Holger K. Nielsen, der var SFs faktiske førstemand i regeringen, har udtalt, at han slet ikke forudså, at der ville blive ballade om aktiesalget til Goldman Sachs, da sagen drøftedes i regeringen. Men han var i denne sag ikke i trit med sit eget partibagland. SF måtte træde ud af regeringen og kæmpe for at overleve.
Aktiesalget var ikke kun svært for SF, et stort flertal i befolkningen var betænkeligt. Det har især kostet Socialdemokraterne dyrt. Og så blev der sat rekord i underskriftsindsamling. I løbet af få dage var der indsamlet omkring 200.000 underskrifter mod salget.
Nu mener Holger K. Nielsen fortsat, at salget var rigtigt. Men det kendetegner gode politikere og et godt beslutningssystem, at man foregriber de vanskeligheder, man med kontroversielle beslutninger styrer ind i.
LÆS OGSÅ: Holger K. Nielsen: Jeg fejlvurderede Dong-sagen
Holger K. Nielsen er ikke den eneste, der har haft for lidt føling med stemningen i sit parti og i befolkningen. Stort set alle, der har været involveret i beslutningen, blev formentlig lige så overraskede som Holger K. Politikere og embedsfolk lever i deres egen boble på Christiansborg. Herfra kan der være langt til befolkningen.
Men også de økonomisk trængte medier havde længe svært ved at se sagens politiske betydning. Den 3. december 2013 blev Folketingets Finansudvalg orienteret. Medierne orienterede pænt om det uden at ringe med alarmklokkerne.
Dagbladet Politiken har siden beklaget, at man underbelyste sagen. Der var intet oprør i SF eller i befolkningen. Dansk Folkeparti (DF) var påfaldende tavs i fem uger, det mediebevidste parti ved jo, at juletiden ikke er egnet til en politisk offensiv. Men den 10. januar skrev dagbladet Information, at DF var skeptisk over for salget. Nu lignede sagen en konflikthistorie.
En uge senere begyndte kritiske artikler om Goldman Sachs at dukke op. Nu vågnede kritikken blandt socialdemokrater. Og så trappede tv dækningen af sagen op. Først da eksploderede alt.
En sag bliver åbenbart først synlig, når tv dækker den, fordi den er blevet en konflikthistorie med gode og onde deltagere. Indtil da er den for indviklet for beslutningstagerne, journalisterne og befolkningen. Kristian Thulesen Dahl (DF) fiskede nu i rørte vande og samlede utilfredse og utrygge vælgere op, selvom DF stod bag det forlig, aktiesalget byggede på. Er der noget, DF kan bedre end Holger K. Nielsen, så er det at samle folkestemningen op uden at gennemføre realpolitik.
Forløbet med Goldman Sachs minder om forløbet med den nye offentlighedslov, som har mindsket mulighederne for indsyn i ministerierne. En offentlighedskommission sad fra 2002 til 2009 med stærk repræsentation af medierne. Hverken de eller medierne ringede med alarmklokkerne, da kommissionen i 2009 barslede med den betænkning på 1216 sider, hvor der blev lagt op til den lov, som nu er vedtaget. Nogle få forsøgte at gøre opmærksom på problemerne med loven.
Da jeg to gange medvirkede ved høringer om lovforslaget i Folketingets Retsudvalg, kunne jeg ikke undgå at få en fornemmelse af, at politikerne ikke kunne overskue konsekvenserne af loven. Og med få undtagelser tav medierne om sagen. Først i 2013 vågnede medierne. Stor folkelig protest. Også her kom der nu en stor underskriftsindsamling. Alt for sent.
Katastrofen i 1864 viser, at det ikke er nyt, at beslutningstagere, presse og befolkning er for længe om at forstå en kompliceret sag i en farlig verden. Det bekymrende i vore dage er bare, at mange beslutninger nu er meget komplicerede, men tages i et beslutningssystem med grundtræk fra 1848-49. Og for tiden vokser kløften mellem befolkningen og beslutningssystemet, blandt andet fordi medierne er for økonomisk trængte til at dække alle de komplicerede emner.
Det burde føre til reformer. Men reformer er nok for komplicerede til, at nogen kan overskue dem, før Thulesen Dahl spiller ud, og tv ser en konflikt.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.