Da Eriksen kollapsede, tyede mange til bønnen

Da fodboldspiller Christian Eriksen i lørdags faldt om under EM-landskampen mod Finland, blev Danmark stille. På sociale medier skrev troende og ikke-troende, at de bad for landsholdets ydmyge stjerne

I noget, der lignede en bøn, stod Martin Braithwaite (nummer to fra venstre) sammen med holdkammeraterne og skærmede for Christian Eriksen, som lå livløs efter et hjertetilfælde.
I noget, der lignede en bøn, stod Martin Braithwaite (nummer to fra venstre) sammen med holdkammeraterne og skærmede for Christian Eriksen, som lå livløs efter et hjertetilfælde. Foto: Friedemann Vogel/AFP/Ritzau Scanpix.

”Vi er fire gutter her, der beder for Christian Eriksen,” skrev en bruger på det sociale medie Twitter, mens den danske landsholdsspiller lørdag aften lå på græsset i Parken i København og kæmpede for sit liv.

”En stille bøn for Eriksen, hans nærmeste og kammerater og tilskuere på stadion,” skrev en anden.

Lørdag klokken 18.42 stoppede tiden. Det skete i EM-fodboldkampen mellem Danmark og Finland, da landsholdet største profil, Christian Eriksen, i slutningen af første halvleg pludselig faldt forover mod græstæppet uden at tage fra mod jorden. De finske og danske landsholdsspilleres reaktioner var ikke til at tage fejl af. Og i næste nu viste tv-producenterne i et splitsekund Christian Eriksen liggende på siden med øjne, der syntes alt for fjerne. Hurtigt flokkedes holdkammeraterne om deres 29-årige kammerat for at skærme ham fra offentligheden og pressefotografernes telelinser, mens landsholdets læge og de tilstedeværende samaritter udøvede hjertemassage. På dette tidspunkt havde de finske og danske fans sat sig i deres sæder med tomme blikke eller ansigter begravet i deres hænder, og den elektriske stemning, som man kun kender fra slutrunder, var med ét erstattet af knappenålstavshed.

I 12 minutter lå landsholdets ubestridte stjerne og faderen til to børn på banen og modtog behandling, før han, omkranset af tydeligt chokerede holdkammerater, blev båret fra banen og kørt til Rigshospitalet. I de efterfølgende godt og vel tre kvarter, der gik, før hans tilstand blev erklæret for stabil, holdt omverdenen vejret.

På sociale medier sendte mennesker fra hele verden beskeder med positive tanker og håbefulde ord afsted mod Christian Eriksen og hans familie. Mange af disse skrev, at de bad for den danske landsholdsspiller:

”Holder vejret og hænderne mod himlen. Tom for ord, men jeg beder for Christian Eriksen – præcis ligesom resten af Danmark.”

”Glem fodbold... Vi beder for Eriksen.”

”Danmark beder sammen for Christian Eriksen, det er næsten 100 procent sikkert.”

”Jeg er absolut ikke fodboldfan, men lige nu beder, beder, beder jeg for Christian Eriksen og hans familie.”

”Selvom jeg er dybt ateistisk, beder jeg med al min styrke for Eriksen.”

”Vi beder for ham herhjemme. Lige nu betyder kampen ikke særlig meget. Kun Eriksen.”

En af dem, der også skrev, at han bad for Christian Eriksen, var tidligere politisk korrespondent ved DR, Uffe Tang, der selv overværede kampen:

”Jeg er ikke religiøs. Men jeg beder for Christian Eriksen nu,” skrev han, hvortil flere svarede ham, at de gjorde det samme. Dagen derpå har Uffe Tang svært ved at sætte ord på, hvad det var, der fik ham til at ty til bønnen. Han forklarer, at han ikke anser sig selv for synderligt religiøs, selvom han er medlem af folkekirken og kan sin fadervor fra barnsben.

”Da jeg skrev det i går, var det nok mest et udtryk for, at jeg følte en slags chok og sorg. Det var et udtryk for, at jeg virkelig tænkte meget på Christian Eriksen og hans familie, selvom jeg ikke kender dem personligt. Jeg tænkte på holdet og selve nationen – man kan sige, at hændelsen ramte de helt store følelser i mig,” siger Uffe Tang og fortsætter:

”Det var ikke en konkret bøn, men mere en måde at sige pyt med alt andet, hvis bare han klarer den. Samtidig må jeg erkende, at når ting i mit eget liv har været helt ude på kanten, så har jeg ofte tænkt, at det med at sige en fadervor i hvert fald ikke skader noget. Nogle gange har jeg måske bedt bare for en sikkerheds skyld,” siger Uffe Tang.

