Vælgerne er blevet lovet ganske lidt i valgkampen

Bogstavelig talt blev det en af historiens mindst løfterige valgkampe. Ganske vist er der lovet mange milliarder til ældre og sundhed, men konkrete løfter til den enkelte vælger har det været småt med. Sporene har skræmt både Venstre og Socialdemokraterne

Politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen analyserer valgkampen og påpeger, hvor få løfter, der er blevet givet. På billedet ses Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) til den sidste partilederdebat i går.
Politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen analyserer valgkampen og påpeger, hvor få løfter, der er blevet givet. På billedet ses Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) til den sidste partilederdebat i går. Foto: Scanpix.

Aldrig har en valgkamp i Danmark været så uafgjort, som den vi sætter punktum for i dag. I den tid, man har foretaget meningsmålinger, har der i hvert fald ikke været dødt løb mellem rød og blå blok tre uger i træk under en valgkamp.

Uanset hvor mange dueller og paneldebatter politikerne har stillet op til, har balancen mellem blokkene ikke rykket sig, siden valget formelt blev udskrevet.

Det står i skarp kontrast til udviklingen de foregående uger og måneder, hvor SR-regeringen og støttepartier på rekordtid indhentede den føring, de borgerlige partier ellers sikkert havde haft i tre et halvt år.

Det store paradoks er, at trods den tilsyneladende stilstand mellem blokkene, tegner det til et nyt jordskredslignende valg. Med stor fremgang til Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet og voldsom tilbagegang til De Radikale, Venstre, De Konservative og SF.

Med så mange partier på taberholdet kunne man have forventet en valgkamp, hvor der blev strøet løfter ud til vælgerne med rund hånd. Der har da også været mange udspil med nye milliarder især til de syge og til den største vælgergruppe, de ældre.

På et væsentligt punkt adskiller valgløfterne denne gang sig dog fra dem, der blev givet fra 2001 til 2011. I de ti år kom den kontraktpolitik på mode, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) introducerede i Danmark i 2001. Vælgerne blev i hans tid præsenteret for meget præcise løfter om eksempelvis kortere ventetid til behandlinger af kræft, et skattestop eller 12 måneders barselsorlov til forældre.

Kontraktpolitikken blev udvandet, efterhånden som den politiske og økonomiske virkelighed ændrede sig i nullerne.

Helt meningsløst blev det, da Venstre i en skattereform ændrede på definitionen af skattestoppet. Og kontraktpolitikken døde første gang, da Lars Løkke Rasmussen (V) stillede op som statsminister ved valget i 2011.

Til gengæld blev den i et vist omfang ved samme valg forsøgt genoplivet af Socialdemokraterne og SF, for eksempel med konkrete løfter om en betalingsring om København, billigere busbilletter, forlængelse af dagpengeperioden med to år og så videre.

De specifikke løfter viste sig siden at blive en plage for Socialdemokraterne og SF, da de alligevel måtte opgive flere af dem for at kunne danne regering med De Radikale. Det førte til løftebrudsbeskyldningerne og forklarer, at kontrakt-politikken nu er død for anden gang i denne valgkamp.

Særligt de store partier har holdt alle deres løfter på det abstrakte plan. Det har for det meste handlet om, hvor mange ekstra milliarder der skal tilføres det ene eller det andet område. Beløbene har skullet imponere og er blevet lagt sammen for flere år, men er ikke blevet sat i forhold til samfundets vækst. Derfor bliver det i praksis vanskeligt om fire år at efterkontrollere, om for eksempel sundhedsområdet har fået tilført 15 eller 16 milliarder kroner.

Det faste mantra for Socialdemokraterne og SF har været, at de vil kunne sikre velfærden med en realvækst i de offentlige udgifter på 0,6 procent, mens Venstre vil have et udgiftsstop. For den enkelte vælger giver den slags procentsnak næppe megen mening, men grundlæggende er budskabet, at uanset hvem der vinder i dag, bliver der ikke brugt ret mange flere penge på offentlig velfærd de næste år.

På den borgerlige side har Venstre heller ikke skullet nyde noget af at gøre udgiftsstoppet ultimativt, kun skal en borgerlig regering ”trække i den retning”.

Et andet meget stort tema har været udlændingepolitikken, hvor Venstre ikke har sat tal på, hvor meget mindre flygtningestrømmen skal blive under en Venstre-ledet regering.

Langt mere konkrete har valgets mindre partier været. Selv det så højtflyvende Alternativet har lovet sine vælgere at arbejde for præcise mål som en global ressourceskat, udsætning af europæisk bison i skovene og et kunstfag i folkeskolen. Enhedslisten har ført kampagne for, at ydelsen til modtagere af overførselsindkomster skal sættes op igen til helt bestemte niveauer, og Dansk Folkeparti vil fortsat have sat grænsebomme op.

Selv SF, der brændte fingrene på løfter i 2011, har ført valgkamp for et så eksakt mål, som at gen-optjeningsperioden til dagpenge skal halveres til seks måneder.

SF har imidlertid ikke udsigt til at komme i regering igen, og konkrete valgløfter belaster de partier hårdere, som går i regering, end dem, der bliver støttepartier.

Dansk Folkepartis mulige ambition om at komme i regering kan være forklaringen på, at partiet har holdt over-raskende lav profil i valgkampen og for det meste har holdt sig til de bløde slagord om tryghed og tillid.