”Politisk pladsmangel”, kaldte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) det, da regeringen sidste forår udskød lanceringen af et nyt udspil om ”det nære sundhedsvæsen”.
Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område spidsede til, så tiden var ikke inde til at komme med nye reformforslag.
Det var den derimod efter sommerferien, hvis man skulle tro statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Det var ham, der allerede ved Folketingets åbning i 2017 havde bebudet et udspil om et nært og sammenhængende sundhedsvæsen, især for de ældre og de kronisk syge.
Hverken i september eller oktober kom der dog noget frem, og da forhandlingerne om finansloven for 2019 for alvor gik i gang efter efterårsferien hed det sig, at det var afgørende, at der blev fred og ro til dem. Udspillet ville i stedet blive lagt frem inden jul. Indtil finanslovsforhandlingerne trak ud, så det alligevel ikke kunne nås.
Nu skulle det være ganske vist. I uge 3 eller 4 er regeringen klar med sin reform. Statsministeren lovede i sin nytårstale, at vi i det nye år vil høre mere om, hvad regeringen vil gøre for mennesker med folkesygdomme som stress, angst, diabetes og lungesygdommen KOL.
Han erkendte, at der er brug for flere ”varme hænder” i sundhedsvæsenet, men det er ikke så nemt eksempelvis at få flere sygeplejersker, når mange job allerede i dag er ubesatte. Der skal uddannes flere, hed det.
Det spørgsmål, der står og blænder som en ambulances katastrofeblink, er dog, hvorfor regeringen har ventet så længe med sit sundhedsudspil, hvis folkesundheden ligger regeringen så meget på sinde, som statsministeren siger.
Det er ikke svært at finde Venstre-politikere, som mener, at det er et mindre mirakel, at Venstre indtil nu er sluppet for voldsomme beskyldninger om løftebrud i medierne på grund af de gentagne udskydelser.
Sagen er, at der nu med sikkerhed ikke bliver gennemført nogen reform inden folketingsvalget.
Regeringen har lagt op til en køreplan, hvor de ledende ministre i det såkaldte koordinationsudvalg inden for de næste 14 dage enes om det endelige reformudspil. Derefter går de politiske forhandlinger i gang – efter alle solemærker at dømme kun med Dansk Folkeparti, som løbende er blevet holdt underrettet om regeringens overvejelser.
Når man i løbet af nogle uger forventeligt når frem til en aftale, vil den kunne bruges som oplæg til valgkampen. Konkret lovgivning vil man derimod ikke kunne nå at gennemføre, inden valget udskrives, fortæller flere centralt placerede kilder på Christiansborg. Dertil er stoffet alt for kompliceret, og det kan tage flere år at implementere en reform helt og fuldt.
Den store elefant i rummet har i hele forløbet været regionernes fremtid. I 2011 gik Venstre til valg på at afskaffe dem, og Socialdemokratiet vandt regeringsmagten. I valgkampen i 2015 lancerede Lars Løkke Rasmussen et valgudspil, hvor regionerne fik en ”sidste chance” for at vise deres berettigelse, nemlig med syv konkrete krav, som de skulle opfylde inden 2019, ellers ville de blive nedlagt. Det var blandt andet krav om kortere ventelister, lighed i behandlingen, hurtigere kræftbehandling, indførelse af patientansvarlige læger, hurtigere genoptræning af patienter og større fokus på demens.
Kravene blev senere i 2016 under daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) omsat til otte nationale sundhedsmål.
Det er mål, som sundhedsvæsenet i høj grad har levet op til. Af samme grund har sundhedsøkonomer og regionsrådspolitikere – blandt dem formanden for Danske Regioner, regionsrådsmand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V) – svært ved at forstå, hvorfor regeringen nu alligevel er klar til at nedlægge i hvert fald regionernes folkevalgte ledelse, regionsrådene.
I det hele taget døjer lokalpolitikere fra Venstre, særligt i Jylland, med at se idéen i at nedlægge den regionalt og folkeligt forankrede styring af sygehusene. Man forstår heller ikke, at Lars Løkke Rasmussen, som selv ”opfandt” regionerne med den kommunale struktur- reform i 2007, allerede nu 12 år senere vil nedlægge dem igen.
Den debat står i vejen for, at navnlig Venstre kan bruge det kommende udspil offensivt i valgkampen.
Som valgkampsvåben synes det nære sundhedsvæsen at være dødt for regeringen.