Prøv avisen

Professoren: Ferguson-traktoren ændrede Danmarks historie

I Ove Korsgaards levetid har afvandringen fra by til land været dramatisk. Men når man skal finde hovedårsagerne til den store vandring fra by til land, skal de findes andre steder end i den stigende sekularisering i samfundet, nemlig i traktorens udbredelse og i store uddannelsesreformer, mener han. Foto: Leif Tuxen

Afvandringen fra land til by har været voldsom i professor og forfatter Ove Korsgaards levetid. Selv blev han født til at blive bonde, men højskolen ændrede hans retning

Dynen var tung som en sæk korn. Den havde tilhørt Ove Korsgaards bedstefar før hans død, men nu lå den over barnebarnet som en tung arv i bedstefaderens seng, som den syv-otteårige dreng også havde overtaget.

For den sorgramte bedstemor skulle ikke sove alene i aftægtsboligen, mente hans forældre.

Og hver aften lagde bedstemoderens lange og dystre bønner sig også over ham som en dyne, der var alt for tung til hans alder.

”Hun kunne bede i en evighed, så jeg ofte faldt i søvn til hendes lange klagesange til Gud.

Det var hård kost for en lille dreng, men sådan lå jeg hver aften i flere år, og ordningen var også udtryk for, hvordan man dengang indrettede sig og passede på de ældre i familien. Man boede og levede på gården hele livet, men sådan er det jo ikke længere,” siger Ove Korsgaard, da vi sidder på hans landlige terrasse uden for Viby Sjælland syd for Roskilde.

I dag er han selv blevet menighedsrådsformand i Osted Valgmenighed, men troen fandt han først tilbage til sent i livet.

Til gengæld har han aldrig sluppet forkærligheden for landet, selvom han ikke selv blev landmand, men højskoleforstander, forfatter og siden professor.

Og i bogen ”Solskin for det sorte muld” fra 2013 beretter han med udgangspunkt i sin egen fortælling ud- og afviklingshistorien om det danske landbrug, han aldrig har kunnet slippe.

I stuen hænger stadig et stort, indrammet foto af slægtsgården på Mors og et maleri af et af gårdens træer, som han husker fra sin barndom.

Men den smukke udsigt over markens fugle herude fra terrassen kunne sådan set også findes på Mors eller hvor som helst på landet i ”vækstdanmark”.

For også her er grøftekanterne fulde af vilde blomster, mens kornstråene står stolt oprejste som uendelige regimenter af lydige soldater.

Og her får han sammen med sin hustru det bedste af to verdener i en gammel ombygget landsbyskole, der både ligger tæt på byen og midt i en nærmest H.C. Andersensk bondeidyl, som han siger.

En hane galer i nærheden, selvom solen står højt. Og selv har han også høns, får og fritgående katte, mens naboen er kommet forbi med friskbagt brød, og med danske jordbær på bordet i sommersolen kan man undre sig over, at nogen overhovedet har kunnet finde på at flytte fra landet.

Men i Ove Kors-gaards levetid har afvandringen fra by til land været dramatisk.

Selv havde han ikke kun arvet sin bedstefars seng som barn, men også forventningen om, at han også skulle blive landmand som voksen. Derfor gik han også kun syv år i skole, inden han skulle ud at tjene.

Men efter at han - som de fleste andre unge mænd dengang - også var kommet ind som soldat, tog han i 1963-64 et højskoleophold på Askov Højskole, der ændrede hans liv:

”Det var virkelig en åbenbaring. Jeg blev ført ind i tankebaner, som jeg aldrig havde været inde i før. Jeg havde godt nok læst meget, men samfundsteori var for eksempel helt nyt for mig, og det var en intellektuel øjenåbner.

Vi havde også virkelig engagerede lærere.

Jeg havde blandt andre Niels Højlund som samfundsfagslærer. Og socialt var det også en åbenbaring. Der var 320 elever, og med så mange unge mennesker samlet midt i 1960'erne begyndte man helt naturligt at løsne lidt på de bånd, som der tidligere havde været mellem kønnene.”

