændigheder tjener ugerne fra den 25. marts til Befrielsen den 5. maj 1945 ikke den danske lægestand til ære. Det kan i den sammenhæng kun være lægerne en ringe trøst, at de var i fuld overensstemmelse med Frihedsrådet og den danske opinion, der opfattede flygtningene som endnu en besættelsesmagt, der kun fortjente samme foragt som den, der var ankommet i 1940.