Det summer i fællessalen på plejehjemmet Østervang på Frederiksberg. Ved de runde borde bliver ældre mænd og kvinder kørt på plads i et puslespil af stole og rollatorer, der skal flyttes rundt og låses. Indtil én af social- og sundhedsassistenterne i hvide, kortærmede skjorter råber:
”Så nu skal I snart til at sætte jer! De kommer!”
Jørgen Hasselgren på 85 år i rullestol er én af de vel godt 100, der er kommet for at høre syngepigerne i ”Lyspigekoret” optræde med julesalmer og årstidssange – og vistnok også et luciaoptog på dagen.
”Lucia... det er sådan lidt noget for børn, er det ikke?,” siger han og skærer ansigt.
Han bor her ikke, men kommer på aktivitetscenteret for at genoptræne. Han har sukkersyge og Parkinsons, og i sommer blev det så slemt, at han ikke længere kunne støtte på benene for smerter. Indtil sidste uge gjorde begge knæ pokkers ondt, men så fik han en blokade lagt ind.
”Nu kan jeg ikke mærke mine ben længere, og det er virkelig godt. Men jeg har altid været friluftsmenneske, og du ved... når man ikke kan det mere. Min kone sagde, det ville være godt for mig at komme her. Og jeg tror også, hun er glad for at have lidt fred,” siger han og griner.
Han får hjemmehjælp fem gange om dagen, og når man har levet et langt liv, hvor man har klaret sig selv, er det en bitter pille at sluge.
”Klokken halv ti om aftenen kommer der én og hjælper mig i seng. Det troede jeg aldrig, jeg kunne gå med til. Men det går godt. Selvom jeg helst ville klare det med toilettet selv,” siger han.
Bum! En dør lukkes i, og lyset slukkes. Kun lyskæden på juletræet giver skær i rummet.
”Uuhh,” siger én, men ellers er der helt tyst mellem bordene.
Så kan man høre det. Langsomt kommer de lyse kvindestemmer nærmere og nærmere og vokser for hvert sekund.
”Nu på luciadag, hilser vort vennelag. Santa Lucia, Santa Lucia,” synger de otte hvidklædte unge kvinder, der kommer ind ad døren.
Taktfast og med gulligt strålende lys i hænderne skridter de ind foran de ældre, stiller sig på række og lader stemmerne flyde sammen i harmoni. En ældre herre sender en kroget hånd op under øjet for at tage noget vådt, mens syngepigerne afslutter deres første sang.
”Skænk os af lykkens væld, lige til livets kvæld. Santa Lucia, Santa Lucia!”
Ved et af de forreste borde sidder Gurli Thygesen på 86.
”Snart 87!,” siger hun.
Også hun bor i egen lejlighed på Frederiksberg og kommer i aktivitetscentret én gang om ugen for at træne sin krop: benpresse, motionscykel og balancetræning. Bagefter spiser hun morgenbrød og drikker kaffe med de andre borgere.
”Jeg har cancer i knoglemarven, og kemoen går også i de raske celler. Det har også gjort, at jeg hører meget dårligt.”
Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Hun bor alene og holder meget af turene i aktivitetscentret:
”Hernede er man ikke ene. Man taler med jævnaldrende og ser, at andre også har sygdomme. Bliver man derhjemme, kender man jo kun til sit eget liv,” siger hun.
I fællessalen er personalet overraskede over, hvor roligt der er, ikke en lyd. Kun et lille klir, da en ældre kvinde griber ud efter sit glas i mørket og kommer til at vælte det.
”Normalt, når vi har underholdning, så er der nogen, der råber op. Men ikke til det her. Det er lige, så man får gåsehud,” siger Nina Rasmussen, der er social- og sundhedsassistent i aktivitetscentret.
Lyspigerne holder kun få sekunders pause mellem sangene. I midten slår en mørkhåret kvinde tonen an på en stemmegaffel, og teksterne har de på et lille kort i hånden.
”Maria gennem torne går, kyrie eleison! Hvad bar Maria under sit hjerte, et lille barn foruden smerte,” synger de, mens en hvidhåret kvinde tager sine tunge briller af.
De synger Kurt Larsens ”Vintertid” om at mærke den knasende frost under fødderne på en gåtur og ”Skyerne gråne” med det gjaldende omkvæd: ”Derfor bære blus vi med glæde!”
Det hele slutter med, at kvinden med stemmegaflen i korets midte tager ordet:
”Vi vil bare sige tak, fordi vi må komme her hvert år. Det er en stor glæde at synge for jer!”
”Du er nødt til at tale højere!,” lyder det fra salen, og kvinden bryder ud i et smil.
”Jeg siger bare TAK!,” siger hun og giver fællessangen til ”Et barn er født i Betlehem” fri:
”Forvunden er nu al vor nød, al vor nød! Os er i dag en frelser fød. Hallelujah, hallelujah!,” synger borgerne, før lyspigerne går ud på række, syngende som de kom.
Så tændes det hvide elektriske loftslys igen. Mens nogle af de ældre beder om at blive hjulpet væk og tilbage til deres stuer, bliver andre siddende for at få æbleskiver med flormelis, jordbærsyltetøj og gløgg til. Jørgen Hasselgren synes nok stadig, at luciaoptog er noget, der hører barndommen til. Han har arbejdet som litograf i 40 år og gik i øvrigt selv engang Lucia, da han havde egen virksomhed.
”Det var i 1970’erne, dengang alle havde langt hår,” griner han.
Gurli Thygesen smiler stort ved sit bord, og kalder julesangen smuk og rørende.
”Det var lige ved..,” siger hun og lader pegefingeren glide ned over den ene kind.