Mange brugte dengang højskolen som et springbræt til en anden tilværelse. Og gennem den fandt Ove Kors-gaard også ud af, at han ikke ville være landmand. Efter et ekstra vinterophold på højskolen blev han optaget på Den Frie Lærerhøjskole, der tog imod ”plovens mænd, der gerne ville til bogen”, men det var svært at få det fortalt til sin far, husker han:

”Jeg kan huske, hvordan jeg stod ovre i værkstedet og tog mod til mig, inden jeg endelig fik fremstammet, at jeg ikke ville have en fremtid ved landbruget.

Det tog han overraskende pænt. Han sagde, at det kun var mig, der vidste, hvad der var det rigtige for mig.

Men jeg syntes, at jeg skulle give en forklaring på, hvorfor jeg ikke ville fortsætte.

Jeg sagde, at jeg gerne ville have mere fritid, så jeg ikke var bundet så hårdt arbejdsmæssigt. Vi arbejdede jo seks dage om ugen og havde kun fri hver anden søndag. 

Min far var en rigtig arbejdshest, så jeg følte, at den forklaring var lidt fattig i forhold til, at han altid havde arbejdet for to.”

Ove Korsgaard ser ned et øjeblik, inden han tilføjer:

”Jeg var nervøs, og så røg det ud af munden på mig, at jeg heller ikke troede på Gud. Men det blev han til gengæld ked af at høre.

Hvorfor jeg sagde det, skal helt sikkert forstås via Freud og andre psykologiske teorier, men set i bakspejlet har det sikkert haft noget at gøre med, at hele landbrugskulturen også var religiøst funderet.

Kirkegang og kristendom hang uløseligt sammen med landbrugskulturen dengang.

Mine forældre gik i kirke og bad også aftenbøn, når de gik i seng, mens mine oldeforældre havde været med til at oprette en valgmenighed på Mors.

Men der var stor forskel på teologien i vores familie. Min bedstefar havde været menighedsrådsmedlem.

Han var den lyse personlighedstype, og hans kristendom var også lys, mens min bedstemors var mere mørk, og det var hendes religion også.

Og det var nok mest det gudsbillede, jeg gerne ville frigøre mig fra.”

Ove Korsgaard blev højskolelærer og siden højskoleforstander på Gerlev Idrætshøjskole, efter at han blev færdig som lærer. På højskolen mødte han også sin kone, der selv var højskolelærer.

Og sammen har de fået fire børn, og det var faktisk først efter 17 år som højskoleforstander, at han igen blev regelmæssig kirkegænger, fortæller han.

”Kristendommen har spillet en helt afgørende rolle for det Danmark, der eksisterer i dag. Og den har også formet mig. Det kan jeg slet ikke fornægte, ligesom jeg ikke kan tro på, at mennesket er verdens højeste produkt.

Der findes noget højere og stærkere end os. Jeg kan stadig have problemer med en del af dogmatikken i kirken, men jeg kan ikke undvære den. For kirken har både en social, kulturkristen og spirituel dimension, man ikke finder andre steder.

Den sociale side bliver måske forsømt lidt i folkekirken, men i vores valgmenighed kender vi hinanden og drikker kaffe efter gudstjenester.

Og rent spirituelt sætter kirken mig også i forbindelse med det, der rækker ud over det menneskeskabte.”

I dag er der langt færre, der kommer regelmæssigt i kirke, end da Ove Korsgaard var barn. Og det hænger også sammen med de tætte bånd mellem kirken og landbrugskulturen.

Men når man skal finde hovedårsagerne til den store vandring fra by til land, skal de findes andre steder end i den stigende sekularisering i samfundet, nemlig i traktorens udbredelse og i store uddannelsesreformer, forklarer han:

”Ferguson-traktorerne rullede pludselig ud over markerne over hele landet fra 1950. Det betød, at antallet af heste faldt dramatisk. Der var næsten 400.000 heste i 1950, men i løbet af få år var de væk.

Samtidig kunne en traktor klare det samme som ti heste, og derfor kunne en mand på en traktor populært sagt erstatte fem mand, der pløjede marker med to heste hver.”

