Det Konservative Folkeparti havde vundet vælgernes gunst dengang i begyndelsen af 1980’erne, og den konservative Poul Schlüter havde netop vundet posten som statsminister. Noget måtte gøres, hvis Venstre fremover skulle fastholde sin position som et landets største partier. Derfor gik de på jagt efter nye vælgere.
For Venstre har traditionelt appelleret til Landbrugsdanmark, hvor de gennem tiden har haft størst opbakning. Det forklarer Thue Kjærhus, der er debattør og forstander på Rønshoved Højskole:
”Det traditionelle højskolevenstre udspringer af det agrare. Med et grundtvigsk forbillede skabte man et folk ud fra almuen (landbobefolkningen, red.), hvor man både kunne finde potentiale og fællesskab. Særligt bestemte områder i landet som det sydfynske og enklaver i Jylland og på Sjælland har været præget af den her grundtvigske vækkelsesbevægelse, hvor der generelt har været interesse for kristendommen og den danske folkehistorie. Historisk har Venstre i høj grad appelleret til vælgere i de områder,” siger han og forklarer, at man derfor skal tilbage til 1870’erne og Venstres første år for at forstå, hvad partiet kommer af.
Men i en tid hvor landområderne affolkedes, og flere flyttede til de store byer, hvordan skulle Danmarks Liberale Parti fastholde deres popularitet hos vælgerne? De måtte rebrande sig selv. Men hvem skulle stå for det?
En udbredt opfattelse er, at daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) havde en afgørende rolle i overgangen fra, at Venstre i højeste grad appellerede til ”folket på markerne” til, at partiet blev ført ind i byerne. Uffe Ellemann-Jensen, der i en årrække også var landsformand for partiet, havde nemlig godt fat i de unge og veluddannede.
Og så kom ordene, som skulle vise sig at blive definerende – nemlig at ”højskolevenstre” var blevet til ”handelshøjskolevenstre.”
De kom fra Centrum-Demokraternes Mimi Jakobsen og var definerende, fordi de ramte ned i en tid, hvor tiderne for højskolerne forandrede sig. Højskolerne supplerede den traditionelle grundtvigske folkeoplysning med en lang række andre tilbud. Således var argumentet, at uddannelse skulle gavne samfundsøkonomien, hvorfor de karakter- og prøvefrie højskoleophold blev fremstillet som spild af tid for resultatorienterede beslutningstagere.
Siden har sondringen mellem handelshøjskolevenstre og højskolevenstre i høj grad været udtalt. For partiet har fra dets begyndelse haft stærke rødder i landbokulturen og traditionelt vægtet oplysning og dannelse af befolkningen på landet højt.
Men spørgsmålet er, om der fortsat er skikkelser tilbage i partiet, som vægter disse elementer højt. Altså om højskolevenstre lever.
Det gør det til en vis grad, lyder det fra Thue Kjærhus. Og for at finde repræsentanter for højskolevenstre er det især er relevant at betragte, hvor i landet den enkelte politiker er fra, mener han:
”Hos visse Venstre-folk toner det folkelige tydeligt igennem, fordi de er menneskeligt dannede og tænker historisk og kulturelt,” siger han og nævner Venstres finansminister, Kristian Jensen, som et eksempel på det.
”Han er opvokset i den vestjyske by Lind og kommer fra en grundtvigsk kontekst, hvor han har været engageret i det lokale foreningsliv. I sit politiske virke har han også flere gange prioriteret højskolerne økonomisk. Men selvom han i vid udstrækning har en humanistisk tilgang til politik og kultur, har han dog ikke i samme grad det åndelige og kirkelige med sig, hvilket er definerende for højskolevenstre,” siger Thue Kjærhus.
Så hvor andre Venstre-politikere i noget højere grad er en del af højskolevenstre, er ”Kristian Jensen nok mere DGI-grundtvigianer qua sin tid i blandt andet gymnastikforeninger”, mener Thue Kjærhus.
Højskoleforstanderen peger til gengæld på to andre iøjefaldende skikkelser på højskolevenstre-fløjen: Carl Holst, hvis far, Peter Holst, var underviser på Rødding Højskole, hvor Carl Holst også er opvokset, samt Bertel Haarder, der er opvokset på Rønshoved Højskole og er søn af tidligere højskoleforstander Hans Haarder. Begge har også en kirkelig baggrund.
Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d. ved University College Sjælland, betragter også netop Carl Holst og Bertel Haarder som skoleeksempler på politikere fra højskolevenstre. Men med Carl Holsts snarlige exit fra dansk politik er det så kun den 74-årige Bertel Haarder, der er tilbage fra højskolevenstre?
Ifølge Lars Hovbakke kommer det an på, hvordan man definerer begrebet højskolevenstre. Hvis handelshøjskolevenstre er lig fokus på liberal økonomi, og højskolevenstre er ensbetydende med, at der lægges vægt på kultur og liberale værdier, ja, i så fald vil en person som den nyligt udpegede Venstre-ordfører for udlændinge, integration og indfødsret samt flygtninge- og stabilisering, den 47-årige Mads Fuglede, også kunne karakteriseres som en del af højskolevenstre:
”Han er ikke den type politiker, som typisk taler om skattelettelser, men har i høj grad en interesse for danske værdier og dansk kulturarv. Derudover har han jo også en baggrund som underviser på Grundtvigs Højskole,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
Mads Fuglede selv er dog tilbageholdende med at definere fløjene i Venstre som henholdsvis handelshøjskolevenstre og højskolevenstre. Han kan dog langt hen ad vejen godt se, hvorfor han kan være repræsentant for sidstnævnte:
”Jeg har altid følt mig som en del af det, højskolen engang var og stadigvæk er,” siger han og uddyber:
”Traditionelt har højskolen defineret en debatkultur og en tradition for, hvordan man taler om, hvad det vil sige at være dansk, det at have en fælles historie, det at have en grundtvigsk kulturarv samt det at være indlejret i en kristen kultur. De strømninger har i den grad været definerende for den danske vej ind i oplysningstiden i midten af 1800-tallet, som højskolen mere end noget andet har bidraget til,” fortæller han og bemærker:
”Personligt har jeg også altid haft Bertel Haarder som mit politiske forbillede, da han som jeg er rundet af højskoletraditionen.”
På spørgsmålet om, hvordan højskoledannelsen kommer til udtryk i partiet i dag, svarer Mads Fuglede:
”Debatkulturen. Fordi partiet ikke er styret oppefra. Den her flade struktur, hvor man står på mål for sine holdninger og debatterer dem internt, uden at man stemples for det, man har sagt. Den kultur er stærk i Venstre. Tidligere medlemmer af partiet har heller ikke holdt sig tilbage, og det er udtryk for, at de også er rundet af den samme debattradition,” siger han og nævner venstremedlem Jan E. Jørgensen som eksempel på en person, der bærer højskoleidealerne videre:
”Han er en fin repræsentant for det, jeg forstår som højskolevenstre.”