Også Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, tyede til bønnen, mens hun sammen med alle andre ventede på nyt om Christian Eriksen:

”Beder for Eriksen,” skrev hun på Twitter.

Samme sted takkede den Radikale folketingspolitiker Kristian Hegaard Gud med et ”Thank you god”, da der var godt nyt om fodboldspillerens tilstand.

Karsten Møller Hansen, sognepræst ved Tårnby Kirke og landsholdsfan, overværede kampen med 18 familiemedlemmer. Hjemme i stuen oplevede han, hvordan behovet for bønnen dukkede op både blandt familiemedlemmer, og også blandt fansene, han så på transmissionen fra stadion, og ikke mindst blandt landsholdets spillere, der stod i en halvcirkel omkring Christian Eriksen.

”Jeg tror, at der dybt inde i os alle, troende og ikke-troende, findes en bøn, der dukker op, når der sker noget, vi ikke kan være i og ikke kan gøre noget ved. Vi så det efter terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen, og vi så det lørdag aften til landskampen i Parken,” siger Karsten Møller Hansen.

Han betegner hændelsen i Parken, som en ”nærmest religiøs oplevelse”, og da han så landsholdsspillerne ”i rundkredsen omkring deres ven, kom jeg til at tænke på Kristuskransen. Alle led var forbundet og i midten lå ham, som de bad for. Det var som om deres kroppe bad en bøn sammen, hvor de enten dækkede deres hoveder i trøjen eller kiggede mod himlen og holdt om hinanden. Det var intet andet at gøre. De kunne ikke sige noget, de kunne kun lukke øjnene og bede. Og det, tror jeg, er naturligt, når vi som mennesker ikke kan rumme det, der sker. Ingen kan vide, hvem spillerne henvendte sig til, eller hvad de tænkte, men personligt tror jeg, at man henvender sig til Gud, i det øjeblik man indser, at ingen andre kan gøre noget.”

Netop det ubegribelige faktum, at en af landets sundeste og mest veltrænede unge mænd i en så organiseret sport som fodbold pludselig kollapser, har formentligt haft en betydning for at mange tyede til det religiøse og eventuelt bad en stille bøn, siger Hans Bonde, der er professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet.

”Vi regner simpelthen ikke med, at den store, eksistentielle uforudsigelighed sætter sig igennem netop på den scene. En meget stor del af befolkningen var forsamlet om den samme begivenhed, og på et splitsekund gik vi fra eufori til tragedie og blev nærmest ramt af en øjeblikkelig landesorg,” siger han.

Heller ikke sognepræst og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen er overrasket over, at mennesker, der ikke nødvendigvis definerer sig som troende til dagligt, rækker ud efter troen, når situationer som den i Parken udspiller sig.

”På et tidspunkt må vi som mennesker erkende, at der ikke findes flere ord, og at dem, vi har, ikke dur. Når menneskets sprog ophører, og der bliver helt stille, er det næste, vi gør, at bede i stilhed og forhåbentligt lade Gud tale,” siger hun og fortsætter:

”Når man bliver revet ud af tiden og det forventelige og bliver stillet over for den ultimative tragedie, som det kunne være endt med, erkender man, at alt er ude af ens hænder. Man erkender, at man i stedet må ty til noget andet. Da Christian Eriksen faldt om, var vi ved det punkt, hvor al menneskelig overlegenhed, planlægning og indsigt kom til kort, og det er i tidspunkter som disse, at der opstår et øjeblik, hvor man indser, at der ikke er meget andet at gøre end at folde sine hænder og bede en bøn,” siger hun.

I dag er Sørine Gotfredsen ikke i tvivl. Den lille time, hvor tiden i lørdags stod stille, og mange frygtede for Christian Eriksens liv, gav flere anledning til at reflektere over livet, døden og menneskets skrøbelighed.

”Jeg er helt sikker på, at den påfaldende lange ventetid, vi blev sat i, har fået nogle til at tænke over vores egen svaghed og til at erkende, at det hele kan være slut på et splitsekund. Derfor er det også naturligt at reflektere over Gud og bede en bøn. Her er anledningen, den bliver faktisk ikke skåret mere ud i pap, og det kan i hvert fald ikke skade, har mange nok tænkt,” siger hun.