Prøv avisen
Årets personer

Dansk turist i Nepal: Da jordskælvet ramte, blev alt levende

Vi kunne lige så godt have stået på en gletsjer på Mount Everest, og så var det hele styrtet sammen under fødderne på os, fortæller Thomas Aagaard Hertz.

April 2015: Jordskælvet rammer Nepal med en styrke på 7,8 og koster 9000 mennesker livet. Det sker, 10 dage inden rygsækturist Thomas Aagaard Hertz skal rejse hjem. Han beslutter at blive for at hjælpe

Fortalt af Thomas Aagaard Hertz

Når man ser naturkatastrofer hjemme fra sofaen, kan man slukke for fjernsynet og gå ud og spise sit franskbrød. Det kunne vi ikke i Nepal. Det var ret hårdt at mærke, at det rent faktisk var virkeligt, det, der var sket. Når jeg gik i seng om aftenen, så var det der stadig dagen efter.

Da jordskælvet ramte, sad min rejsemakker Morten Steffensen og jeg i en kajak en times kørsel fra Pokhara i det vestlige Nepal. Vi var taget til Nepal for at nyde naturen og komme væk fra verden. Pludselig begyndte stenene at rutsje ned ad klipperne, træerne knækkede, og fuglene begyndte at skrige og flyve rundt. Alt omkring os blev levende. Vi kunne godt mærke, at det var voldsomt, men vi var ikke klar over omfanget på det tidspunkt, og vi fortsatte derfor vores kajaktur.

Det var først næste dag, da vi var tilbage i Pokhara, hvor vi kom på internettet og så billeder fra Kathmandu, at det gik op for os, hvor alvorligt det var. Vi kontaktede derfor vores venner i Kathmandu for at høre, om der var sikkert, og om der var rent vand. Da vi fik ja til begge dele, besluttede vi at tage af sted og finde ud af, hvad vi kunne gøre. Vi sad med en følelse af, at vi var nødt til at hjælpe og give noget tilbage til de fantastiske mennesker, som havde givet os en oplevelse for livet.

Da vi nærmede os Kathmandu, kunne vi se, at ødelæggelserne blev større og større, og alle andre busser kørte den modsatte vej mod sikre områder. Vi begyndte derfor at overveje, om det, vi havde gang i, egentlig var så smart.

Det første, der mødte os i Kathmandu, var en gavl, der var faldet ned, og et kæmpe gult hus, der var væltet. Først her gik katastrofens omfang op for mig.

Vi fandt frem til et sted, hvor lokale pakkede ris, kiks og vand i poser, som skulle deles ud. Her hjalp vi til de første to dage, og vi mødte mange mennesker, som spurgte os, hvorfor vi var der. Og når vi forklarede dem, at vi følte, vi skyldte dem det, så blev vi mødt af en enorm glæde. De tog imod al hjælp med kyshånd. Selv det mindste blev værdsat, og det gav os mod på mere.

En aften hjalp vi til på en traumeafdeling. Det syn, der mødte os på hospitalet, var fuldstændig forfærdeligt. Der var børn, unge og ældre, som alle lå i en form for fællesstue. Forholdene var virkelig dårlige, og der var rationering på vandet. Det var en af de oplevelser, der virkelig satte sine spor. Når jeg tænker tilbage på det, ser jeg billeder for mig, som ikke er særligt rare.

Jeg snakkede med en ung mand på hospitalet, som havde mistet sin bror. De havde begge stået på 12. etage i en bygning. Han var blevet reddet ud, men det var broderen ikke. Det var enormt tragisk. Det værste var, at man kunne se i hans øjne, at livslysten var væk. Der var ingen gnist i øjnene, der var bare tomhed.

Herefter startede vi vores egen indsamling på Facebook sammen med fire andre danskere. I løbet af et par dage fik vi indsamlet 23.000 kroner. Vi blev enormt glade for, at folk ville være med til at hjælpe. Pengene brugte vi på ris, vand og presenninger, men også på fodbolde, som børnene kunne lege med, så de kunne glemme lidt af den ulykke, de stod i.

På vej ud til en landsby, som vi ville hjælpe, blev vi stoppet af beboerne i en lille by, som stillede sig foran lastbilen. Vores lokale samarbejdspartner diskuterede med dem på nepalesisk og nåede frem til at give byen 10 af vores 25 rissække. Her strålede den nepalesiske ånd virkelig igennem. Alle hjælper alle. Man giver, så alle lige præcis kan klare sig. Vi kørte ud med resten af tingene til den anden landsby som planlagt. De tog imod det, som var det guld. Det var fantastisk.

Vores fly til Danmark afgik 10 dage efter jordskælvet. Vi tog hjem med en følelse af, at vi ikke var helt færdige.

Vi efterlod noget, som først lige var begyndt, og vi forlod et fantastisk land i kæmpe sorg. Men alligevel med en følelse af, at vi som to unge drenge fra Danmark havde gjort, hvad vi kunne for at hjælpe.

Og ikke mindst priser vi os lykkelige for, at vi var ude at rafte på det tidspunkt, jordskælvet ramte.

Vi kunne lige så godt have stået på en gletsjer på Mount Everest, og så var det hele styrtet sammen under fødderne på os.