Antallet af karle faldt derfor også dramatisk. I titusindvis af karle rykkede derfor ind i uddannelsessystemet og blev politibetjente eller lærere eller kom på universitetet. Og samtidig blev skolesystemet så udbygget.

Tidligere klarede 90 procent af befolkningen sig med syv års skolegang, men nu begyndte man også på landet at gå i mellemskolen, som blev til 8., 9. og 10. klasse. Man indførte HF, så de, der ikke havde studentereksamen, kunne få det på den måde.

Det var først i 1958, at børn fra landet fik samme skolegang som byens børn, forklarer han:

”Ferguson-traktoren og uddannelsesreformer gav mange flere adgang til skolesystemet. Kundskaber blev pludselig anset for at være en produktionsfaktor.

I klassisk økonomisk tænkning var det ellers jord, kapital og fysisk arbejdskraft, men nu bliver viden, der kan omsættes i stadig mere sofistikerede produkter, stadig mere efterspurgt,” siger Ove Korsgaard og giver et eksempel fra sin egen familie:

”Det er en familiesvaghed, at vi ikke hører så godt. Min bedstemor havde hørerør. Sådan et kunne en håndværker med et godt håndelag sagtens lave.

Jeg har sådan et hørerør,” siger han og hiver sit lille høreapparat ud af øret, så det ligger i hånden som et fladt jordbær.

”Jeg har ladet mig fortælle, at der findes over 200.000 komponenter i sådan en lille dims. Den er mange gange mere effektiv end et hørerør, men det er jo en enorm vidensproduktion, der skal til for at lave sådan et sofistikeret apparat.

Og det er udtryk for, hvordan produktionstankegangen er ændret, siden jeg var barn.”

Allerede Thorkild Kristensen, der også blev kaldt Thorkild Livrem som finansminister, gjorde opmærksom på, at det var nye tider.

I 1971 skrev han en artikel, der hed ”Kundskab som produktionsfaktor”. Det ændrede Danmark, fordi de unge mennesker, der ville have en uddannelse, flyttede ind til byen.

Og i dag trækkes de unge mennesker stadig ind til de store byer for at få en uddannelse.

Derfor har meget af problematikken mellem land og by at gøre med den måde, vi har udbygget og organiseret vores uddannelser på, mener Ove Korsgaard, der selv afleverede sin ph.d-afhandling som privatist i sin tid - uden at have taget en eneste eksamen på universitetet.

”Centraliseringen i samfundet kan vi stadig ændre, så landområderne ikke uddør. Vi bor i et lille land, og der er mange måder at organisere sig på.

Det eneste, man kan vide med sikkerhed, er, at der aldrig er noget, der bare fortsætter. Den gamle landbrugskultur er død sammen med tiden, hvor alle ydmygt måtte komme til faderen, fordi det var ham, der havde pungen i baglommen.

Skulle der betales en regning, måtte man derfor op at hente manden i marken. I stedet fik vi velfærdssamfundet, det store, vilde eksperiment, der ændrede familiestrukturerne fuldstændig.

Nu er det skattefar, der betaler de fælles regninger. Og nu sover ingen børnebørn formentlig længere sammen med deres bedstemødre i aftægtsboligen, men vi har på godt og ondt udliciteret omsorgen og pligtfølelsen overfor familien til staten,” siger Ove Korsgaard, der mener, at det er den største ændring i samfundet:

”Vi er gået fra en pligtkultur til en rettighedskultur. Og det er sket på kort tid.

Min landmandsfar var et pligtmenneske, der inkarnerede Max Webers ide om den protestantiske arbejdsetik. Han betragtede det som nedværdigende at få ydelser fra det offentlige og ville knap nok tage imod sin folkepension.

Nu er det i stedet forbundet med skam, hvis man finder ud af, at man havde ret til en ydelse, man ikke krævede.

Det er spændende, hvor længe den samfundsmodel kan holde,” siger Ove Korsgaard og tier, så man kan høre markens fugle kvidre ubekymrede under himlens lette dyne af skyer, som trods alt ikke har ændret sig, siden Grundtvigs bondesange engang bandt Danmark sammen.

Den nye Ferguson traktor model anno 1956.