Da Johannes blev en del af historien

Et gammelt fotografi kan fortælle historien om en by, et folk, et land. For Kristeligt Dagblads journalist gav det historien om hendes oldefar, en tidligere færgemand i Silkeborg

Færgemanden på Remstrup Å.
Færgemanden på Remstrup Å.

En ældre herre sidder i en robåd med ryggen til. Mellem to åretag er han blevet foreviget på et gammelt fotografi i sort/hvid. Han har en cigaret hængende i mundvigen, og det hår, han har tilbage, løftes i vejret af et lille vindpust. Han ser ud til at være pænt klædt på, ikke til fest, men til job, som om båden er hans kontor.

Billedet af manden og hans robåd lyser fra en computerskærm på arkivar Lis Thavlovs skrivebord i Silkeborg. Der sidder han, fastfrosset og ukendt, på billede nummer B18375 i et online elektronisk arkiv sammen med millioner af andre mennesker fra fotografier, film, og dagbøger fra Danmarks fortid. Lis Thavlov vurderer manden. Hun skal bruge et fotografi fra den lokale historie, hun kan lægge ud på Silkeborg arkivs Facebook-side. Det gør hun ofte for at dele fortællinger og engagere borgerne i deres fælles historie. Hun kan se, at billedet er taget i Silkeborg. Men hun aner ikke, hvem manden er. Måske er der nogen blandt arkivets 6000 følgere, der ved det? På billedet ser manden sig næsten over skulderen og gør an til at sætte årerne tilbage i vandet. Han er tydeligvis på vej et sted hen. Lis Thavlov giver ham et skub. Hun fører computermusen hen over skærmen og trykker på ”del”-knappen, så han kan komme på Facebook. Så kan han sejle ud i menneskehavet. Måske er der nogen, der bider på.

Det er præcis det opslag, jeg får øje på, da jeg en dag sidder i København og laver ingenting på de sociale medier.

”Hvad i alverden,” tænker jeg overrasket.

Billedet plejer at ligge i min mors skrivebordskuffe. Hun har altid holdt af det, selvom hun ikke nåede at kende manden – hendes morfar.

Jeg bladrer gennem Facebook-siden og kan se, at billedet har fået meget opmærksomhed. I kommentarsporet fortæller folk, at de kan huske manden. De skriver, han var færgemand og sejlede dem over åen i min hjemby. Nogle nævner ligefrem deres slægtskab med ham. Jeg har aldrig hørt deres navne før, og jeg forstår ikke, hvordan billedet er havnet i det elektroniske arkiv. Jeg bliver nødt til at høre mere, så jeg ringer til Silkeborg Arkiv og aftaler et besøg.

Få dage senere fører arkivar Lis Thavlov mig ned i arkivets kælder. Hun vil vise mig, hvordan hun leder efter brudstykker om færgemanden. Fortællingen om ham har ikke fået sin konklusion. Han er et ufærdigt puslespil, og på Facebook-siden er folk begyndt at skrive oplysninger om ham i øst og vest. De kan ikke alle sammen være rigtige, så de skal tjekkes, siger hun.

Kælderen er fyldt med reoler, skabe og skuffer. Her er pressefotografers negativer, folkeoptællinger, og kommunesager tilbage til år 1846. I kasser står der asorterede fotografier og dokumenter fra private. Hvert eneste af dem rummer en fortælling og et menneske. De skal ikke bare være billeder i en kasse, siger Lis Thavlov. De skal være afsluttede historier.

Inden jeg kom, har hun søgt på min oldefars navn i en database over alle landets aviser. Hans navn er nævnt flere steder, og søgningen har fortalt hende, hvor hun kan finde ham. Vi går hen til arkivets samling af gamle aviser, og hun slår op i Midtjyllands Avis fra den 13. september 1956. En reportage fra Sjørslev Sognegaard fortæller, at professor Hal Koch ikke ser skabelsesberetningen fra Første Mosebog som en naturhistorisk sand beskrivelse, men snarere som en myte. I spalten ved siden af er trykt et stort velkendt fotografi i sort/hvid af en ældre herre og hans robåd. Det er ham. Det er billedet vi har ledt efter.

”Sløj sæson for baadene paa Silkeborg-søerne”, fortæller overskriften. ”Færgemand Johs. Gosvig har ikke spundet guld paa sin sejlads over aaen i de sidste maaneder”.

Det kan man vist roligt sige. En billet for sejladsen over Remstrup Å, fra Sejsvej til Indelukket, kostede 20 øre for voksne og 10 øre for børn, står der. Og ofte havde han kun én passager med. Lis Thavlov tapper begejstret avissiden med fingeren. En lille brik til puslespillet. Det er fra avisen, at arkivet i sin tid har fået fotografiet. Hun finder også hans nekrolog i 1962. Et år før min mor blev født.

”Død efter nogen tids tiltagende svaghed. Han blev omkring de 60,” står der.

Måske bliver hele fortællingen om Johannes skrevet sammen og sat på en elektronisk hylde med andre, Lis Thavlov har fundet frem til. Her findes allerede mennesker som jomfru Pingel – en nøjsom kvinde, der i slutningen af 1800-tallet nød kaffe ved at koge vand og lugte til bønnerne. Hun byggede to huse og gemte flaskepost med breve til eftertiden i deres murværk.

Historierne kommer til arkivet i gamle støvede kasser, folk finder på loftet eller lossepladsen. Der ligger masser af fortællinger gemt i de ting, folk måske synes er ubetydelige. Men det kan være den brik, arkivet står og mangler for at gøre en større historie færdig.

Lis Thavlov bladrer i aviserne. Store overskrifter om verdenskrige, Berlin-murens rejsning og østtyske flygtninge præger Johannes Gosvigs levetid. Jeg spørger hende, hvorfor det er vigtigt også at huske ting som min oldefars lille færgefart og jomfru Pingels kaffevaner.

”Vi skal huske det liv, folk har levet. Det er fortiden, der har skabt os, og i de personlige historier finder vi også historien om byen, landet eller den verden, vi lever i. Det er et sammenhængende hele,” siger hun.