Prøv avisen

Da jødehadet atter dukkede op, gjorde Danmark det rigtige

Som følge af den statsorganiserede antisemitisme i Wadysaw Gomukas Polen flygtede knap 3000 jøder til Danmark. Nogle blev, som her, indkvarteret på hotelskibet ”Skt. Lawrence” i København. – Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix

Ønsket om ikke at gentage Danmarks restriktive politik over for jøder i 1930’erne var udslagsgivende, da en antisemitisk bølge blussede op i Polen i 1969. Danmark slog for 50 år siden derfor dørene op for flere tusinde polskjødiske flygtninge

Julen 1969 blev sunget ind på hotelskibet ”St. Lawrence” af to jødiske ægtepar. Det var Dansk Flygtningehjælp, der havde bragt skibet til Kalvebod Brygge i København for at være det første hjem for hundredvis af polskjødiske flygtninge, der i efteråret 1969 var på flugt fra den stats- organiserede antisemitisme i Wadysaw Gomukas Polen. Og det var Dansk Flygtningehjælp, der havde arrangeret en rigtig dansk juleaften for de nyankommne.

Flygtningehjælpens menige medarbejdere havde selvfølgelig fri juleaften, så det blev formanden, Isi Foighel, og hans hustru, Vera – mine forældre – samt et vennepar, Moritz og Solveig Schwarz med sønner, der løftede stemningen.

For flygtningene var aftenenes emotionelle højdepunkt, at de sendte et ”Glædelig jul og tak for modtagelsen” - telegram til kongehuset og modtog et ”Glædelig jul og velkommen til Danmark” - svar fra Amalienborg. Der blev klappet og måske også klemt en tåre, da det blev læst op.

Den første, der i 1968 gjorde opmærksom på, at jøder systematisk blev fyret fra deres arbejdspladser i Polen, var Danmarks Radios daværende østeuropakorrespondent Dag Halvorsen. Den antisemitiske bølge begyndte efter Seksdageskrigen. Israels lynsejr over de arabiske nabohære i juni 1967 nærede en indestængt polsk anti- semitisme.

I en radiotale beskyldte Gomuka jøderne for at være statsfjender i ledtog med kapitalismen og burde derfor fratages statsborgerskabet og rejse til Israel.

Halvorsen fortalte om det i sine reportager, men han gjorde også direkte kongen og statsminister Hilmar Baunsgaard (R) opmærksomme på, at jøder nu igen blev lagt for organiseret had i Europa. Justitsministeriet bad Dansk Flygtningehjælp om en udtalelse.

Dansk Flygtningehjælps formand Isi Foighel kendte til jødeforfølgelser. Han havde selv to gange måttet flygte fra nazismen: I 1933 som 5-årig fra Tyskland til Danmark og i 1943 som 15-årig fra Danmark til Sverige.

I udtalelsen til Justitsministeriet beklagede Isi Foighel, at Danmarks ”særdeles restriktive asylpolitik over for jødiske flygtninge fra Europa mellem 1933-1939 havde haft katastrofale følger”. Danmark afviste de jødiske flygtninge, som derfor gik den visse død i møde, hed det blandt andet i udtalelsen, med formaningen: ”Noget sådant skulle nødigt gentage sig, når historien nu i 1968 synes at repetere sig selv i et af vore nabolande.”

”Regeringen var yderst lydhør,” skrev Isi Foighel senere om beslutningsprocessen.

Arne Piel Christensen, der var generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp fra 1968 til 1998, føjer i dag til:

”Isi Foighel havde blandt andet et møde med daværende socialminister, senere justitsminister, Natalie Lind. Det er muligt, at det var under det møde, beslutningen blev taget. Han forklarede hende om Danmarks ansvar og brugte jo meget begrebet ’aldrig igen’ med henvisning til afvisningen af tyske jøder op til Anden Verdenskrig. Jeg mener, det fik regeringen til at beslutte, at forfulgte jøder ikke kunne afvises. Han kom tilbage fra mødet og sagde: ’Det gjorde indtryk’, og at man nu ville overveje en position fra Danmarks side.”

Uden synderlig offentlig bevågenhed blev det da besluttet at fortolke Udlændingeloven, så enhver udsat for antisemitisme i Polen kunne få asyl i Danmark – uden forudgående ansøgning.

Den 25. februar 1969 besluttede embedsmænd fra henholdsvis Justits– og Udenrigsministeriet ved et møde med repræsentanter for Tilsynet med Udlændinge og Dansk Flygtningehjælp, at Dansk Flygtningehjælp skulle stå for det praktiske ved modtagelsen af eventuelle polske flygtninge, og at staten ville betale.

Inden polske jøder i efteråret 1969 begyndte at komme til Danmark, var over hundrede unge polskjødiske studerende ankommet til Sverige.

Der havde den jødiske litteraturstuderende og journalist Sonia Shlossman mødt flere af dem. De ville gerne fortsætte deres studier i Sverige, men havde ikke kunnet få deres eksamenspapirer med sig ud af Polen.

Derfor satte Shlossman og hendes danske tilkommende Christian Nissen – den senere direktør for Rigshospitalet og generaldirektør for DR – sig for at rejse til Polen og hente deres papirer med hjem til Sverige. Det var i april 1969.

”Vi opsøgte forældrene, hvor de fleste var fyrede højtstående statsansatte, og fik eksamenspapirerne. Vi besøgte synagoger i Warszawa og Krakow på sabbatten og så få, fattige gamle blive bespist med suppe i menighedshusene. Men det, der gjorde allermest indtryk, var de væltede og vandaliserede gravsten på den jødiske kirkegård i Krakow,” fortæller Christian Nissen til Kristeligt Dagblad.

Han husker stadig 50 år efter hver detalje af rejsen. Ikke mindst den lange kø af asylansøgere foran henholdsvis den svenske og den hollandske ambassade. Foran den danske stod der ingen. Sverige havde åbnet dørene, og Holland varetog Israels interesser i Polen. Den hollandske ambassade sørgede for visa til Israel til de jøder, der med løfte om at rejse til Israel havde frasagt sig deres polske statsborgerskab. Med det visum i hånden gik udrejsen med tog til Østrigs hovedstad, Wien.

”Vi spurgte på ambassaden, hvor mange polske jøder der havde søgt om at komme til Danmark. 25 var svaret fra ambassadesekretæren, der lod os forstå, at de alle var blevet afvist. Vi var rystede og forsøgte at klage til Udenrigsministeriet, da vi kom hjem. Men fik at vide, at vi ikke skulle blande os,” fortæller Christian Nissen.

I stedet skrev han en stor artikel i Politiken om situationen og delte sine indtryk med både Dansk Flygtningehjælp og Mosaisk Troessamfund.

Arne Piel Christensen forklarer i dag Kristeligt Dagblad, at den danske ambassade i Warszawa for så vidt ikke var involveret i at bringe de polsk-jødiske flygtninge til Danmark:

”Fordi det var nødvendigt at have et visum til Israel fra den hollandske ambassade for at kunne få udrejse, bad vi de internationale jødiske organisationer, der tog imod flygtningene, lade dem forstå, at de, der fra Wien ikke ville til Israel, kunne vælge at rejse til Danmark,” fortæller Arne Piel Christensen.

Hverken den danske stat eller Dansk Flygtningehjælp var fysisk til stede i Wien. Arne Piel Christensen forklarer, at man var heldig og kunne benytte sig af, at Isi Foighel havde god kontakt med de internationale jødiske organisationer, deriblandt immigrationsorganisationen Jewish Agency. Det var dem, der videregav den åbne danske invitation og hjalp de, der ville det, videre til Danmark.